Korsvejen

Jesus’ vej mod Golgata var lang, lidelsesfuld og belagt med fristelser, deraf navnet Via Dolorosa, smertens vej. Men Jesus undlod at lade sig redde, slæbte sit kors gennem byen, op ad bjerget, og ofrede sig for menneskene. Fjorten korsvejsstationer måtte han gennemgå, før han kunne lade sig nagle til korset.

Fortællingen om korsvejen, frelserens determinerede bevægelse mod undergangen, danner rammen om Dietrich Brüggemanns fremragende parabel, hvor en konfirmationsmoden pige, Maria, tager den lange vej opad sit eget mentale Via Dolorosa i virkeligheden anno 2014.

Filmen er inddelt i fjorten kapitler, fjorten stort set fastlåste kameraindstillinger, efter de fjorten korsvejsstationer.

”Når I træder ind i voksenlivet, er det vigtigt, at troens flamme vokser til en storslået ildebrand, så alle kan se: Denne person har ikke solgt sin sjæl. Denne person er en kristi kriger,” formaner præsten i konfirmations­ undervisningen. Og hvis børnene lader sig friste af provokerende tøj, af skadelige film, af de sataniske rytmer, af at føle stolthed ved at efter­leve herrens ord, ryger de lige lukt i helvede.

Det er deres pligt at frelse deres medmennesker og hver dag ofre sig – give afkald på et måltid, en bog, en film.

Præsten er en pædagogisk demagog af guds nåde. Og det er her i kapitel et, ”Jesus dømmes til døden,” at en prås går op for den religiøst pligtopfyldende Maria: Kan hun ofre sig og redde en andens liv? Kan hun med sit liv give sin stumme lillebror en stemme?

Korsvejen lægger sig tæt op ad film som Carl Th. Dreyers Ordet og Lars von Triers Breaking the Waves med dens lille lukkede, fundamenta­listiske samfund, hvor kirken og ikke mindst Marias fanatiske forældre kvæler pigen, der i sin indoktrinerede misforståethed egentlig bare vil verden det gode.

Da hun falder i snak med en dreng på bibliotekets læsesal og bliver inviteret med i hans kirkekor, hvor de spiller Bach, men også soul og jazz, er vi nået til ”Jesus falder for første gang”. Og mor er en religiøs regelrytter, som aldrig vender den anden kind til.

Dietrich Brüggemann og søsteren Anna, der selv er religiøst opdraget, har sammen skrevet manuskriptet, som de fortjent vandt en sølvbjørn i Berlin for. Manuskriptet er enormt præcist i sin spidning af den blinde, religiøse fanatisme, men kommer i sin ensidighed også nogle gange lovlig tæt på karikaturen.

Korsvejen undsiger ikke troen, men den kritiserer de mennesker, der forvalter den forrykt. Filmen er nogle gange nærmest en satire, for det kan være svært ikke at trække på smilebåndet, når Maria beder idrætslæreren om at stoppe de sataniske rytmer. Roxette!

Men den er også et skræmmende billede på den indflydelse, voksne autoriteter kan have på et ungt menneske. Korsvejen er et coming of age­-mareridt, der ender lige lukt i helvede.

Franziska Weisz spiller Marias mor som en nådesløs matriark med knusende magt over både Maria, hendes søskende og sin vattede mand. Den unge, debuterende hovedrolleindehaver, Lea van Acken, er skrøbelig, tøvende og hjerte­skærende.

Det kompromisløse, æstetiske greb, hvor kameraet kun enkelte gange bevæger sig og aldrig forfalder til nærbilleder i de fjorten indstillinger, er sjældent set udnyttet mere effektivt. Udover at fremmane den hermetisk lukkede, klaustrofobiske verden i tilskueren, stiller filmen også sin tilskuer fri til at udforske scenerne.

Ligesom hos Brüggemanns æstetiske åndsfælle, svenske Ruben Östlund, får karaktererne plads til at dissekere sig selv, og som hos den svenske mesterinstruktør mærker man et strejf af både Michael Haneke og Ulrich Seidl, bare uden misantropien.

Korsvejen er grusomt rørende. For man lader sig rive med, og man hepper på, at Maria vil opdage en verden udenfor, før hun når til toppen af sit Golgata.