Lev om natten

Gangsterfilm har det med at følge et helt bestemt mønster.

Både Godfather, Scarface og Goodfellas handler om unge mænd, som trodser loven for at få rigdom og magt. Filmene følger deres karriere på lovens rand over en lang årrække og har som regel en ulykkelig slutning.

Den dobbelte Oscar-vinder Ben Affleck følger den samme opskrift i sin nye film Lev om natten,som han instruerer og selv spiller hovedrollen i.

Hovedrollen hedder Joe Coughlin, og i en stemningsfyldt monolog i starten af filmen forklarer han, hvordan han har mistet troen på lov og regler under sin deltagelse i Første Verdenskrig.

På trods af at hans far (Brendan Gleeson) er højtstående politimand i Boston, lever Joe et lovløst liv som småkriminel i byen. Han har tilmed en hed affære med Emma Gould (Sienna Miller), der er kæreste med gangsterbossen Albert Whites (Robert Glenister).

Filmens første halvdel er virkelig flot at se på. Scenografi og kostumer skaber en troværdig skildring af 1920’ernes Boston. Festen, hvor Joe bliver forrådt af Gould til fordel for White, ligner noget, der er taget fra Baz Luhrmanns Den store Gatsby.

Joe prøver at flygte fra Whites kumpaner, men efter en hæsblæsende og godt sammentømret biljagt ender han i fængsel. Når det kommer til skyderier og bilscener brillerer Affleck, og det ser vildt ud, når gangsterne dræber hinanden på fantasifulde måder og ræser rundt i gamle biler.

Efter flere år bag tremmer bliver Joe løsladt. I desperation opsøger han Albert Whites største konkurrent og fjende nummer et, den italienske gangsterboss Maso Pescatore (Remo Girone). Pescatore får i bedste Don Corleone-stil Joe til at sværge sin yderste loyalitet over for gangsterfamilien og minder ham om, at familien nu betyder mere for Joe end Joes eget liv.

Sammen med sin italienske ven Dion (Chris Messina) bliver Joe sendt til Florida, hvor de skal styre den ulovlige handel med rom og holde de andre gangsterbander i skak. Allerede her synes filmen lang, og det er først nu den egentlige historie om manden fra Boston, der overtager Floridas underverden begynder.

Gangsterstemningen og 1920’ernes eventyrlighed forsvinder lidt i anden akt, og nye plottråde får handlingen til at blive mere slap.

Ud over Joes nye sprøde, colombianske kæreste Graciela (Zoe Saldana) og en gæsteoptræden af sangeren Miguel er den mest interessante karakter den lokale politichefs datter Loretta Figgis (Elle Fanning).

I bedste Neon Demon-stil tager den unge pige til Los Angeles for at prøve lykken som skuespiller. Hun kommer dog hurtigt slagen tilbage med mere heroin end stjernestøv i hovedet.

Hun bearbejder sin skam ved at prædike i den lokale kirke og hurtigt bliver hun lokalsamfundets idoliserede helgen, som uddriver al synd.

Figgis viser sig at blive en sten i skoen for Joe, som har fået til opgave at få byggeriet af Pescatores nye, kæmpe kasino til at gå gnidningsfrit. Det er ikke let, når hele byen mener, at gambling er en stor synd.

Filmens mange handlingstråde spinder om et overordnet tema, der bygger på et ordsprog, Joes far fortæller i starten af filmen:

”Det, du giver, får du altid tilbage igen, men aldrig på den måde, du troede.”

Det er bestemt ikke et uinteressant budskab, og hvis Affleck havde haft sans for at hugge en hæl og klippe en tå i sit manuskript, kunne filmen måske være blevet en Oscar-kandidat.

Der er godt skuespil over hele linjen, og specielt Elle Fanning stråler igennem. Hun har en evne til at stirre ud i luften på en måde, så det ligner, at hun tænker på alle verdens sorger på én gang.