Le Mans ’66

I starten af 1960’erne besluttede den amerikanske bilproducent Ford at satse på motorsport.

Firmaet ønskede at tiltrække en ny generation af efterkrigsunge, som havde penge på lommen, og som ikke var interesseret i at køre i de samme store, tunge biler som deres forældre.

Ford forsøgte først at købe italienske Ferrari, men da handlen mislykkedes, besluttede de at designe deres egen superbil – med det mål at vinde det legendariske 24-timers løb i Le Mans.

Le Mans ’66 – som i USA hedder Ford v Ferrari – forvandler historien om tilblivelsen af den ikoniske Ford GT40-racerbil til en tordnende effektiv underholdningsfilm.

Alt i filmen er stort og voldsomt, og det ultraskarpe IMAX-format gør det kun større endnu: bilmotorerne brøler og buldrer, bremserne gløder, følelserne koger, oddsene er ulige, og livet begynder først rigtigt ved 7.000 omdrejninger i minuttet.

Karaktererne er larger than life.

Det er en af årets mest velsmurte amerikanske film, men hvis det er realisme eller subtile nuancer, man leder efter, bliver man skuffet.

Filmen var oprindeligt planlagt med Tom Cruise og Brad Pitt i hovedrollerne. Nu er det i stedet Matt Damon og Christian Bale, der er steget ned fra Hollywood-Olympen for at spille de to mænd, som står for at designe, teste og køre Fords superbil.

Mest nedtonet er Matt Damon i rollen som den amerikanske racerkører og bildesigner Carroll Shelby, der har måttet stoppe racerkarrieren på grund af hjerteproblemer.

Damon spiller ham med små armbevægelser, Texas-dialekt og cowboyhat. Shelby er en flink fyr, men han er også en dygtig sælger og en snedig strateg, der kan det politiske spil. Det er en virkelig fin, underspillet præstation af Damon.

I den modsatte ende af skalaen er Christian Bale som den britiske mekaniker og mester-kører Ken Miles. Det er godt for en gangs skyld at se Bale spille brite – han er fra Wales!

Her har han dog skruet sin britiskhed op på elleve og gør næsten Miles til en karikeret tegneserie-englænder.

Det er synd og unødvendigt. Ken Miles er i sig selv en fascinerende karakter: et kæmpe talent bag rattet, men også sådan en lidt Preben Elkjær-agtig frækkert og en hidsigprop, der siger, hvad han mener, uden at tænke på konsekvenserne.

Det ville ikke have skadet dynamikken i filmen, at Bale havde spillet ham mere lavmælt.

I øvrigt er filmen utroligt godt castet.

Tracy Letts er en passende brutal Henry Ford II, mens Josh Lucas er et overbevisende dumt svin som Fords marketingschef (det er en film, hvor marketingsfolkene selvfølgelig er skurkene). Og så er Jon Bernthal en solid Lee Iacocca, som ifølge filmen var manden, der fik idéen med at lade Ford slå sig på motorsport.

Det er en film om mænd og maskiner, men det lykkes alligevel at få plads til en enkelt markant kvindelig karakter i skikkelse af Ken Miles’ hustru (Caitriona Balfe).

Det virker dog, som om hun mest er tilføjet for at sikre en smule identifikation for det kvindelige publikum. En scene, hvor hun kører vildt og blodigt med Ken Miles i familiens stationcar for at åbne munden på ham, virker konstrueret – selv i en film, der så tydeligt pynter på virkeligheden.

Man får aldrig fornemmelsen af, at hustruen på nogen måde har betydning for Miles’ beslutninger. Han lever for bilerne.

Le Mans ’66 ligner på mange måder en krigsfilm. Vi får flere gange at vide, at både Shelby og Miles er krigsveteraner – henholdsvis pilot og britisk tank-kommandør – og filmen er fuld af krigsreferencer.

Racerkørerne ligner soldater i krig, og plottet er struktureret som en række kampe, der leder frem mod det endelige slag i Le Mans.

Hjemme kæmper de mod Ford-direktøren, der skildres som en tyk og uduelig general, og hans hær af advokater og marketingsfolk. Og da de endelig skal til Le Mans, beskrives det som at tage i krig i Europa. Hovedfjenden, de italienske Ferrari-kørere, ligner til forveksling arrogante, tyske jagerpiloter.

Krigsfilms-referencerne giver filmen et gammeldags skær midt i alle CGI-effekterne – og Le Mans ’66 fremstår som en benzinvædet storfilm for maskuline romantikere.