Lærerværelset

Hvor var det nu, vi så hende først? 

Jo, i Michael Hanekes mesterværk Det hvide bånd. Her styrer tyske Leonie Benesch i åben hestevogn og fuld af purunge forventninger, sammen med sin naive mand: skolelæreren, mod den skæbnesvangre landsby, hvor voksne og børn overgår hinanden i dæmoni og løgn. 

I miniature fremstiller Haneke et presset Tyskland kort før Første Verdenskrig, og netop denne allegoriske tråd samles op i årets bedste tyske film, den prisbelønnede og Tysklands Oscar-kandidat, Lærerværelset. 

Leonie Benesch er den altdominerende hovedperson i det spejl, instruktør İlker Çatak holder op for sit publikum. Vi er sat på skolebænken i filmens stadigt mere knugende 98 minutter, hvor dramaet udspiller sig klaustrofobisk inden for rammerne af et tysk gymnasium. 

Her går pædagogik og skoling til samfundssind hånd i hånd. Eleverne er De’s med lærerne og lærerne med hinanden. I Tyskland regnes elever for så voksne, at de skifter til gymnasium efter bare fire års grundskole. 

Det er altså ganske unge, den velmenende lærer Carla Nowak (Benesch) skal gøre til samfundsborgere. Rotteræset splitter eleverne, venskaber og solidaritet har hårde kår. 

Det viser en scene, hvor fire elever skal finde ud af at stå sammen på en lille trækasse. Bedre står det ikke til på det lærerværelse, filmen ikke uden grund har navn efter. 

Konflikten præsenteres fra start. 

Der stjæles penge på lærerværelset, når lærerne underviser. Mistanken falder naturligvis på eleverne, som må tømme deres lommer. 

Det er ganske vist et overgreb på elevernes privatliv. Men har man god samvittighed, har man intet at skjule, forklarer den ordførende lærer. 

Carla Nowak indvender, at det udsagn ikke gør visiteringerne mere lovlige, tværtimod. Drengen Ali må holde for som mistænkt, indtil hans forældre renser ham for mistanke. 

Men anklagen sår splid på skolen. 

På sine elevers vegne har Nowak det dårligt med mistænkeliggørelse og skjult racisme, og hun tager sagen i egen hånd. 

Inden hun går til time, sætter Nowak kameraet i sin computer på optagelse foran en stol, hvorpå hun hænger sin jakke. Da hun vender tilbage, er hendes pung lettet for mange euro. 

Kameraet viser en arm, der griber ned i lommen, og en trøje, armen er iført. Trøjen viser sig at tilhøre skolens sekretær, Friederike Kuhn, der fra sit kontor kan overvåge lærerværelset – og se, når det er tomt! 

Gerningsmandens identitet synes således at være åbenlys, og selv om sekretæren (spillet fantastisk af Eva Löbau) bedyrer sin uskyld, må hun forlade skolen. Men beviset skyldes en ulovlig optagelse, der krænker lærernes privatsfære. 

Carla Nowak, der har sekretærens søn Oskar i sin klasse, får mundkurv på over for sine forurettede elever og deres forældre. 

Hun står i en svikmølle mellem moralsk overbevisning og kollegial loyalitet. Jo strammere skruen spændes om hende i fotografen Judith Kaufmanns intense, kasseformede billeder, jo mere opløses skolens demokratiske sammenhængskraft. 

Det kunne utilsigtet være en udmærket kommentar til vores egen endeløse politiske debat om ytringsfrihed. 

Hvordan det ender i denne overraskende film, skal naturligvis ikke røbes. Hvis det overhovedet ender, da hver nye løsning rummer kimen til endnu et problem. Sagen lader sig ikke lukke, selv når man på papiret vil tage hensyn til alle. 

İlker Çatak præsenterer os tidligt for forskellen på tal og tale. Carla Nowak lader den kvikke Oskar demonstrere et matematisk bevis, der skridt for skridt tilintetgør en populær, afslappet formodning. Vi kan springe nogle skridt over i politik, men aldrig i aritmetik – læren om tal.

Tal stemmer altid overens, mens vi mennesker sjældent er enige. Så meget desto mere skal vi bruge vores fornuft. Det viser dette nådesløse og påtrængende drama, der må skrives på pensumlisten over årets vigtigste film.