Lesvia

På den græske ø Lesbos, der ligger et stenkast vest for Tyrkiet, findes byen Mytilini. Den ligner det arketypiske græske postkort med hvidkalkede hjem og et azurblåt hav, der bruser op ad øens sandstrande. 

På en plads midt i byen står en statue af den antikke digter Sapfo, der levede på øen Lesbos omkring 600 før Kristus, og som Platon kaldte den tiende muse. Statuen blev rejst i 1960’erne, og for øens græske beboere var det en overraskelse, at der i netop 60’erne og 70’erne pludselig begyndte at strømme turister til Lesbos. 

Disse turister var nemlig ikke helt gennemsnitlige. Snarere end børnefamilier med fædre i tennissokker og sandaler var det lesbiske kvinder fra hele verden, der valfartede til Lesbos. 

De betegnede sig selv som efterkommere af Sapfo. Poeten er nemlig en af de tidligste stemmer i historien, der skriver om kærlighed mellem kvinder og sit begær efter gudinder og kvinderne omkring sig. Så de lesbiske turister ser sig selv i hende. 

Kvindernes rejser, sameksistens og forhold dokumenterer den græske instruktør Tzeli Hadjidimitriou i Lesvia. Det indebærer de intime, elskende og seksuelle forhold, kvinderne delte og stadigvæk deler. Men også de konflikter, der opstod mellem dem og lokalbefolkningen. 

Som dokumentaren bemærker, kommer ordet ”lesbisk” fra øen Lesbos, fordi Sapfo kom derfra. Men er man blot fra Lesbos, er man også lesbisk, selv om man ikke er lesbisk. I en nøddeskal er den problematik et godt udtryk for sammenstødet mellem turister og lokalbeboere. 

Hadjidimitriou er selv lesbisk i begge betydninger. Hun var blot nitten år, da hun i 1981 for første gang besøgte byen Eressos, hvor lesbiske rejsende camperede og holdt ferie. Den oplevelse ændrede hendes selvforståelse, og her begyndte hun at dokumentere de festlige enklaver, som de lesbiske kvinder dannede. 

Denne dokumentation er utvivlsomt Lesvias store styrke. Gamle, plettede fotos, grynet film fra videokameraer og håndskrevne noter fra Hadjidimitrious dagbøger giver tilskueren et intimt indblik i den kultur, der blomstrede mellem de kvindelige turister. 

Som flere af de interviewede kvinder udtaler, var Eressos et sted, hvor man kunne være sig selv uden omverdenens fordomme. Det er tydeligt – solbrune og skoldede bryster, helt kort hår og ubesværet intimitet oser ud af lærredet. 

Hadjidimitriou præsenterer også loyalt begge sider af striden mellem de lesbiske turister og lokalbefolkningen. Mens de lesbiske finder et tiltrængt fristed i hinandens selskab, virker det grænseoverskridende for øens beboere, at kvinderne bramfrit kysser og befamler hinanden offentligt og i det hele taget opfører sig lidt for festligt. 

Når kvinderne bevæger sig ind i byen blandt de lokale, føler beboerne sig trængt. Men holder de sig for sig selv, bliver det også problematisk, fordi øboerne så mister indtjeningen fra dem. 

Dokumentarens biografiske elementer er mindre vellykkede. Hadjidimitrious personlige observationer fylder meget i starten, men optræder kun sporadisk senere i filmen. I stedet for at binde fortællingen sammen afbryder de den historiske dokumentation. 

På den måde mangler Lesvia en afsluttende sløjfe, der samler fortællingen. Der savnes også perspektiveringer. Hvordan forholdt Eressos-turisterne sig til lesbiske transkvinder? Og hvorfor var de fleste af de valfartende kvinder overvejende hvide? 

Det ændrer dog ikke på, at Lesvia giver et vellykket og personligt indblik i en kultur, der er i fare for at gå i glemmebogen. Dengang var lesbisk kærlighed langt fra almindeligt anerkendt, og set i lyset af nutidens internationale politiske klima føles tilbageblikket på et lesbisk fristed særligt relevant. Som Sapfo selv udtrykte det for tusindvis af år siden: 

I vil huske det
for også vi i vores ungdom
gjorde disse ting 

ja, mange og smukke
byen
blændende