Kollektivet

Det rammer børnene.

Det rammer altid børnene, og det er smerteligt at se på. Når mor og far råber og skriger, når de grønne Tuborg flyder frit, og når teenagedatteren pludselig møder en fremmed, ung kvinde i forældrenes soveværelse i kollektivet.

Det er her, øllet skummer over i Kollektivet.

Den begynder ellers fuld af håb, sammenhold og optimisme. Den koleriske arkitektlærer Erik (Ulrich Thomsen) har arvet sit barndomshus, og hans kæreste gennem femten år, Anna, som er oplæser på TV Avisen, overtaler ham til at starte et kollektiv.

”Jeg elsker at høre dig snakke, Erik, men det er, som om jeg har hørt det hele før. Jeg trænger til at opleve noget nyt,” siger Anna umiddelbart foran spejlet, mens Erik med undertrykt temperament lader sig trumfe i soveværelset.

Trine Dyrholm gør det formidabelt i en af sine bedste roller som den tidstypiske 1970’er-kvinde, der umiddelbart dominerer sin mand og tager beslutninger hen over Eriks hoved, der i løbet af filmen koger over og eksploderer i et unikt Ulrich Thomsen’sk raseri.

Men det er først senere.

Første mand i kollektivet er Ole spillet af altid underholdende Lars Ranthe. Han kommer ind med sit 70’er-overskæg, en pose venstresnoede bøger og en bajer i hånden. Fandenivoldsk og brovtende som en særegen dansk figur, der kunne være taget ud af en jovial Erik Clausen-film.

Derimod beskrives nøgenbadning og gruppemøde i kollektivet med otte voksne og to børn uden den ironi, som vi så i Fede tider og Det store flip. Godt nok sættes en streg, hver gang der drikkes en bajer, men det er også en storfamilie fuld af kærlighed, der kan rumme selv de skæveste eksistenser.

De kollektive dyder behandles med respekt, hvilket uden tvivl skyldes, at Thomas Vinterberg har ladet sig inspirere af sin egen barndom i et kollektiv. Historien lod instruktøren opføre som teaterstykke i Østrig med stor succes, mens den blev mindre godt modtaget som dansk teaterstykke i 2012.

I filmen formår Vinterberg i det hele taget at give et glimrende, dog aldrig banebrydende tidsbillede af 1970’erne i forhold til tweed og typer (TV Avisen lå dog ikke dengang i Gyngemosen, men i Radiohuset på Rosenørns Allé).

Men det er ikke så meget kollektivet og deres personer, filmen handler om. Vinterberg stiller skarpt på et trekantsdrama, og det går ud over skildringen af kollektivets dynamik og iboende konflikter, som føles anderledes nærværende og smertelig i Lukas Moodyssons mesterlige Tilsammans.

I Vinterbergs mere konventionelle film får vi til gengæld Trine Dyrholms dramatiske skift fra optimistisk kvinde til lidende martyr.

Hendes mand falder nemlig pladask for den unge studerende, Emma (Helene Reingaard Neumann), der træder ind på lærredet som en fransk skønhed.

”Jeg har fundet en anden pige,” siger Erik til Anna, for i 70’erne sagde man ting direkte. Og Anna er idealistisk nok på kollektivets vegne til at foreslå Eriks nye kæreste at flytte ind i kollektivet.

Snart er der råben og skrigen, sammenbrud og sort snak i det ellers glade kollektiv. Aldrig har man set Trine Dyrholm så overbevisende ødelagt, og i stærke scener tvinges datteren Freja (Martha Sofie Wallstrøm Hansen) til at tage sig af sin mildest talt hysteriske mor.

I Jagten lod Vinterberg kvinderne være de stygge feminister, men denne gang er det mændenes tur til at tage skylden for opløsning og gråd. Kollektivet er filmet i Vinterbergs vanlige følsomt-realistiske stil og griber også tematisk tilbage til karrierens begyndelse i 90’erne med kortfilm som Sidste omgang og Drengen der gik baglæns samt Festen, hvor unge mennesker må finde deres eget ståsted i livet, fordi de ikke kan bruge forældregenerationen som rollemodel.

I Kollektivet finder den fjortenårige Freya en lidt ældre, langhåret dreng, og hun flygter fra forældrenes kollektive fnidder og ind i teenagedrømmen om, at hun har fundet den eneste ene og kan starte på en frisk. Håbet lever hos de unge.