Cph:Dox 2021
02. maj 2021
The Last Shelter
Udmattet efter sin lange rejse falder unge Esther i søvn i skæret fra telefonskærmen. Foto | Ousmane Samassekou

The Last Shelter

Vinderen af hovedprisen på Cph:Dox er en sanselig dokumentar om afrikanske migranter med faretruende optagelser fra Sahara som bagtæppe.

Af Kjartan Hansen

”Selv børn ved, hvad det betyder,” griner Esther og veninden Kadi. 

De unge kvinder prøver at lære en sudanesisk kvinde gloser som ”jeg elsker dig” på engelsk, imens de venter på videre transport fra Mali til Algeriet. 

Dagene bliver til uger. De kæmper mod kedsomheden i Migranternes Hus, et knudepunkt i Vestafrika, hvor mennesker på flugt venter på sikker transport gennem Sahara-ørkenen. 

For at slå tiden lidt ihjel tager godmodige Esther og Kadi billeder, sætter hinandens hår og hører røverhistorier fra de andre migranter. 

Paradoksalt nok er det deres kedsomhed, der gør The Last Shelter til en fængslende, sanselig oplevelse. 

Der er i huset en prekær stemning, men også en fascinerende ro, som tillader kameraet at indfange smeltediglen af afrikansk kultur. 

Her er kvinder klædt i farverige, mønstrede tørklæder. Her er kvinder, som er iført vestligt tøj og stolt viser deres hårpragt. Og her er mænd, der blander deres forskellige musikalske traditioner for at skabe en ny rytme, der pryder lydsporet. 

Med The Last Shelter, der er blevet kåret som vinder af hovedprisen på Cph:Dox i år, giver instruktør Ousmane Samassekou indblik i migranters vilkår og kuturforskelle i Afrika. 

Det er, som om ørkenens hede får tiden til at gå i stå. Langsomt følger kameraet mennesker, der i lavt tempo bevæger sig igennem Migranternes Hus’ blå vægge, som fint komplimenterer det omkringliggende, orangefarvede sand. 

I fællesområderne sidder flygtninge i gamle plastik-havemøbler og ser fjernsyn, imens andre spiller bordspil i baggrunden. Den apatiske tilstand er så dominerende, at den overskygger den ængstelige position, mange af dem befinder sig i. 

Det er næppe nogen overraskelse, at det er slidsomt at være på flugt. Især når ruten går igennem Saharas glohede ørken. 

En nyankommen voksen mand er diffus. Han tror, han er tolv år gammel og erindrer ikke, hvad der er sket med hans ben. En anden mand, der bliver kronraget for at undgå lus, fortæller om natlige vrangforestillinger, hvor en hvid kvinde besøger ham og fortæller om deres fælles fremtid i Europa. 

”Vejen er lang og fuld af udfordringer,” advarer en ansat i huset de nyankomne. 

Det er ikke just fortrøstningsfulde ord. Tværtimod opfordrer han dem ivrigt til at vende om og fortæller, at mange af dem aldrig vil nå deres destination. Og selv hvis det lykkes, venter der racisme i Europa og Nordafrika. 

Lignende formaninger møder Esther og Kadi. De hører om korrupte menneskeskjulere, islamister, der af liderlighed ligger på lur efter unge kvinder på flugt i ørkenen, og kvinder, der enten blev afvist ved landegrænserne, fordi de ikke havde midler til at bestikke vagterne, eller måtte ty til prostitution. 

Med bævrende stemme fortæller Esther, at hun bare gerne vil være fri. Derfor ønsker hun at fortsætte mod Algeriet. Men veninden Kadi er ikke længere sikker. 

Brudstykker af fortællinger om fattigdom, vold og diskrimination i hjemstavnen overlappes af et kor af stemmer, der beretter om Saharas rædsler. Om at fare vild i ni dage uden vand og om den glohede vind, der pisker i ryggen som helvedes flammer. 

Vi følger ikke Esther og Kadis videre færd, men optagelser fra Sahara viser det faretruende område, de skal igennem, så man ikke er i tvivl om, hvad der venter dem. 

Solen fortsætter med at rejse over den smukke, men golde ørkens røde sand. Men de hårrejsende, spøgelseslignende stemmer indhyller dagen i et mørke, som lyset ikke kan trænge igennem. 

Det eneste tegn på liv er en smule tøj, der fanget i hegnet blafrer i vinden. Et minde om omkomne, som ligger i grave foran Migranternes Hus.

Titel:
The Last Shelter 

Land:
Frankrig, Mali, Sydafrika 

År:
2021 

Instruktør:
Ousmane Samassekou 

Medvirkende:
Esther Dorothee Safiatou, Kadijatou Ouattara, Eric Alain Kamdem, Natacha Akim, Adama Sylla 

Spilletid:
85 minutter 

Premiere:
25. april på Cph:Dox

Relevante artikler

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
23. okt. 2025
Boots

Boots

Serieanmeldelse
15. okt. 2025
Chad Powers

Chad Powers

Biografanmeldelse
09. sep. 2025
Se gennem Aske

Se gennem Aske

Fra samme instruktør

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten