Life, Animated

Vi har alle brug for fantastiske fortællinger. Nogle mere end andre. Og det er dejligt at blive mindet om, hvordan vi kan finde tryghed i en forenklet verden, når den virkelige verden bliver for kompliceret. Ikke mindst når man, som jeg, instruerer animationsfilm.

Owen Suskind finder også tilflugt i tegnefilm. Som treårig mistede han pludselig evnen til at tale. Lægerne diagnosticerede ham med svær autisme, og familien måtte kæmpe en hård kamp for at nå ind til deres søn.

En dag sidder familien og ser Den lille havfrue. Under filmen siger den ellers fuldkomment stumme Owen pludselig et ord. ”Juicevous.”

Hans forældre er ekstatiske, men forvirrede. De henter et glas juice. Men Owen spoler filmen tilbage til havheksen, der kræver havfruen Ariels stemme som betaling for sin hjælp: ”Just your voice!”

Efter denne episode bruger familien Disney-filmene som et hjælpemiddel til at give Owen sit sprog tilbage, og langsomt får de mere og mere hul igennem til ham.

Vi følger herefter Owen igennem hans tidlige voksenliv, hvor han klarer sig særdeles godt trods sit handikap. Disney-filmene er stadig en stor del af hans liv, og de hjælper ham i livets svære situationer.

Life, Animated er klassisk amerikansk dokumentar med tre akter og masser af sentimentale øjeblikke. Instruktør Roger Ross Williams, der vandt en Oscar for en kort dokumentar i 2010 og siden har stået bag God Loves Uganda – om missionerende amerikanere fra den kristne højrefløj – holder fokus på Owens historie.

Effektivt, men også på bekostning af det store overblik.

Det er dog svært ikke at blive rørt over Owen og hans tilgang til livet, og særligt når virkeligheden afviger fra Disney-universet, bliver filmen virkelig spændende. Det sker for eksempel, da Owens storebror foreslår, at han skal tungekysse med sin kæreste. Owen kysser, som han har lært fra de uskyldige børnefilm, og det er nok for ham.

I en af filmens sjoveste scener er vi med i Owens egen Disney-klub, hvor han viser tegnefilm for de andre beboere på værestedet. ”Jeg startede klubben for at blive populær,” forklarer han. ”Det virkede!” Owen har inviteret skuespilleren Jonathan Freeman, der lægger stemme til Jafar i Aladdin. De gennemspiller scener fra manuskriptet, og deres entusiasme smitter helt ind i hjertet.

Filmen bruger forskellige greb til at komme ind under huden. Det fungerer godt med de små Disney-klip, der vil vække genkendelsens glæde for de fleste. Men nærbillederne af Owen, der sidder og ser filmene, er til tider grænseoverskridende. Vi kommer simpelthen for tæt på, når Owen kigger os direkte i øjnene i sine allermest private øjeblikke.

Som barn blev Owen mobbet i skolen, og når han følte sig ensom, satte han sig ned i kælderen for at tegne Disney-figurer. Her skabte han sit eget univers, kun befolket af ham selv og Disney-filmenes mange sidekicks. Owens historie foldes ud som en tegnefilm, som vi vender tilbage til flere gange undervejs.

I starten er animationerne grove og sort-hvide, men senere åbnes der op for farvepaletten, og stregen bliver blød og dynamisk. Intentionen er god, og den lille historie om en dreng alene i mørket, der finder vej tilbage til lyset og livet ved sine animerede venners hjælp, er et opbyggeligt spejl af Owens liv. Men kvaliteten er svingende, og sekvenserne rammer ikke Owens livlige tegninger godt nok til, at man helt forsvinder ind i hans fantasiunivers.

Det gør man til gengæld, når han selv viser sine tegninger frem.

Hans skæve og livsglade personlighed lyser ud af ham, når han taler om sit ”Land of the Sidekicks”. For Owen føler sig ikke som en helt, mere som heltens makker. Og det er da også lige, hvad han er: en sprælsk og glad karakter, man gerne vil være sammen med.