Lady Bird

Greta Gerwigs debut som soloinstruktør (hun instruerede også den forglemmelige Nights and Weekends sammen med Joe Swanberg) er så indlevende fortalt, så øm og klog og sand, at jeg til pressevisningen en kort stund glemte, at jeg jo aldrig har været en forvirret teenagepige og derfor egentlig må være den helt forkerte anmelder til den her film.

Indie-dronningen Gerwig giver indtryk af at indfange ungdommen, uforfalsket og naturalistisk, men med et aldrig forceret glimt i øjet.

Som instruktør og manusforfatter er hun rundet af de talenter, hun har arbejdet for: Swanberg, Noah Baumbach, Rebecca Miller og Woody Allen.

Men modsat mange af deres film er der intet teatralsk, intet skrevet over historien om den syttenårige Christine, en kunstnerisk sjæl, der markerer sin anderledeshed ved at insistere på at blive kaldt Lady Bird.

Irske Saoirse Ronan har ikke sat en fod forkert, siden hun som trettenårig blev Oscar-nomineret for rollen som engelsk overklassepige i Soning. Hun er øjeblikkeligt elskelig her, med håret farvet lyserødt, ansigtet spættet af akne og hovedet fuldt af drømme om at udskifte søvnige, californiske Sacramento med en fjern universitetsby.

Gerwig kommer også fra Sacramento, og hun var også ung og gammelklog i 2002, hvor filmen foregår, men biografiske fortolkninger er historien uvedkommende. Det vigtige er, at Lady Birds teenagekriser føles som autentiske følelsesknubs.

Alene åbningsscenen er helt igennem perfekt. Mor og datter har været på collegerundvisning – kun de lokale, forstås, ungen skulle nødig skubbes for langt ud af reden. Hun stortuder på vejen hjem til de sidste par minutter af Vredens druer på lydbog.

Steinbeck afløses af anspændt stilhed. Der går et øjeblik, så vender Det Evige Skænderi tilbage. Moren demonstrerer sin magt ved at tale hen over hovedet på Lady Bird, indtil skønne Saoirse Ronan sender hende et opgivende, foragtende blik og resolut kaster sig ud af passagerdøren.

”Fuck dig, mor!” skriver hun på gipsen på sin brækkede arm.

Lady Bird er en tour-de-force af en præstation, men birollerne er også delt spektakulært ud til branchens bedste.

Lucas Hedges spiller hendes første store kærlighed – ham, hun skynder sig at erklære udødelig kærlighed til, ham, hun misser den første familiehøjtid for at se.

Deres usikkerhed er charmerende genkendelig. ”Du ved godt, at du gerne må røre mine bryster, ikke?” spørger hun, mens de ligger og kigger på stjerner. ”Jo. Men det respekterer jeg dig for meget til,” svarer han.

Timothée Chalamet spiller fyr nummer 2. Ham den spændende med guitar, mørkt hår og en affejende attitude. ”Jeg kan ikke lide penge,” siger han. ”Jeg prøver at klare mig med byttehandler.” Han er dyb, synes Lady Bird.

Formidable Tracy Letts er vant til imposante roller, men er her gemytligt dopet-depressiv som hendes arbejdsløse bamsefar, der fordriver tiden med syvkabale på computeren.

Og så er der Laurie Metcalf som moren.

Hun leverede forrige års vildeste monolog, tretten minutter lang, i Louis C.K.’s serie Horace and Pete. Her er hun bestemt, stædig og hjerteskærende menneskelig som den ofte stride mor, der bebrejder sin mand, at hun altid er nødt til at være ”hende den sure kælling” – uden helt at forstå, at nej, det er hun ikke.

Hun pakker sin kritik ind i kærlighed, men den er der altid. Broren pakker varer i det lokale supermarked. Hvorfor er hun færdig med at opdrage ham, når hendes datter altid kan gøre det bedre?

Gerwigs film er en mesterlig bedrift, der skildrer det sidste pigeår inden voksenlivet trænger sig på. Det er gjort med lige så stor og usynlig finesse, som Richard Linklater gjorde for det modsatte køn i Boyhood.