Kvinden fra Brest

I 2010 opdager den franske læge Iréne Frachons sammen med sine kollegaer på hospitalet i Brest, at den populære slankepille Mediator har forårsaget en lang række dødsfald.

Det koster Iréne stædighed, hårdt arbejde og passioneret indignation at bevise sin mistanke, og det er den lange vej mod den store afsløring i 2010, som Kvinden fra Brest viser.

Som en anden standhaftig Erin Brockovich, der blev verdensberømt efter Steven Soderberghs film af samme navn, er Iréne drevet af en umådelig retfærdighedssans og et enestående fighter-gen, der på mange måder også driver Kvinden fra Brest frem og er dens styrke.

Allerede fra filmens start har Iréne (Sidse Babett Knudsen) mistanke om, at slankepræparatet har skadelig effekt på en række patienters hjerte. Da hun går i clinch med medicinalfirmaet bag pillen og sundhedsmyndighederne, møder hun dog en mur af arrogance og afvisninger. En ubetydelig og ukendt læge fra Brest i Bretagne – en slags Udkantsfrankrig – skal ikke belære dem om bivirkninger og patientfare.

Iréne allierer sig i stedet med et forskerhold ledet af professor Le Bihan (Benoît Magimel fra Hanekes Pianisten). Det lille team begynder systematisk og videnskabeligt at bevise Mediator-pillens skadelige effekt, men de presses af den franske sundhedsstyrelse for at fremlægge beviser samt af medicinalindustrien, der ikke ønsker deres produkt sværtet til.

Derfor foregår store dele af filmens første halvdel også i kønsløse, offentlige høringslokaler fyldt med slipseklædte embedsmænd og fagfolk, der kaster beskyldninger, statistik og medicinske termer mod hinanden.

Det er prisværdigt, at Kvinden fra Brest tør føre publikum helt ind i sagens konkrete kerne, men diskussioner om case-kontrolgrupper og gråblege høringslokaler er bare ikke synderligt sexet på film. Et stykke frem i filmen overskygger sagens teknik derfor det menneskelige drama, og det er synd.

Da det endelig lykkes Iréne og co. at bevise Mediators skadelige virkning, er slaget dog langt fra vundet.

Filmen tager hul på en relevant debat om lægernes forhold til medicinalindustrien. ”Vi lever af medicinalfirmaerne. Uden dem, ingen forskning,” som Le Bihan fortæller undervejs.

Omfanget af bivirkninger er endnu uvist, så da både en medicinstuderende og en hemmelig muldvarp i et sundhedsforsikringsselskab tilbyder at grave videre i sagen, tager Iréne imod hjælpen med kyshånd. Samtidig skriver og udgiver hun sin bog Mediator 150 mg, som filmen er baseret på.

I anden halvdel får Kvinden fra Brest bedre fat om sine karakterer og dramaet mellem karaktererne, der for alvor blusser op.

Iréne føler sig forfulgt af medicinalbranchen, så undervejs ligner instruktør Emmanuelle Bercots film en thriller med dertilhørende paranoia og fordækt spil.

I Frankrig er virkelighedens Iréne Frachon blevet lidt af en nationalhelt, fordi hun nærmest ene kvinde tog kampen op mod den stygge medicinalbranche. Derfor er det også modigt og overraskende, at folkene bag filmen har valgt pæredanske Sidse Babett Knudsen til hovedrollen.

Babett Knudsen, der uddannet i Frankrig og sidste år vandt en fornem César-pris for sin rolle i den franske Hermelinen, er imidlertid strålende som den lidenskabelige og bramfrie Iréne.

Filmskaberne har taget højde for en lille accent i hendes franske replikker ved at skrive en dansk baggrundshistorie ind i filmversionen af Iréne. Derfor får Sidse Babett Knudsen også lov til at lire et par danske eder og forbandelser af undervejs.

Kvinden fra Brest er ikke en synderligt elegant film, men tværtimod noget klodset og ujævn. Men den lykkes på samme måde som sin hovedperson, nemlig ved ukueligt at insistere på retfærdighed.