Lige før døden

Der kan ikke herske tvivl om, at der er brug for film om døden, sorgen og det palliative område.

I en tid, hvor statslige tv-kanaler næsten laver reklamefremstød for aktiv dødshjælp og assisteret selvmord, og hvor sociale medier flyder over af uoplyst jublen over ”det frie valg”, savner vi i den grad at høre, hvilken enorm indsats man kan få på hospicer og palliative afdelinger på almindelige sygehuse.

Vi kan selvsagt ikke undgå døden. Men der er faktisk hjælp at hente i livets sidste og for mange mennesker chokerende fase. Og selv om den hjælp så kun kan dulme smerten og gøre lidelsen lidt mere udholdelig, er den stadig det almindelige valg.

For som man siger: Alle vil i Himmelen, men ingen vil dø.

Da politikeren Svend Auken døde den 4. august 2009, var han i tiden forud indlagt på Bispebjerg Hospital i København. Her modtog han i sin hustru Anne Regitze Wivels nærvær såkaldt palliativ behandling, indtil han til sidst døde.

Ordet ”palliativ” betyder egentlig at ”skjule noget under en kappe”, fordi sygeplejersker og læger på palliative afdelinger desperat forsøger at fjerne det, der i virkeligheden slet ikke kan fjernes: fysisk, psykisk og åndelig smerte hos en dødssyg og allerede prisgivet patient.

I Anne Regitze Wivels Lige før døden defineres termen på en helt anden måde. Det er et godt eksempel på, at filmen ikke bare skal ses som en journalistisk dokumentar. I stedet for ren oplysning sløres begreberne. Eller om man vil: Filmen er endog meget poetisk.

I filmen bliver man som tilskuer faktisk selv en smule forpint. Man møder døden på en måde, som er meget direkte, og som for de, der ikke har set den før, vil virke voldsom.

Vi følger tre dødeligt syge patienter, og især en forlagsdirektør ved navn Ove kommer man tæt på, mens han taber sig til skind og ben og bliver mere og mere konfus og langsomt forsvinder. Afsnittene med Ove er stærke og varme.

Lige før døden er lavet i to spor.

Det ene spor kan man i grunden slet ikke tillade sig at kritisere, for det er en selvbiografisk erindring. Det er privat. Det er et eksempel på sandheden om sorgen. Den er altid enestående, uangribelig, subjektiv, en kærlighedsytring.

Erindringssporet er i Anne Regitze Wivels film skabt med en fortællerstemme og montager af billeder. Med de noget primitive erindringsfiltre a la halvsmeltet stumfilm – eller faktisk bare Instagram – aftvinges man en sentimental tilgang til døden.

Det er faktisk rørende i al sin intimitet. Men når et spor lægges ud i fuld offentlighed, og når det skal indgå i en film, der vil skildre og måske endda debattere vores forhold til død og palliation, tangerer det klichéen.

At vise døden som visne træers nøgne grene i silhuet, brune blade raslende i vinden, tomme vinduer i et mørkt hus og en statue af en mor med barn, er ikke videre originalt. Og det bliver for meget, når der smides en buddha-statue ind. Så mangler der sådan set kun en sang af Leonard Cohen.

Da forlagsdirektøren Ove pludselig fotograferes i en regulær dødsrallen, med en lukket bog på natbordet, virker det til gengæld befriende brutalt. Og helt uventet poetisk.

Det andet spor er netop det mere åbne, offentlige og realistiske spor, som handler om personalet på Bispebjerg Hospital.

Filmen er åbenlyst en hyldest til dem. Men hvis interessen for sygeplejersker med palliation som fagligt speciale var blevet udforsket mere direkte, kunne man måske have lavet en endnu bedre dokumentarfilm om dét.

I stedet må vi prøve at gætte folks titler og roller, og vi ender med bare at overvære den ene supervision efter den anden, som ikke virker særlig skarpt udvalgt.

Der er bestemt virkelig fine øjeblikke. Personalets etik og deres næstekærlighed er slående. De er en slags helte, men beskrives samtidig som pressede og magtesløse.

Der er mange problemstillinger, som strejfes i filmen, og som hver især kunne have været vigtige at komme til bunds i.

Skal man acceptere, at folk slås ihjel med smertelindring? Skal vi bare lære at leve med lidelser? Hvordan er arbejdsvilkår for sygehuspersonale? Hvordan er det at være pårørende til en døende i den sidste tid?

Anne Regitze Wivels ærinde er åbenlyst baseret på meget oprigtige intentioner og på ægte erfaring. Men ved at sætte sig imellem flere forskellige stole på en gang, går der en klarhed og måske også en forløsning tabt.

Filmen er ikke desto mindre et godt og meget personligt udgangspunkt for en dybere samtale – ikke mindst i de store klasser i skolen eller i konfirmandstuen.