The Lone Ranger

”Manifest Destiny,” var i 1800-tallet navnet for de amerikanske nybyggeres tro på, at det var deres guddommelige skæbne at udvide territoriet mod vest.

Texas blev optaget i den amerikanske union i 1845 og skulle med udvidelsen af jernbanenettet forene de to kyster. At amerikanernes skæbnetro var skæbnesvanger for mange indianerstammer, tog man knap så tungt.

Gore Verbinskis stort anlagte sommer-blockbuster The Lone Ranger tager fat i 1860’ernes Texas, hvor advokaten John Reid (Armie Hammer) og indianeren Tonto (Johnny Depp) slår pjalterne sammen i jagten på retfærdighed.

For uretfærdighed er der nok af.

Et jernbaneselskab med en veloplagt Tom Wilkinson i spidsen kører alt og alle over i umætteligt magt- og pengebegær. Og outlaw-kongen Butch Cavendish (William Fitchner) er rendyrket ondskab, hvilket han demonstrerer tidligt i filmen, hvor han på bizar vis skærer John Reids brors hjerte ud og sluger det råt.

I samme sekvens skydes Reid ned, men Tonto, der også jagter den morderiske Cavendish, kommer ham til undsætning. Indianeren redder ham fra døden og tolker det som en spirituel oplevelse, der betyder, at den kejtede Reid er hans skæbnebestemte følgesvend.

Så begynder ellers jagten på skurkene i det vilde vesten gennem et væld af obligatoriske sekvenser, hvor modsætningerne mellem indianeren Tonto og idealisten Reid trækkes helt op, inden de opnår en fælles forståelse, og Reid langt om længe træder i karakter som den maskerede hævner. I amerikansk kultur er The Lone Ranger en kendt figur, der startede i radioen i 1930’erne, kom på tv i 50’erne og siden er blevet til flere spillefilm, hvoraf The Lone Ranger er den første i over to årtier.

Filmen er først og sidst et fuldtonet stykke Hollywood-underholdning, men Johnny Depp, der også er executive producer på filmen, er samtidig kendt som en stor kritiker af krigene i Irak og Afghanistan, og man fornemmer hans politiske ståsted i plottet, der er en slags allegori over USA’s nyere historie: Erhvervslivet er magtfuldt og korrupt, mens kavaleriet drager i krig mod indianerne på løgnagtige præmisser.

På den måde træder The Lone Ranger ind i en stolt western-tradition for symbolsk samfundskritik – som de Vietnam-kritiske The Wild Bunch og Little Big Man med Dustin Hoffman,hvor fortidens synder mod indianerne også var det metaforiske udgangspunkt.

Det er derfor heller ikke helt uden humoristisk bid, når Tonto udslynger et ”det er en god dag at dø på” som en hilsen til netop Dustin Hoffmans indianer. Men desværre er det også et af de få sjove skud i bøssen.

Depps egen indianer lider under ordinære replikker og en præstation, der balancerer på grænsen af kikset slapstick. Depp og instruktør Gore Verbinski skabte charme og kant med Jack Sparrow i Pirates of the Caribbean-serien, men her falder partnerskabet sammen. Helt galt går det i en overplat scene, hvor Depp tager et fuglebur over hovedet af frygt for en omstrejfende kat.

The Lone Ranger strækker sig unødigt over 150 minutter, og man kunne med fordel have skåret den helt unødvendige rammefortælling, hvor en ældgammel Tonto – levende udstillet i et cirkus – fortæller filmens historie til en lille dreng.

Skudduellerne brager løs i Monument Valley, som John Ford gjorde ikonisk i utallige film. Hans Zimmers musik låner mere, end hvad godt er, fra Morricones komposition til Once Upon a Time in the West. Og Tontos forhistorie med Cavendish viser sig at være en pendant til forholdet mellem Charles Bronson og Henry Ford i selvsamme Leone-klassiker.

Verbinskis film skyder med spredehagl efter de store western-klassikere, men finder ikke sig selv midt i krudtrøgen.