Legend

Gangsteren har igennem hele filmhistorien altid fascineret og forført publikum. Paradoksalt nok.

Når vi læser om virkelighedens kriminelle underverden, væmmes vi. Et civiliseret menneske gør sig fortjent til livets goder på samfundets præmisser. En gangster derimod rager til sig med vold og magt.

Men i fiktionen holder vi med dem.

Genrens klassikere har et fællestræk, der kendetegner det gode gangsterdrama. Vi bliver charmeret af psykopaten. Men naturligvis også, fordi illusionen virker igennem det fremragende filmhåndværk – fra de gamle film med James Cagney over de ikoniske med Robert De Niro til de 86 afsnit af The Sopranos, hvor James Gandolfinis Tony brutalt tryner alt omkring sig.

I Legend tyranniserer tvillingerne Reggie og Ronnie Kray også deres omgivelser i 1960’ernes London.

Her kommer vi bare aldrig til at holde af de to brødre, som begge spilles af Tom Hardy (Mad Max: Fury Road). Den 38-årige skuespiller er blandt sin generations bedste, men han er på en umulig opgave i manuskriptforfatter og instruktør Brian Helgelands hænder.

Historien er både autentisk og en kriminel kliché. Reggie og Ronnie kommer fra det østlige Londons fattige kår og stryger til tops med afstumpet brutalitet. De er begge vidt forskellige, men de komplementerer netop derfor hinanden.

Reggie er forretningsmanden, der driver en natklub og holder styr på de lyssky aktiviteter. Ronnie er den skizofrene voldsorkan, som holder orden i underverdenens hierarki. Historien kommer igennem alle punkter på tjeklisten, når konkurrenter forstyrrer kosmos og sættes på plads, eller når Scotland Yard forgæves kæmper mod brødrenes imperium.

Blandt filmens få højdepunkter finder vi her Christopher Eccleston i en forrygende rolle som inspektør i Scotland Yard. Men det bliver ikke til mange scener med ham.

Legend vil helst være en stilistisk blanding af Goodfellas og Snatch. Som i Scorseses klassiker er det kvinden i gangsternes liv, der med voice over sætter os ind i sagerne. I Legend er Emily Browning stemmen, som fører os igennem storhed og fald. Hun spiller Frances, der falder for Reggie og det tilhørende destruktive kærlighedsliv.

Men dramaet fungerer ikke i det karikerede univers fyldt med skæve typer. Det er sjældent sjovt, når Tom Hardys Ronnie vader igennem handlingen med kulsorte replikker. Forsøget på at blande det seriøse og det sjove er hverken fugl eller fisk – og minder dybest set om et dårligt sketch-show på 130 minutter.

Spilletiden føles dobbelt så lang, når næsten hver eneste scene indsovses i overforklarende musik. Romantiske klavertoner lyder ømt, når Reggie og Frances kysser på natklubben. Jazzens jungletrommer brager løs, når Scotland Yard kommer i aktion. Voldsscener krydres med trompet og blæsere på fuld udblæsning.

Kort sagt, tegnefilmens virkemiddel, som i dette univers fejler totalt.

Det samme gør hele idéen om at sætte Tom Hardy til at spille begge roller. Stjernekomikere som Michael Keaton (Multiplicity) og Eddie Murphy (The Nutty Professor) har kunnet slippe af sted med det, men Hardy kommer ikke langt, når han med digitalt trylleri spiller den skæve Ronnie over for den seriøse Reggie, der forbliver en ukarismatisk skikkelse.

Dobbeltrollen frarøver samtidig skuespilleren muligheden for det modspil, der kan få en film til at slå gnister – hvilket Brian Helgelands fuser er blottet for.