Les Misérables

På teatret har musicalen Les Misérables, blandt fans kaldet Les Mis, sat sine sejrssøjler. Over 60 millioner mennesker verden over har – efter tre og en halv times fængende kampsange, hjerteskærende melodisk dødsrallen og elendighed – renset tårekanaler i det øjeblik, hvor den dødsmærkede Jean Valjeans lille ferskenblege yndling af en plejedatter kommer springende og synger: ”Its to soooooon, to soooooon to say goodbye.”

Franskmændene Alain Boublil og Claude-Michel Schönberg og den britiske teatermagnat Cameron Mackintosh så korrekt, da de forenede talenterne og formede Victor Hugos historiske roman som en socialt indigneret, svedig popopera i en ellers velparfumeret musicalverden. Den stak ud. Og den stak af. Til 43 lande og på 21 sprog.

Vi er i 1800-tallets oprørske og socialt forskudte Frankrig, symboliseret i opgøret mellem den barmhjertige straffefange Jean Valjean, som har påtaget sig en ny identitet, og hans plageånd, den retskafne politimand Javert. Igennem årtier krydser de klinger og arier i livets afgørende faser – med fatale følger for de fleste medvirkende.

Tom Hoopers filmversion har heldigvis noget ekstra at tilføje det kendte stof: nøgent nærvær og mægtige mudderpøle. Der zoomes heftigt og ofte helt ind i masken på aktørerne med håndholdte, gigantiske nærbilleder. De gode præstationer vokser af det – de middelmådige kan ikke slippe væk. Det gør filmen i stand til at lægge sine accenter på andre nøglepunkter end teaterversionen. På scenen er Les Mis med sit world wide-patenterede regelsæt større end sine medvirkende (undskyld Stig Rossen). Men ikke her. Resultatet er den mest fængende musicalfilm siden Baz Luhrmanns Moulin Rouge, den mest hjerteskærende siden von Triers Dancer in the Dark.

Valget af store skuespillere fremfor markante sangere har sin pris. Tenorens signatursang Bring Him Home er ved at tage livet af Hugh Jackman (Jean Valjean) før tid, og barytonens prægtige Stars er en parafrase i halsen på Russell Crowe (politichef Javert), men Les Mis har så mange andre sange at rejse sig ved.

At skuespillerne i ren dogmestil synger i realtime, belønnes med en autenticitet, som eksekveres formidabelt af de fleste bærende rolleindehavere. Hugh Jackman indtager den sonende straffefange Jean Valjeans livsrejse med ulastelig overbevisning. Anne Hathaway skræller Fantines forpinte mezzo-sopran helt ind til fortvivlelsen og rammer ikke én falsk tone i hele filmatiseringen – dem tager Russell Crowe sig til gengæld af i store mængder i musicalens mest fejlslagne casting. Crowe har en dårlig dag på politigården og slet ikke stemme til at fylde den regelbundne inspektør Javerts tilknappede korrekthed.

Det rykker ikke ved, at Les Mis også på lærredet er langtidsholdbar dramatik, som tør være sine følelser bekendt. Marcherende oprørere bevæbnes af smældende sejrskvæd, der er mørkemænd i grumme undergangsbrøl, og forsmåede kvinder udstyres med tårevåde ballader. Der er fortsat mange forfærdeligt lækre darlings, ingen har nænnet at guillotinere. Denne dramaturgiske udfordring løser ej heller filmversionen. Men det er til at leve med.

Les Misérables udspiller i alle sine versioner fortsat de grundlæggende kristne livsprincippers dilemma: Er du en ægte eller pragmatisk troende? Bibelstrammer eller bekvemmelighedskristen? Bekvemmeligheden sejrer, og sangen om det gode i Mennesket – ikke det gode i Gud – er øverst på plakaten: ”To love another person is to see the face of God.” Grumme Javert følger Biblens bogstav til punkt og prikke og ender i helvede, mens himlen nænsomt favner opofrelsens Jean Valjean, som bærer sit kors med manér.

Den mest spiselige version af kristendommen udspiller sig således for fulde barduner i biografmørket. Stik mig en balje popcorn til.