Kyiv Soloists

Medmindre man er en magtsyg diktator, har krig det med at komme ret ubelejligt.

Det gør den i høj grad for en gruppe ukrainske musikere, der tager til Italien den 23. februar 2022 – dagen før Ruslands fuldskalainvasion. Frem for at aflyse tager de på en udvidet turné rundt i Europa for at gøre opmærksom på krigen og holde sig beskæftiget.

Dokumentaren Kyiv Soloists er instrueret af norske Trond Kvig Andreassen og følger orkestret af samme navn på turnéen. Men også den efterfølgende tid, hvor musikerne får boglig i Bodø, Nordnorge og kontrakt med Arktisk Filharmonik, inden de tager videre hver for sig.

På kort tid ser vi en skræmt strygertrup forvandle sig til musikalske krigsflygtninge, der efterhånden spreder sig ud over hele Europa. Kun få vender hjem til Kyiv for at leve en nogenlunde normal tilværelse med hjælp fra beskyttelsesrum.

Filmen består af det norske filmholds optagelser og musikernes egne videoer, klippet sammen til et portræt af helt almindelige mennesker, der rives op med rode. Tanken om en fremtid i Ukraine virker pludselig meget fjern og fremkalder tårer.

Historien er helt oplagt interessant, men filmskaberne mangler desværre fokus, og for ofte virker dokumentaren mere som dokumentation af en sørgelig situation end som en dybere undersøgelse af den.

Vi lærer aldrig for alvor musikerne at kende, selv om flere af dem er ganske interessante.

Kameraet er mest optaget af violinisten Kateryna Romaniv, der artikulerer oplevelserne bedst og med sit udtryksfulde ansigt formidler frygten og usikkerheden.

En anden dragende karakter, som vi ser for lidt til, er en mandlig cellist. Han forsøger at holde op med at ryge for sit nyfødte barns skyld, men har brug for smøgerne til at dulme krigsnerverne.

Øjet fanges også af drengen Igor, som er søn af en af musikerne, der blev en del af turen senere efter at have flygtet fra Kiev med familien. Igor har svært ved at udtrykke angsten efter flugten, men får en stemme gennem sit eget virtuose violinspil.

Filmen stikker også kortvarigt linsen ned i andre fascinerende facetter ved orkestrets rejse.

Overalt bliver de forkælet med chokoladegaver fra lokale politikere – et stærkt billede på den absurde skyldfølelse, der nager musikerne, når de selv optræder i pæne kjoler, mens deres landsmænd hjemme i Ukraine bliver bombet.

Et andet godt nedslag er, da en musiker stolt fortæller, at en dreng fra netop hendes hjemby var med til at sænke et russisk krigsskib.

Her mærker man, hvordan det at være den forurettede part i en krig kan vække voldelige følelser i ellers pæne mennesker. Men selv om nationalismen tydeligt blomstrer i orkestret, hører vi ikke meget mere om, hvad de egentlig tænker om konflikten i et større perspektiv.

Den ukrainske musik, som formidles til de europæiske publikummer, er flot og enormt velspillet. Man fornemmer, at koncerterne må have været en stor oplevelse at overvære, især situationen taget i betragtning.

Musiksekvenserne kommer dog flere steder til at virke som fyld, hvilket forstærker det ufokuserede udtryk.

Imidlertid er det grundlæggende vigtigt at blive mindet om konsekvenserne af krig, også i den relativt milde form, vi ser her.

Hvor voldsomme billeder af død på Ukraines slagmark og i Gaza demonstrerer det groteske vanvid, viser film som Kyiv Soloists det mere genkendelige menneskelige, men stadig frygtelige ubehag, som også følger med.

Det havde været dejligt, hvis filmen sluttede med, at krigen også fik en ende, men det er desværre ude af instruktørens hænder.