Leaving Neverland

Det er påfaldende, at det ramaskrig, Michael Jackson-dokumentaren Leaving Neverland vakte ved premieren på Sundance-festivalen i slutningen af januar, ikke kom fra dem, der havde set den.

Dokumentaren er foreløbigt kun blevet vist for et relativt begrænset publikum ved to – totalt udsolgte – visninger. Og de, der havde mest behov for at se den, stod uden for biograferne og demonstrerede mod fremstillingen af Kongen af Pop som en børnelokker og voldtægtsmand.

Man er uskyldig, indtil andet er bevist, lyder argumentet mod filmen. Men omvendt kan man sige: Ingen røg uden brand! Og Dan Reeds fire timer lange dyk ned i to mænds rystende forhold med verdens største popstjerne er en uafviselig skildring af, hvordan misbrug påvirker de misbrugte.

Dokumentarens ensidige fokus på kun to vidner er kun en svaghed på afstand.

Det kan umiddelbart synes let at affeje en ubekvem sandhed, når den kun kommer fra to kilder. Især fordi både James Safechuck og Wade Robson vidnede for Michael Jackson, da han første gang blev anklaget i 1993. Robson gjorde det endda igen under popstjernens sidste retssag i 2005.

Men det er langt sværere at se bort fra den skrøbelighed, smerte og kroniske ængstelighed, man så tydeligt mærker fra begge mænd, når de uden omsvøb og med modig åbenhjertighed tager bladet fra munden og fortæller om deres liv med Michael.

Hvordan Michael groomede sine yngste fans, manipulerede dem til at tvivle på deres forældre og kun stole på ham. Hvordan han satte klokker på dørene og instruerede sine små venner i lynhurtigt at tage tøj på, hvis nogen skulle komme. Præcis hvordan han bedst kunne lide at have sex med børn, der dårligt nok var startet i skolen.

”Jeg vil aldrig glemme fornemmelsen af hans hår,” siger Wade Robson om det første blowjob, han fik af Michael Jackson. Da han var syv år gammel!

Mens han sidder med et smykkeskrin åbent, fortæller James Safechuck, at han som barn var glad for smykker. Michael begyndte derfor at give ham diamantringe i bytte for sex. Engang legede de bryllup, og Michael gav ham en vielsesring mod et bryllupsløfte om evig troskab.

”Når vi ikke var sammen, tænkte jeg på ham hele tiden,” fortæller Safechuck. Det er intet under: Verdens største popstjerne ringede hver dag efter skoletid, han sendte videohilsner og faxer, og vi ser det hele i Leaving Neverland.

Når Jacksons fans pure nægter at tro på historierne, er det nok også, fordi Michel Jackson altid har præsenteret sig selv som en børnenes ven. Han var en legesyg Peter Pan, der vitterligt boede i et stort legeland, ranchen Neverland, som er det engelske ord for Ønskeøen.

Dan Reeds dokumentar er et partsindlæg i debatten, men den er først og fremmest et følelsesmæssigt udmattende portræt af to mænd, hvis liv er blevet ødelagt af et overgreb i deres barndom.

Man kunne sagtens forestille sig en version af filmen, der mere udførligt kredsede om rygterne og retssagerne, hvor både Michael Jacksons anklagere og forsvarere kom til orde. Den version kunne have spillet med sikre kort ved at lade tvivlen komme popkongen til gode, som den gjorde det igen og igen, da han stadig var i live.

Instruktøren sørger da også for at pointere, at andre af Michael Jacksons ”små venner” – heriblandt Alene hjemme-skuespilleren Macaulay Culkin – fortsat benægter, at deres forhold var seksuelt. Men den overvældende mængde af enslydende information, man får fra James Safechuck og Wade Robson – der først mødte hinanden til filmens verdenspremiere – føles hårrejsende ægte.

Ikke mindst, fordi filmen skildrer kompleksiteten af følelserne i et pædofilt forhold.

”Han hjalp mig enormt meget med min karriere og min kreativitet,” siger Wade Robson, der i dag er en feteret dansekoreograf. ”Og så misbrugte han mig seksuelt i syv år.”

Hverken James Safechuck eller Wade Robson havde glemt deres seksuelle forhold med Michael, da de vidnede til hans fordel. De opfattede det bare ikke som noget negativt. Børn har også en seksualitet, og de kan også finde nydelse i sex, fortæller mændene.

Længe efter, at popkongen havde vraget dem til fordel for yngre kød, opfattede de stadig forholdet som lystfuldt, legende og stimulerende. Først med alderen spirede en bevidsthed om, at alle de ting, Michael havde bedt dem gøre, ikke var acceptable. Overgrebet satte sig spor i voksenlivet: alkoholmisbrug, ængstelighed, depression.

Det er det angreb, Leaving Neverland fører mod Michael Jackson. Jeg vil anbefale enhver, der har svært ved at tro på historien, til at se den fremragende, autentiske HBO-film The Tale, der også kredser om et barndomsovergreb, som først erkendes i voksenlivet.

Vi fortæller alle historier om os selv, og ikke alle har lyst til at se sig selv som ofre. Også der ”hjalp” Michael Jackson ved at støtte sine ofre ind i voksenlivet som en ven og mentor.

Filmen præsenterer intet modsvar til de to mænds anklager. Som et af popverdenens højst elskede ikoner er han allerede blevet hørt.

Mens han selv blev hvidere og hvidere, slog Michael Jackson et slag for sort musik. Han donerede millioner til velgørenhed, skrev pladevis af genial musik og var et positivt eksempel for millioner af mennesker verden over.

Og bag lukkede døre havde han sex med skolebørn i sit pædofile legeland.