The Letter Room

Det er muligt at anskue danske Elvira Linds dramatisk rolige kortfilm på to måder.

Enten ser du The Letter Room, der om mindre end to uger kan vinde en Oscar-statuette, som en maggiterning af ensomme, stillestående følelser.

Eller også ser du den som et værk, der vil så meget, at det ikke helt passer ind i kortfilmformatet.

Kameraet følger fængselsbetjenten Richard.

Det er verdensstjernen Oscar Isaac, der spiller lovens tøvende arm med udenlandsk accent i et amerikansk fængsel. Isaac formår fra første øjeblik at skabe en aura omkring Richard, som aldrig forsvinder. Han hilser venligt på kolleger og indsatte, men sammen med kameraet fornemmer vi hurtigt, at tristessen holder ham nede.

Ikke en eneste fuge i den livstrætte pande trækker i en forkert retning.

Da Richard har fulgt en fange ud i solen til en omgang basketball, bliver han kaldt ind på sin chefs kontor.

Her begynder The Letter Room for alvor. Den mutte, men bestemte betjent ”forfremmes” til at gennemlæse alle de breve, de indsatte modtager.

Kan der gemme sig hemmelige beskeder mellem linjerne? Kan der være puttet narko i det hvide papir?

Richard har selv bedt om at komme frem i rækkerne, men brevudvekslinger var ikke lige, hvad han havde håbet på. Men i stakkene af formaninger og bristede håb støder han på en række historier, der vækker noget i ham.

Brevene er fra en forelsket kvinde. Rosita vil dele sit liv med en indsat, selv om der bogstaveligt talt er en mur imellem dem.

Richard suges ind i en anden verden. En liderlighedens og kærlighedens verden. Med ganske få bevægelser formår Oscar Isaac at rette sig mere op, når Richard læser brevene.

En ordforelskelse opstår. Da chefen en dag kigger forbi, går der nærmest skoledreng i den. Richard lukker ned for sine småfantasier og mumler, at alt er godt her hos ham.

The Letter Room er en formfuldendt film.

Den kommer en anelse for sløvt i gang, men som både instruktør og manuskriptforfatter formår Elvira Lind at skabe et identitets-tomrum omkring rollerne. Fuldstændigt som hun i øvrigt tidligere har formået i sine træfsikre dokumentarfilm Bobbi Jene og Songs for Alexis.

The Letter Room er befolket af ensomhed.

En indsat håber på brev fra sin datter, men må nøjes med at spille basketball for sig selv i den knitrende sol. Chefen forsøger at række ud mod sine ansatte, men hæmmes af sin kejtede facon. Richard drømmer om at dele sit liv med nogen og måske ser han en mulighed i brevene fra Rosita.

Da han endelig opsøger kvinden med den intime pen, opstår en scene på en café, der er både dybt rørende og mærkværdigt ubehagelig. Magtbalancen mellem Isaac og stortalentet Alia Shawkat skifter konstant og sender betjenten i en ny retning.

Men at The Letter Room er så formfuldendt spænder også ben for filmen.

De allerbedste kortfilm har historier, hvor man kan fornemme, at de er skabt til netop det korte format. De er en lille skive af hverdagen, der kan smage af et helt liv.

Tænk blot på Ekko Shortlist-vindere som Ud, spring over, ind og Maja. Eller de tidligere Oscar-nominerede kortfilm af Anders Thomas Jensen: Ernst og lyset og Valgaften.

Sådan en kortfilm kunne The Letter Room også have været, hvis den alene havde fokuseret på Richards historie. I stedet breder filmen sig ud og kommer til at fungere som et slags instruktør-cv.

The Letter Room kunne snildt have været en spillefilm.

Historien er stærk og tager kun til i styrke, imens betjentens interesse for Rosita højnes og privatsfæren overskrides. Samtidig er der nogle uudforskede forhold til de andre betjente, fangen med basketbolden og ikke mindst den akavede kvindelige chef.

Elvira Lind kan uden problemer skabe et stort drama i små omgivelser.

Uanset om Richard er på arbejde i fængslet eller spiser mad foran fjernsynet derhjemme, er alt holdt i matte farver. Ofte filmes der med dybdefokus, så tilskueren kan mærke hans ensomme sind.

Selv hvis Elvira Lind ikke skulle vinde en Oscar, har vi uden tvivl at gøre med en yderst talentfuld dansk spillefilminstruktør in spe.