The Last of Us

Verden gik under i 2003.

Folk begyndte at bide og æde venner og familie. Alle samfundets strukturer faldt fra hinanden. Militæret bombede civilbefolkningen og etablerede små militærdiktaturer i regeringens sted.

Alt sammen på grund af en svamp.

Cordyceps-svampen er en forfærdelig størrelse. Mennesker kan spise den som et lille kosttilskud, men den er et insekts værste mareridt. Svampen angriber insektets væv og erstatter det med sit eget. Til sidst dør værtsdyret, og parasitsvampen finder en ny vært.

I Neil Druckmann og Craig Mazins The Last of Us har cordyceps taget springet fra insekter til mennesker. Nu forvandler den mennesker til aggressive svampemonstre.

Disse kreative zombier er et friskt pust til en efterhånden fortærsket dystopisk genre, som nu bliver revitaliseret ud fra et spilforlæg.

Spilfirmaet Naughty Dog udgav i 2013 det første The Last of Us-spil til PlayStation 3. Det er et af de bedst anmeldte spil i mands minde, der affødte både remakes, en fortsættelse og nu en HBO-serie.

Det er notorisk svært at oversætte spil til en succesrig serie eller film, men The Last of Us slipper bedre afsted med det end de fleste.

Neil Druckmann skrev spillets manuskript, så han ved præcis, hvordan hovedpersonerne Joel (Pedro Pascal) og Ellie (Bella Ramsey) samt alle deres venner og fjender skal tage sig ud.

I 2003 var Joel enlig far og altmuligmand sammen med sin bror Tommy (Gabriel Luna). Tyve år senere, efter apokalypsen indtraf, er han stadig altmuligmand – bare i et militærdiktatur i Boston, hvor opgaverne indebærer at brænde svampeinficerede lig.

Tommy er forsvundet ude i det zombie-befængte vildnis, så Joel drager ud for at finde ham. Ved et tilfælde skal teenagepigen Ellie fragtes samme vej. Sådan ender traumatiserede Joel med at eskortere pigen med særlige evner tværs gennem USA, mens hun bander og svovler og opfører sig som en arrig vildkat hele vejen.

Både Pedro Pascal og Bella Ramsey vokser med opgaven. Joels stoiske personlighed og bistre, monotone stemme forhindrer længe skuespilleren i at udfolde karakterens nuancer. Men Joel åbner i løbet af historien op, og Pedro Pascal får lov til at spille på flere emotionelle tangenter.

Bella Ramsey – kendt for sin lille, men uforglemmelige rolle i Game of Thrones – har nogle utroligt ekspressive øjne. Hun finder sig tydeligvis lige så stille til rette i rollen undervejs, så Ellies vildhed virker mere og mere naturlig.

Den store udfordring for en serie baseret på et spil er ikke så meget handlingen, men forskellen på at engagere spillere og seere. I stedet for at spille som Joel eller Ellie har seriens publikum muligheden for at opleve andre karakterers synsvinkler, og det udnytter The Last of Us fuldt ud ved at genfortolke velkendte figurers handlinger.

Et højdepunkt er Nick Offerman i rollen som den homoseksuelle doomsday prepper Bill, der trives efter apokalypsen og på ømmeste vis finder kærligheden, mens verden er af lave omkring ham. Unge Keivonn Woodard er også fabelagtig i rollen som den døve dreng Sam, hvis karaktertræk udtrykkes via mimik.

Alt er dog ikke lige pænt oversat. The Last of Us springer hurtigt fra sted til sted og skurk til skurk. Som i så mange andre zombieserier træder monstrene hurtigt i baggrunden, så menneskehedens grusomhed kommer i centrum.

I processen glemmer man at tage den nysgerrige tilskuer i hånden, der ikke kender spillet ud og ind. Historiens ni afsnit – hvoraf to af dem er instrueret af dansk-iranske Ali Abbasi – skrider så hurtigt frem, at man mangler at få en fornemmelse af, hvem de forskellige bipersoner er, og hvorfor de er med.

Det gælder navnlig den brutale Kathleen (Melanie Lynskey), der er en modbydelig blanding af morderisk og sukkersød. Seriens røde tråd bliver lige lovligt løs og giver den en samling løse ender, der aldrig bindes sløjfe på.

Alligevel serverer The Last of Us en solid mundfuld zombiefiktion, der formår at spille på en hel stribe emotionelle tangenter.