Kolos på lerfødder

Poeten Ted (Roger Allam) hyggekoger i et skoldhedt karbad, så hans hud bliver pink. Eller snarere: Ekspoeten koger sig pink.

Ted er kolossen fra komediens titel. Men som lerfødderne fortæller, så hviler hans blaserte tilgang til livet i virkeligheden på et skrøbeligt fundament. Han indleder Kolos på lerfødder med at reciterer T.S. Eliot: ”The purpose of literature is to turn blood into ink.”

Den glorværdige fortid er dog længe siden, og med slet skjult bitterhed spidder han sin egen tilværelse, når han i en voice-over fortæller os, at han i dag lever af at forvandle whisky til mavesur teaterkritik.

Det er en meget skæg start på en film, der er baseret på det spøjse renæssancemenneske Stephen Frys roman, The Hippopotamus.

Bitterhed er dog en vanskelig komisk størrelse, som let tipper over og bliver ynkelig.

Ted får sig fyret på avisen, da han fordrukken afbryder en sløj forestilling. Det ender i håndgemæng og lediggang. På en bar tropper hans leukæmisyge guddatter Jane (Emily Berrington) pludselig op, og hun giver den affældige mand en mission. På en imposant herregård i Norfolk skulle mirakler finde sted.

Verdslige Ted må undersøge, om det nu også kan være sandt.

Den ordrige voice-over, engelsk landidyl, ufarlig frokostjazz og den rationelle verdens sammenstød med irrationalitet giver Kolos på lerfødder en Woody Allen’sk tone.

Men her er der ikke noget neurotisk formildende over hovedpersonen. Ted fremstår udelukkende brysk og sølle.

Han niver alle, som han møder, med fremmedord og knortede sætninger, og for ofte fremstår han perfid. Ted gestalter fordommen om en kritiker som et slagent menneske, der aldrig fik forløst en kunstnerisk karriere og derfor er ramt af galoperende misantropi. Den fordom holder utvivlsomt ofte stik, men som filmfigur er Ted sjældent så sjov, som instruktør John Jencks må have håbet.

Som detektiv på herregården genfinder Ted ikke umiddelbart sin virkelyst. Han sjosker omkring med hænderne i lommen på en slåbrok af silke, mens utallige flasker fortynder den trivelige krops blod.

Med et uskarpt blik skal han vurdere, om gårdsønnen David (Tommy Knight) virkelig er mirakelmager. Eller om David blot lyver i et liderligt øjemed.

I løbet af filmen dukker mange spraglede mennesker op på gården med håb om at få kureret forskellige skavanker af David. Og man føler sig hensat til et Agatha Christie-mysterium fremført som en række sketches.

De skægge bipersoner tilføjer velgørende og løjerlige nuancer til filmens centrale pointe: Mennesker ser som oftest det, de gerne vil se.

For det kan nemlig være decideret deprimerende, hvis tilværelsen aldrig er mere end verdslig. På den måde handler Kolos på lerfødder ikke blot om gakkede mirakler, blodige blowjobs og hestesex.

John Jencks bruger filmen til at foreslå den sandsynlige påstand, at poesi ikke opstår ved guddommelig inspiration, der rammer digtergeniet som et vidunderligt lyn. Den tanke er lige så fjollet, som at en senet teenager kan kurere uhelbredelige sygdomme med sin sæd.

Nej, poesi er hårdt arbejde i ens ansigts sved. Og blod og tårer. Men desværre leveres den fornuftige påstand oftest uden filmisk finesse.

Teds Oxford-engelske beskrivelser af det, der sker, drukner de pittoreske billeder af Norfolk med ord, og således fortæller Kolos på lerfødder konsekvent mere, end den viser frem.

Man kan sagtens levere syleskarp samtidskritik i form af fordrukne kulturanmeldelser. Det gør Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm så fremragende i Den korte radioavis på Radio24syv. Problemet med Ted er, at den bistre attitude ikke formår at dække for det ynkværdige liv, der er sølet ind i whisky.

Vrede baller mod gud og hvermand rummer en masse komisk potentiale. Det gør udtalt ynkelighed imidlertid ikke. Filmen tyer konstant til verbale svirp, men de velformulerede vittigheder hviler på et skrøbeligt fundament – kolossens lerfødder.