The Little Death

Filmens næstsidste scene er den bedste. En stum, ung dreng ringer til en køn, ung telefondame via sin computerskærm. Han beder hende ringe en telefonluder op, og den søde medarbejder skal så kommunikere mellem de to. Det bliver komisk nok til både oral- og analsex på tegnsprog, og scenen bliver direkte charmerende, fordi telefondamen og drengen udvikler en gensidig tiltrækning.

Desværre fremstår scenen isoleret fra resten af The Little Death og har altså intet at gøre med den halvanden times forudgående søvnsommeligheder.

The Little Death handler om fire australske par med aparte, seksuelle tilbøjeligheder. Mest søvnig er historien om kvinden, der vil have sin mand – spillet af filmens instruktør Josh Lawson – til at voldtage sig. Det forsøger manden som bankrøver i forklædning på, men han overbeviser aldrig sin kone. På samme måde er humoren heller ikke særligt overbevisende.

”Min kone tænder på voldtægt.”

”Voldtægt,” siger vennen. ”Det gør mange kvinder.”

”Ja, det sagde mine kone også.”

Gaaab.

Voldtægtshistorien er måske den mest kedelige, fordi den viser sig at have de mest ubetydelige konsekvenser i forhold til de øvrige, umiddelbart harmløse fantasier.

De andre historier taler desværre også til gabemusklen.

For eksempel er der den om en mindre køn kvinde, som tænder på at se mænd græde. Derfor er hun naturligvis nødt til at gøre sin ynkelige ægtemand ked af det. Først lyver hun sig til kræft, og siden forsvinder hunden, eller var det i omvendt rækkefølge? Under alle omstændigheder hulker manden. Og så skriger konen ellers igennem, når hun rider ham.

Det skulle være hamrende morsomt, men er mest bare mærkeligt.

Lige så mærkelig er historien om parret, der tænker på rollespil, men hvor manden begynder at tro, at han er skuespiller. Også det forhold ender ikke overraskende galt.

Og så er der historien om manden, der tænder på at se sin kone sove.

”Far, hvad laver du?” spørger børnene, da han er i gang med at forgribe sig på moren i sofaen.

Debutinstruktøren Josh Lawson forsøger at binde historierne sammen med en mand, der banker på døre i sit nye kvarter, deler småkager ud og fortæller, at han er dømt for seksuelle overgreb. Et par af vores hovedpersoner reagerer ved at overhøre hans dom i deres iver for småkagerne.

Alle karakterer i filmen er så ligegyldige, at de nærmest er antitesen til Jeff Bridges, Jack Nicholson eller Tom Waits. De er bare ikke sjove, fordi de er så pæne og tilrettelagte, ja, der kan i den grad sås tvivl om, hvorvidt personerne overhovedet har personlighed, for vi lærer dem aldrig at kende. Vi ved kun, hvad de tænder på.

Når det netop er karakterfuld og tør humor, der ofte går godt i spænd med kontroversielle, tabubelagte emner – bare tag Charles Bukowskis i både bøger og film – er det noget underligt, at hovedpersonerne skriger hele vejen igennem parcelhushaven.

Overdrivelser og ironi ofte er ofte en garant for humor, men The Little Death skaber ingen form for genkendelse. Man savner en flabet følelse, en skæv situation, en bittersarkastisk tankegang.

Seksuelt ophidsende er filmen bestemt heller ikke. Den flytter ingen grænser og er glemt på vej ud af biografen. På nær næstsidste scene, der kunne gøre et glimrende, rørende grin på Ekko Shortlist.