Biografanmeldelse
18. maj 2016
L'attesa
Det kan godt være, at instruktøren Piero Messina ikke helt er der endnu, men skuespillerinden Juliette Binoche (th.) gør L'attesa værd at se. Foto | Indigo Film

L'attesa

Franske Juliette Binoche slår endegyldigt fast, at hun tilhører den sjældne kategori af skuespillere, der kan ”eje” en film i en sådan grad, at den bliver god.

Af Michael Bo

Der findes skuespillere, stjerner rettere, der formår at forløse det nærmest uforløselige. Hollywood har altid vidst det. Garbo, Crawford, Bette og Stanwyck kunne få de tørreste, mest overvintrede kviste og smågrene i manuskripternes absolutte underskov til at futte af og sige bang! – ikke alene ved billetlugen, men ofte også målt i kvalitet og udstråling. Modsat for eksempel Penélope Cruz, der i dødslejemelodramaet Ma ma for nylig beviste, at den kategori befinder hun sig så ikke i.

Hvis man har været i tvivl om, hvorvidt franske Juliette Binoche var en af disse sublime forløsere, er det på tide at lægge den tvivl fra sig. Langt væk fra sig.

Det er svært at bedømme L’attesa løsrevet fra Binoches præstation. Ville den fordampe uden hende? Implodere med en anden i hovedrollen? Ville filmen som arkitektur, som katedral af kunst, kollapse uden hendes menneskelighed som sammenhængskraft?

I hvert fald ville den risikere at blive overordentligt højbrynet og stivnakket uden det pulserende, vibrerende liv, hun investerer i den. Binoche spiller en midaldrende kvinde, der i filmens første scene forestår en begravelse. Dagen efter får hun besøg af en ung kvinde. Det er hendes søns kæreste, som hun aldrig har mødt, og som er kommet til dette isoleret beliggende sicilianske landsted for at holde påske med kæresten og svigermoren. Men hvor er sønnen? Dagene går, og han kommer ikke.

Morens hemmelighed er knap nok værd at holde på, så entydigt klart står det, hvem Binoche begravede i begyndelsen. Men hver gang den spillefilmdebuterende sicilianer Pietro Messina er ved at løbe tør for brændstof, foregår der en transformation så subtil og inspirerende i ansigtet hos Juliette Binoche, at energien bliver kickstartet på ny. Der er en dump tragik over den måde, hendes ansigt pludselig kan fryse på, men den forstener aldrig i en parodi på græsk oldtidspatos, men forandrer sig umærkeligt. I de første scener er hun den lidende italienske matrone, og man frygter, at man kommer til at tilbringe de to timer i diverse variationer af begsort.

Men mødet med svigerdatteren (fransk films nye storstjerne Lou de Laâge) forløser noget i Binoche, som manuskriptet ikke sætter ord på, og som selv for Binoches karakter forbliver halvt dulgt, halvt anet. Hun liver op igen, tror på sin egen livsløgn med fornyet styrke – alt kan igen ske. Den improviserede aften, de to kvinder tilbringer med to unge mænd, svigerdatteren har samlet op, følger man med gru, men det er filmens og instruktørens styrke, at han tør give os disse tableauer uden at overforklare dem.

Slutningen under byfesten har den samme unikke kvalitet, nærmest løsrevet fra det narrative, som også Luca Guadagninos bedste scener fra I Am Love og A Bigger Splash besidder. I det hele taget ligner Messina som instruktørgemyt den sansende Guadagnino langt mere end den noget mere grovkornede Paolo Sorrentino, han var elev hos på Den store skønhed og This Must Be The Place.

Messina er et lovende bekendtskab, men L’attesa er og bliver Juliette Binoches film. Der ligger en karakter gemt inden i hendes lidt pjevsede matriark, og vi får en del fortalt om den unge franske pige, der blaffede gennem Italien og blev samlet op af sin kommende ægtemand. Men intet af, hvad der står i manuskriptet, kommer tæt på at fortælle hendes historie, som netop ikke er litterær. Sin egen inderste hemmelighed holder hun på, og som i den bedste, mest gådefulde kunst er det usikkert, om hun overhovedet selv fatter omfanget af det spil, hun er en del af.

Se L’attesa. Det kan godt være, instruktøren ikke helt er der endnu, men med den assistance, han får fra sin diva, er der ikke noget at være nervøs for.

Titel:
L'attesa

Land:
Italien, Frankrig

År:
2016

Instruktør:
Piero Messina

Manuskript:
Giacomo Bendotti, Ilaria Macchia, Andrea Paolo Massara, Piero Messina

Medvirkende:
Juliette Binoche, Lou de Laâge

Spilletid:
100 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
19. maj 2016

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
12. nov. 2019
I morgen danser vi

I morgen danser vi

Biografanmeldelse
30. sep. 2019
XY Chelsea

XY Chelsea

Biografanmeldelse
29. juli 2019
Carmen og Lola

Carmen og Lola

Biografanmeldelse
08. apr. 2019
Gloria Bell

Gloria Bell

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten