Krigen

Er der nogen, der kan huske den soldat, som for rullende kameraer i Armadillo pralede med, at de havde likvideret sårede og forsvarsløse talebanere under et slag?

Inden sagen blev lukket ned, som den slags jo gør, åbnede den unge mand ufrivilligt vores øjne for, at vi ikke kun var i Afghanistan for at bygge skoler og gøre kvinder selvstændige. Vi var også en krigsførende nation i en beskidt krig, og vi spillede ikke altid efter de civiliserede regler, mange troede, at krigen handlede om at forsvare.

Fem år efter Armadillo kommer den anden store danske Afghanistan-krigsfilm. Den handler ikke om selve krigen og dens rus, som Janus Metz med sin øjebliksreportage tog pulsen på. Den handler snarere om efterkrigen, om følgevirkningerne for nationen og især for ”en generation, der blev ødelagt af krigen – også selv om den undslap granaterne”, for nu at citere forordet til den store antikrigsroman Intet nyt fra Vestfronten.

Vi blev aldrig som nation stillet for en domstol, vi klarede frisag ligesom den åbenmundede Armadillo-soldat. Måske netop derfor sidder vi tilbage med den dårlige samvittighed, med kvababbelserne og den nagende tvivl. Hvad lavede vi i den krig, og hvad gik den egentlig ud på?

Selv om realisten Tobias Lindholm afskyr metaforer, har han skabt et rammende udtryk for absurditeten i åbningssekvensen af Krigen, hvor soldater patruljerer i et tåget landskab uden et egentligt fomål. Da en soldat træder på en vejsidebombe og sprænges i stumper og stykker, går alvoren op for soldaterne.

Kompagnichefen Claus, et godt menneske, tager straks ansvar, vinker farvel til rollen som skrivebordsgeneral og går i spidsen for kompagniet på missionerne. Men han er også under pres på hjemmefronten, hvor hans kone har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen med tre børn, som savner deres far. De telefoniske langdistancesamtaler er smertefulde, for Claus er lige så magtesløs her, som han er i Afghanistan.

Måske er det derfor, at han involverer kompagniet i at hjælpe en afghansk familie med en syg datter. Ironisk nok fører hans gode intentioner til en tragedie for familien.

Talebanerne accepterer ikke, at deres egne modtager hjælp fra fjenden, og i modsætning til danskerne er de ikke hæmmet af sentimentalitet. Claus’ kompagni lokkes i et baghold, hvor de kommer under heftig beskydning. En soldat bliver hårdt såret, så Claus beordrer luftangreb på et område af landsbyen, hvor han har en formodning om, at de bliver angrebet fra.

Da de kommer sikkert hjem, hyldes han som en helt af soldaterne, men snart dukker to auditører op med en hjemsendelse og en tiltale for drabet på otte civile. Krigsdramaet glider over i et retssalsdrama. Som den durkdrevne fortæller Tobias Lindholm er, får han os til at sidde med hjertet bankende for Claus, selv om vi godt ved, at han ikke har haft dokumentation for, at fjenden befandt sig i det beordrede bombemål – og således er en krigsforbryder.

Det virker dog underligt, at Claus’ kontante advokat (Søren Malling) ikke bruger det faktum, at beskydningerne stoppede efter Claus’ luftangreb, som et indicium på, at fjenden rent faktisk befandt sig i det område.

Med sine tre spillefilm – R, Kapringen og Krigen – har Tobias Lindholm skabt en pendant til Per Flys Danmarks-trilogi (Bænken, Arven, Drabet) fra 00’erne. Han tegner et billede af et lille land i en glohed, globaliseret verden med udfordringer, som er mere komplekse end nogensinde. Og han skruer op for realismen og autenticiteten, så Flys film til sammenligning kommer til at ligne de rene melodramaer.

Hovedrollen i alle tre film spilles af Pilou Asbæk, der siden gennembruddet i R fra 2010 har udviklet sig til en eftertragtet skuespiller af internationalt format. Og han sætter ikke en fod forkert i rollen som kompagnichefen, der er ved at blive ædt op af det moralske dilemma: Skal han fortælle sandheden i retten og tage sin straf, eller skal han lyve og leve resten af livet med skylden?

Tuva Novotny glimrer som Claus’ tapre kone, der er ved at falde fra hinanden, men i sidste ende er mere pragmatisk end ægtefælden, mens rollen som amoralsk advokat ligger til Søren Mallings højreben.

Kontrasten mellem det gennemregulerede militærsystem og krigens vilkårlige kaos er nærmest essensen af, hvad drama er. Krigen er da også nervepirrende spændende, men den er mere end underholdning. Lindholm viser i solidaritet med soldaterne, at krigsregler kommer til kort i kampens hede, og at Danmark har blod på hænderne.

Uden tvivl årets vigtigste danske film og sandsynligvis også den bedste.