Letters from St. Petersburg

Nogle ædelsten består af præcis de samme bestanddele. Deres kemiske sammensætning er ens, og alligevel ser de fuldstændigt forskellige ud. 

Måske er mennesker på samme måde. 

Det er i hvert fald sådan, dokumentaren Letters from St. Petersburg indrammer sin fortælling. Kunstneren og instruktøren Lotte Nielsen tegner med filmen et portræt af St. Petersburgs lgbtq-ungdom via interviews og samtaler mellem ni unge mennesker. 

Alligevel funkler den undertrykte ungdom som diamanter. Og på blot seksten minutter laver Lotte Nielsen et sigende snapshot af en kultur, man ellers ikke får et indblik i. 

Kameraet dvæler ved deres ansigter i nærbilleder og deres kroppe i totaler. Men det føles på ingen måde voyeuristisk. De unge queer- og transpersoner ser direkte ind i kameraet og har fuld kontrol over situationen. 

De kærtegnes af lysindfaldet og de utroligt billedskønne indstillinger skabt af fotograf Catherine Pattinama Coleman (Sorte måne). De er simpelthen smukke. De kroppe og de personer, der normalt gøres til betændte politiske spørgsmål både i Rusland og i Danmark, virker i deres hjemlige omgivelser helt naturlige. 

Det burde ikke virke så revolutionært, men det gør det. 

Der er ingen guidende fortællerstemme, så de unge queerpersoner får lov til at definere sig selv. 

En transkvinde fortæller eksempelvis om teenageårenes frygt for, at stemmen går i overgang. Hun ville nemlig gerne være sanger og ramme de høje toner. Nu skal hun tvinge sin stemme ud i de tonelejer. 

”Det føles væmmeligt, at din krop gør noget, som du ikke vil have,” forklarer hun. 

På trods af de forandringer, som puberteten forårsagede, er hun glad for sin krop. Hun elsker sig selv, som hun er nu. Og i Lotte Nielsens linse virker hendes penis ikke skæmmende, men derimod lige så kvindelig som resten af hende. 

Det rolige kamera, den skønne lyssætning og den drømmeagtige underlægningsmusik skaber en nærmest æterisk, poetisk filmoplevelse. 

Det er hjemligt og hjerteligt at se disse udsatte lgbtq-personer være så komfortable med sig selv og hinanden. Sammen med den poetiske stemning er det, som om de eksisterer i et parallelt univers, der er bedre og tryggere end virkeligheden. 

Men det brydes brat, da vi til slut får serveret arkivmateriale. I en telefonoptagelse arresterer politibetjente brutalt lgbtq-aktivister. 

Lydsiden består også af oplæsninger af queerpersonernes breve til deres mødre. Brevene skal aldrig sendes, men de har alle skrevet det, de drømmer om at sige. 

”Ville du stadigvæk elske mig, hvis du vidste, hvem jeg er, og hvad jeg laver?” 

”Mor, hvorfor tror du, jeg er sindssyg? Du fik mig til at have det dårligt med overhovedet at være blevet født. Hvorfor gjorde du det mod mig?” 

Blandingen af billeder og oplæsning går lige i hjertet, og det gør hammer-ondt. 

Letters from St. Petersburg kan eksklusivt opleves i Nikolaj Kunsthal. I den gamle kirke er filmen sat op på dobbelt storskærm i midten af kirkeskibet. Der er mørkt, masser af plads og interviewpersonernes ord runger mod stenvæggene.

Det runger faktisk så kraftigt, at man nærmest kan mærke det i kroppen. 

I Nikolaj Kunsthal virker Letters from St. Petersburg nærmest overjordisk. Alt er større og skønnere og mere virkningsfuldt. Transkvindens forstærkede sangstemme får en guddommelig karakter. 

Man kunne ønske sig, at filmen var permanent inventar i Nikolaj Kunsthal. For det føles som et privilegie at kunne opleve Letters from St. Petersburg forstærket. Og det er et enormt privilegie blot at kende til den russiske lgbtq-ungdom, der ellers er skjult og jaget. 

Hver og en er de ni deltagere som de skønneste ædelsten. Og resten af os er lavet af det samme stof som dem, på trods af vores forskelligheder og afstanden mellem os. 

Det giver mod, som intet andet kan.