Kvinden, der glemte sin fortid

En mystisk kvinde kravler fra jernbaneskinnerne og op på en togplatform. Hun er pænt klædt på, men virker forvirret. Så sætter hun sig overskrævs og begynder at urinere ud over platformen.

Kvinden er ramt af dissociativ fugue, der er en lidelse, hvor man gør ting uden at kunne huske det. Hun kan ikke huske noget fra før hun dukkede op i Warszawa. Og selv da kniber det med hukommelsen, for hvad har hun fået de sidste to år til at gå med i den polske hovedstad?

Familien finder hende igennem et tv-program a la Sporløs. Hendes far genkender kvinden og får hende hentet hjem i familiens skød. Hun hedder Kinga og har både mand og søn og et helt liv, som hun er forsvundet væk fra.

Men så bliver man tvivl om hun overhovedet lider af hukommelsestab. Hun kan nemlig både huske pinkoden til sit gamle kreditkort og hvor sikringsskabet i familiens hus sidder. Og så gør hun det yderst tydeligt, at hun ikke ønsker at være sammen med familien, men vil væk så snart hun har fået et nyt pas udstedt.

Langsomt begynder hun dog at varme op for familien, og lidt efter lidt fornemmer man, at følelserne for hendes mand og søn genvækkes i hende.

Kvinden, der glemte sin fortid ønsker øjensynligt at give et ærligt og realistisk indblik i, hvordan det er at leve med dissociativ fugue. Denne anmelder skal ikke gøre sig klog på, hvor virkelighedsnært filmen skildrer sygdommen, men man savner i den grad at blive holdt mere i hånden af filmen.

Især i starten bliver der brugt for meget tid på mystik og på kvindens særheder til, at man rigtig kommer til at kunne relatere sig til hende som menneske. Og tvivlsspørgsmålet om Kingas hukommelsestab gør sygdomsfremstillingen unødvendigt forvirret.

Det mest urealistiske i filmen er familien og hendes venners reaktion på at få Kinga tilbage igen.

Selv om hun har været formodet død i to år, er hendes families reaktion nærmest som havde hun bare været væk en weekend. Bedsteveninden spørger, hvornår Kinga regner med at vende tilbage på arbejde, forældrene opfører sig, som om hun er en genstridig teenager, og hendes mand tager som en selvfølge, at hun kan agere mor for sønnen, som hun altså endnu kan genkende.

Gensynets glæde lader i den grad vente på sig. Den omsorg, man forventer at se over for et sygt familiemedlem, udebliver nærmest totalt – kun hendes mand rejser perifere spørgsmål om, hvor vidt hendes lidelse er ægte eller ej.

Kinga spilles af Gabriela Muskala, der også har skrevet manuskriptet. Hun leverer som skuespiller et mannequinagtigt stenansigt, der langsomt blødes op gennem filmen, men aldrig bliver helt så ekspressivt, at man kan aflæse hendes følelser. Kinga fremstår som en mindre snaksaglig Lisbeth Salander fra Millennium-trilogien, når hun bevæger sig rundt med kortklippet pindsvin-hår og leopardbukser.

En pointe ved Kingas lidelse er, at den skaber drastiske personlighedsændringer. Men eftersom man ikke på noget tidspunkt oplever, hvordan hun var før forsvindingen, er det svært at forstå, hvordan hendes personlighed har ændret sig.

Kvinden, der glemte sin fortid er en stille film med stort S. Dialogen er knap, og lydsiden er tømt for både musik og reallyde. Man kommer til at tænke på den gamle kliché med en date, der hives ind for at se sort-hvid, tysk ekspressionisme og falder i søvn på halvvejen.

Filmen har dog sine effektive øjeblikke. Som da Kingas mand nær rammer en hjort og Kinga får et veritabelt mentalt sammenbrud midt på skovvejen, da minder fra hendes fortid dukker op i glimtvise momenter. Men der er alt for langt mellem de meget få snapse.