The Legend of Tarzan

Er Tarzans tid forbi?

Det er spørgsmålet, der melder sig undervejs i den ellers ambitiøse genoplivning af serien: The Legend of Tarzan.

Alexander Skarsgårds Tarzan er pumpet som bare pokker, Margot Robbies Jane er overdådigt smuk, og liansvingturene er realiseret med al tidens computerkunst, så de bliver mere medrivende end nogensinde før.

Men det er og bliver en historie om en hvid mand, der redder sorte. Og med sine blå øjne og lange, lyse lokker er Skarsgård arisk som få.

Manusforfatterne Adam Cozad og Craig Brewer tager ellers modigt livtag med forlæggets kolonialisme-racisme ved at dreje historien over den belgiske kong Leopolds skånselsløse rovdrift på Congo, der kostede ti millioner congolesere livet.

Som Randy Newman sang: ”Han tog diamanterne, sølvet, guldet, og hvad efterlod han dem med? Malaria.”

Men det virker lige lovlig revisionistisk at lade kolonialisme-tidens mest kulørte superhelt svinge sig gennem en af verdenshistoriens værste humanitære katastrofer.

Instruktør David Yates understreger ellers alvoren med tætte, håndholdte optagelser og gråmelerede billeder, der emmer af tungsind. Til tider med henkastet elegance, som da man ser en togvogn læsset med blodige elefantstødtænder.

Ikke desto mindre er det for selvhøjtideligt et udgangspunkt for en historie, der ellers ikke tager sig selv særligt seriøst.

Kongens stedfortræder er Leon Rom (Christoph Waltz), en autentisk person, hvis overgreb mod lokalbefolkningen var inspirationskilde for Joseph Conrad, da han skrev Mørkets hjerte. Han jagter særligt værdifulde diamanter og slår en handel af med de lokale: Skaffer Leon Tarzan, får han diamanterne.

Da filmen starter, har Tarzan opholdt sig otte år i England under adelsnavnet Lord John Greystoke og er lykkeligt gift med Jane. De har mistet et barn, får vi at vide. De er ikke i deres rette element. Så da muligheden byder sig, rejser de tilbage til Afrika, ledsaget af en amerikansk diplomat spillet af Samuel L. Jackson.

Det varme klima gør underværker. Første nat tilbage i deres gamle landsby går Jane alene rundt og lytter til junglens dyrelyde. ”En mandril,” siger hun, ”parringskald.” Snart efter kommer hendes vildmandsægtemand hjem, umælende og brunstig.

Førsteakts-idyllen afbrydes, da Leon Rom kidnapper Jane for at lokke Tarzan til fadet, og resten af filmen går med, at Tarzan forsøger at skaffe hende tilbage. Leon befaler hende at skrige, og hun svarer hånligt: ”Som en ungmø?”

Netop dén replik spidder filmens forsøg på at maskere materialets grundlæggende konservatisme.

For selvom Jane protesterer, ender hun med netop at skrige som en ungmø, der skal reddes. En damsel in distress, som det hedder på engelsk. Og man redder ikke frisag, fordi man signalerer, at man godt ved, at det er problematisk.

Tilsvarende behøver Tarzan ikke anden motivation end at ville redde hende. Manuskriptet giver ham så få karaktertræk, at Skarsgård ikke har andet at spille med end musklerne. Det gør han til gengæld efter bedste evne, og han smider hurtigt skjorten, så vi rigtigt kan se med. Er det, hvad man kommer efter, går man ikke skuffet hjem.

Birollerne har mere at byde på, men det skyldes mest, at Samuel L. Jackson og Christoph Waltz begge er mestre udi kunsten at gøre utaknemmelige roller seværdige. Som da Jane rejser sig efter en penibel middag med Leon, og han så rækker ind over bordet for at samle hendes bestik. Nok er han skruppelløs koloniherre, men han plejer etiketten.

Og så er det jo altid sjovt at se danskere i film, hvis budgetter kunne dække et års samlet dansk spillefilmproduktion. Her er det Casper Crump, der skumler nederdrægtigt som Leons hovedhåndlanger.

David Yates har stået bag de sidste fire Harry Potter-film, og han forstår mekanikken bag et underholdende action-eventyr. Kan man abstrahere fra racisme, sexisme og tilsvarende problemer, er det langt hen ad vejen, hvad man får.

Samtidig nyder Yates at blinke indforstået til publikum. Da det klassiske Tarzan-jodleråb er erstattet af et mindre komisk vredesbrøl, trækker Leon på skuldrene: ”Det var ikke, hvad jeg ventede.”