Biografanmeldelse
01. juli 2025
Kvinderne på balkonen

Forfatterspiren Nicole (Sanda Codreanu), camgirlen Ruby (Souheila Yacoub) og skuespilleren Élise (Noémie Merlant) deler lejlighed, men en uskyldig flirt udvikler sig hurtigt til et blodigt opgør.

Foto | Nord-Ouest Films

Kvinderne på balkonen

Sorthumoristisk gyserkomedie vrider sig som en pastiche på 90’ernes rape and revenge-film, befolket med hævnglade veninder og selvoptagne mænd.

Af Rikke Schubart

Nicole, Ruby og Élise deler lejlighed med balkon i den sydfranske by Marseille. Det er en varm sommer – så hed, at man faktisk hverken kan trække vejret eller have tøj på kroppen.

I hvert fald ikke, hvis man er en ung kvinde i Noémie Merlants gyserkomedie, der mikser blod, splat og forliste legemsdele.

Filmen slår en sorthumoristisk tone an fra begyndelsen, hvor kameraet bevæger sig rundt i en solbadet baggård med balkoner og ender med et nærbillede af en gennemtævet kvinde, Denise (Nadège Beausson-Diagne), der ligger livløs.

”Lad være at spille komedie,” siger hendes frastødende mand, hvorefter hun rejser sig og med en skovl gør en ende på ægteskabet. Til slut kvæler hun ham ved at sætte sig på hans ansigt.

På en anden balkon kæmper Nicole (Sanda Codreanu) med sin første roman. Overfor betragter hun en tiltrækkende og veltrænet fyr, og hun beslutter, at romanen skal være en romance om en kvinde, der er bange for at følge sit begær.

Det er Nicoles veninde og bofælle Ruby (Souheila Yacoub) ikke. Hun arbejder som camgirl, fordi hun nyder at pirre sine online-kunder. Efter de er kommet, og liderligheden er afsluttet, lytter hun til deres bekymringer og er lige dele sexarbejder, konsulent og terapeut. Ruby er overgearet og empatisk over for alle.

Den tredje bofælle er Élise, spillet af instruktøren, der gør dramatisk entré ved at køre ind i genboens bil og på høje hæle stavre op til Nicole og jamre over sin klæbrige kæreste Paul. Élise er skuespiller og stadig i kostume.

”Lad mig gætte,” siger genboen Magnani (Lucas Bravo), den smækre fyr, som Nicole fantaserer om. ”Marilyn?” Élise nikker og tager sin blonde paryk af.

Pigerne flirter fra balkonen, og Magnani inviterer på drinks. Magnani er kunstfotograf, og efter en munter aften efterlader veninderne Ruby, der skal fotograferes. Næste morgen vender hun tilbage dækket af blod. Og nej, så ringer man selvfølgelig ikke til politiet!

Da de rent faktisk dukker op alligevel – for at anholde Denise –hjælper betjentene med at slæbe den tunge affaldscontainer med Magnanis lig ind i opgangen. Liget kan ikke ligge i heden uden at lugte, så ind i køleskabet med ham!

Kvinderne på balkonen er munter og sprælsk, fransk og farverig, en postpostfeministisk serenade og en pastiche over især 90’ernes rape and revenge-film.

Hverken voldtægt eller hævn skal dog tages særligt alvorligt. De er snarere afsæt for at lege med kendte troper som at vaske blod op fra gulvet, opbevare ligdele i køleskabe, skrive roman (som hovedpersonen i klassikeren I Spit on Your Grave) og det med, at et nej betyder nej.

Også selv om man er iført rød Monroe-kjole eller er topløs foran kameraet.

Noémie Merlant er også en stilsikker instruktør, der burde ramme et bredt publikum af unge kvinder. Veninderne er vilde uden at være provokerende, paletten af mænd er begrænset til de fede som Denises mand, de selvfede som Magnani og de selvoptagede som Paul, der er sagfører og opfører sig som et forkælet barn.

Han vil kysse, nu-nu-nu, selv om Élise er faldet på gaden og har sår i ansigtet. Nu!

Kvinderne på balkonen er Noémie Merlants anden spillefilm efter debuten i 2021 med kærlighedsdramaet Mi Iubita mon amour. Manuskriptet har hun skrevet med Céline Sciamma, der instruerede hende i Portræt af en kvinde i flammer. Selv om historien mister tempo undervejs, er det samlede resultat slet ikke ringe.

Fotograf Evgenia Alexandrova har et godt øje for komposition og leverer en hyldest til Hitchcocks Rear Window. De tre veninder er godt castet, især fungerer Noémie Merlant fint som Marilyn-pastiche. Mændene er skabeloner, hvor særligt en gynækolog, muntert underspillet af Henri Cohen, er rammende.

På en varm sommerdag er Kvinderne på balkonen en oplagt aperitif.

Titel:
Kvinderne på balkonen

Originaltitel:
Les femmes au balcon

Land:
Frankrig

År:
2024

Instruktør:
Noémie Merlant

Manuskript:
Noémie Merlant, Céline Sciamma

Medvirkende:
Sanda Codreanu, Noémie Merlant, Souheila Yacoub, Nadège Beausson-Diagne, Henri Cohen

Spilletid:
104 minutter

Premiere:
24. juli

Relevante artikler

Biografanmeldelse
29. dec. 2022
Et år, en nat

Et år, en nat

Biografanmeldelse
04. maj 2022
Lev, elsk, Paris

Lev, elsk, Paris

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
14. aug. 2024
Alien: Romulus

Alien: Romulus

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten