Lida

Gennem syv år følger instruktøren Lidas stille liv på et alderdomshjem og besøger hendes familie, der er spredt i Rusland og Ukraine.

Lida er skabt af danske Adomeit Film, der også står bag Annika Bergs aktuelle Team Hurricane. Filmen har ingen egentlig handling, men er en eftertænksom udforskning af livets store aspekter. Tidens gang, kærligheden, døden, ensomhed og nationalitet.

Allerede de første billeder slår temaet an.

Lida fortæller om døden og sit forhold til religion, mens kameraet bevæger sig gennem en strålende gul solsikkemark på en sommerdag. Det karakteristiske 16 mm-format giver et let kornet og nostalgisk udtryk, som passer godt til indholdet.

Så klippes til Lida, der står med front mod os på alderdomshjemmet. Anna Eborn præsenterer ofte filmens medvirkende i let opstillede tableauer, hvor personerne indrammes forfra, så man tålmodigt kan betragte dem.

Man fornemmer, at Lida skrider kronologisk frem, men den er ikke bundet af en stringent dramaturgi. Filmen er nærmere en slags flydende collage, hvor forskellige dele bidrager til helheden.

Hovedfokus er naturligvis Lida, men undervejs forlader vi hende for at følge hendes søster og voksne søn.

De bor i dag adskilt fra hinanden. Lida fortæller, hvordan hun under krigen blev skilt fra sin søster, der endte på den anden side af grænsen i Rusland. Senere rejste også hendes søn fra hende for at finde arbejde, og de har ikke direkte kontakt i dag.

I en scene får sønnen vist de optagelser af Lida, vi tidligere har set, og han takker oprigtigt Anna Eborn for at få et indblik i sin mors liv. På den måde bliver Lida et slags filmisk bånd mellem Lida og hendes familie. Det er rørende at mærke kameraet forbinde generationerne på tværs af tid og rum.

Filmens udtryk er overvejende neddæmpet og melankolsk i et gråkoldt, ukrainsk vinterlandskab med visne træer, beton og snesjap som gennemgående stemningsmarkører. De fleste scener er stilfærdige og hviler afdæmpet i sig selv, som når Lidas bofæller får mad i spisesalen eller ser et ukrainsk sangprogram i tv.

Men undervejs skifter filmen også tempo og tone. En lille montageklippet sekvens er peppet op med energisk jazzmusik og farvefulde optagelser af Lidas familie på en sommerdag.

Eborn tør også lege med det dokumentariske udtryk, så det spiller effektivt sammen med indholdet. Lidas søn går i en mark og fremsiger en bøn, og billedsiden skifter til og fra bleghvide, overeksponerede billeder for at forstærke sanseligheden og det åndelige.

Lida er en film, der rummer livets forgængelighed på godt og ondt. Selv om et portræt af en gammel svensk-ukrainsk dame kan virke smal, er Anna Eborns dokumentar et mere universelt familieportræt.

Man mærker bestemt, at instruktøren tålmodigt og grundigt har dokumenteret Lidas liv gennem en årrække. Men mod slutningen af filmen antyder hun, at Lida rummer flere spændende sider, som filmen nærmest ignorerer. Det virker mere som efterkritik end en værdig afslutning på en ellers indsigtsfuld dokumentar.

Det kræver en smule tålmodighed at komme ind i filmens udforskning af de store eksistentielle temaer. Men giver man sig hen, er der en sjælden filmoplevelse i vente.