Lad mig falde

Det er en velkendt sandhed, at lillesamfund ofte rummer meget mere under overfladen, end man skulle tro. 

Sådan er det også på Island, der ofte præsenteres som et idyllisk naturparadis, som mennesker med ondt i livet har godt af at besøge for at komme i kontakt med sig selv og naturen. 

Men sådan er virkeligheden selvfølgelig ikke. Island har ligesom mange andre lande problemer med alkoholisme og narkotikamisbrug.

Det er denne overflade, som islandske Baldvin Zophoníasson forsøger at skrabe i med ungdomsdramaet Lad mig falde. 

Filmen er blevet beskrevet som Islands svar på Christiane F fra 1981. Ligesom den tyske narkodramaklassiker er Lad mig falde baseret på virkelige hændelser i form af samtaler med misbrugere, og Zophoníassons film retter også en alvorlig pegefinger mod pigernes forældre, der ikke har formået at give deres børn tilstrækkelig omsorg. 

Femtenårige Magnea (Elín Sif Halldórsdóttir) er egentlig en god pige, men teenageårene bringer nye farer med sig: fester, alkohol og rusmidler. Sammen med veninden Stella (Eyrún Björk Jakobsdóttir) kaster hun sig over alt, hvad festlivet kan byde på. Den sorthårede Stella fører an, og den dådyrøjede Magnea følger efter. 

I stedet for at gribe ind i deres datters selvdestruktive livsstil vælger Magneas fraskilte forældre at give hende plads til at lave sine egne fejl. 

Filmen laver sporadiske tidsspring fra pigernes ungdom til voksenårene, hvor Stella er blevet stoffri, og Magnea er forsvundet ned i sumpen. 

De seneste mange års bølge af islandske instruktører har særligt markeret sig ved deres skarpe æstetik og evne til at fortælle i billeder. Og selv om Lad mig falde ikke når det visuelle niveau i Grímur Hákonarsons Mænd og får eller Hlynur Pálmasons Vinterbrødre, så har den flere stærke scener. 

Særligt scenen, hvor en pige dør af en overdosis, får hårene til at rejse sig. Det er filmet uden klip, hvilket bidrager med en bidende og vedholdende intensitet. 

Ligeledes brillerer en scene, der på kreativ maner viser, hvordan narkotika får tid og sted til at flyde sammen i en lang, uoverskuelig tåge. 

Men det er også en film, der gaber over for meget. På trods af en spilletid på 132 minutter kommer vi ikke tættere ind på livet af Magnea og Stella. Deres personlighed og drømme bliver glemt eller fordufter bare umærkeligt i den hårde miljøskildring. 

Pigernes udvikling fra håbefulde unge til voksne, der må leve med konsekvenserne af deres vilde ungdom, er den mest originale del af hele filmen. Klippene mellem nutid og fremtid giver et særegent indblik i forholdet mellem valg og muligheder. 

Hen imod slutningen bliver urimelighederne desværre tydelige. Et sideplot med en manipulerende, kristen mand fremstår som et fremmedelement. Det er også et problem, at det aldrig bliver gjort klart, hvorfor det lykkes Stella at komme ud af misbruget, mens Magnea ender som fuldtidsnarkoman. 

Netop denne udvikling viser sig at have stor relevans for relationen imellem de to. Og som en konsekvens af, at filmen vil for meget, ender slutningen med at blive en noget rodet affære.