The Long Road Home

Godt halvandet år efter 11. september 2001 invaderede USA Irak. 42 dage senere erklærede præsident George Bush missionen for fuldført.

Med de ord starter National Geographics nye dramasatsning, The Long Road Home. Serien på otte afsnit er baseret på en bog af den amerikanske journalist Martha Raddatz og følger en deling amerikanske soldaters udsendelse til Irak som ”fredsbevarende styrke” i 2004.

Hurtigt viser det sig dog, at missionen langt fra kun er fredsbevarende. Seriens handling centrerer sig nemlig om en episode, der efterfølgende er blevet kaldt ”Black Sunday”. Et år efter Bush’ mission accomplished er opgaven i Irak langt fra slut.

I april 2004 ankommer en deling amerikanske soldater til Bagdad. The Long Road Home pendler mellem en række af dem – fra almindelige menige til de højere rangerede befalingsmænd – og deres familie hjemme i fredelige Texas. Hvert afsnit fokuserer på én soldat – første afsnit på løjtnant Aguero (E.J. Bonilla), andet på general Volesky (Michael Kelly) og så videre.

Efter blot fire dage i Irak går det helt galt for amerikanerne.

På en rutinepræget patrulje i en Bagdad-bydel falder delingen pludselig i et baghold og tvinges til at forskanse sig i et tilfældigt hus. Lokale irakiske oprørsmilitser har taget kontrollen i området, og hjælpen har svært ved at komme frem.

Man kan spørge sig selv, hvorfor National Geographic har kastet sig over en serie som The Long Road Home.

Det er nemlig svært at se, hvorfor det er bydende nødvendigt at lave endnu et værk om den amerikanske invasion af Irak. Sammenlignet med David Simons miniserie Generation Kill, der også skildrer amerikanske soldater i en uoverskuelig krig, har The Long Road Home ikke meget nyt at byde på.

Serien opruller godt nok begivenhederne omkring ”Black Sunday” – en blodig episode, som mange amerikanere husker. Men det vil næppe slå benene væk under danske seere, der ikke har samme forhold til Irak-krigen og de amerikanske tropper.

The Long Road Home – skabt af Mikko Alanne – er solidt håndværk, men også noget jævnt og forudsigeligt. Serien er filmet, så scenerne i Irak er sandfarvede, beige og støvede, mens Texas er farvefuldt, solstrålende og varmt. Så er forskellen etableret visuelt.

Desværre gør soundtracket ikke noget godt for helheden. Ofte dikterer violinerne og den patosfyldte musik for bastant, hvilken stemning serien vil have dig til at føle. Det forstyrrer og heroiserer unødvendigt amerikanerne.

Det fungerer til gengæld som afvekslende greb, at hvert afsnit handler om en ny person, selv om man savner nogle endnu mere helstøbte mennesker.

I små tilbageblik ser vi Aguero og Voleskys afsked med familien, men det forbliver forudsigeligt, fordi karaktererne ikke har særlige træk, der for alvor gør dem vedkommende.

Serien er mest interessant i Irak. Her møder de gode amerikanske intentioner en modvillig befolkning, der både er glad for befrielsen fra Saddam Hussein, men utilfredse med den amerikanske invasion.

Derfor er tolken Jassim (Darius Hornayoun) også i et interessant dilemma, splittet mellem loyaliteten til sine landsmænd og den amerikanske arbejdsgiver.

Og så får serien klart bedre fat fra afsnit tre, fordi den veksler mere dynamisk mellem konerne hjemme i USA, de isolerede soldater og kollegerne, der er på vej for at redde dem. Afsnittet er instrueret af danske Mikael Salomon, der foruden rollen som producent også har instrueret afsnit fire og syv.

Så lad os håbe, at han kan give serien mere nerve.