Biografanmeldelse
05. mar. 2014
Klumpfisken
Henrik Birch spiller nordjysk fisker og knudemand på dybt vand i Klumpfisken. Foto | Martin Munch

Klumpfisken

Søren Balle bejler til titlen som landets mest lovende instruktør med en stor film om et lille kriseramt Danmark, hvor der tales formfuldendt nordjysk.

Af Jesper Bo Petersen

”Vi kan ikke blive ved med at smide gode penge efter dårlige.”

Den trængte fisker Kesse,der vil låne penge til endnu flere fiskekvoter, frustreres selvsagt over bankrådgiverens afmålte svar. Han er desperat. ”Er det sådan, I behandler mig efter et helt livs loyalitet?” spørger han. Engang fik han stukket et lån i lommen, bare han trådte ind ad bankdøren. Nu er forretningen skrantende, og konen er skredet med en anden mand – tilmed fra Aalborg.

Nøglescenen i banken står som et sindbillede på vores krisetid, og Søren Balles stærke debut er en film til tiden. Pressematerialet betegner Klumpfisken som et ”komediedrama”, og vist er der scener, som får én tilat trække på smilebåndet, men den forbilledligt jordnære film er først og fremmest en præcis tegning af en fælles ulykke.

Der løber to dramatiske spor i Klumpfisken, kærligheden og krisen. Kesse er på røven. Så han siger modvilligt ja til de tre tons fiskekvoter, som han får tilbudt mod at tage en kvindelig forsker, Gerd, med ud på kutteren. Kesse er egentlig imod det. Han er fisker af tredje generation, og fiskere hader biologer, ikke mindst dem fra Kjøbenhavnstrup.

Modsætningerne mødes og forelsker sig, selvfølgelig. Men nød lokker ærlig fisker ud på dybt vand, for ender skal jo mødes. Og kærligheden karambolerer med krisen, da både Gerd og fiskerikontrollen opdager,at Kesse er begyndt at fiske sort.

Klumpfisken følger manuskriptskrivningens ABC til punkt og prikke. Mand møder kvinde, forløser sig selv og lærer, at han faktisk kan springe højt over havet – som den tonstunge klumpfisk. Symbolikken er til at tage at føle på. Men de mennesker, det miljø og de følelser, der stilfærdigt foldes ud, er enormt vedkommende og står som et lysende spejl for alle, der har gennemlevet det seneste tiår.

Og så er Søren Balle og Lærke Sanderhoffs manuskript over teaterstykket af samme navn fuld af små og velgørende afvigelser fra reglen. En fuld og desperat Kesse afviser faktisk den sultne kvinde i grillbaren – og trodser fuldstændig vores klare forventning. Sådanne detaljer giver Klumpfisken liv og suspense. Og så taler de et formfuldendt nordjysk!

I 00’erne talte alle dunder mod Tordenskjolds soldater i dansk film. Jeg ved ikke, om budgettet bare ikke rakte til mere, men alle roller i Klumpfisken er besat af folk, som vi kun knap kan genkende. Et øjeblik troede jeg, at de helt neorealistisk var nordjyske fiskere.

Henrik Birch i hovedrollen kommer engang imellem faretruende tæt på Gunnar & Minna-stereotypen, men ellers tegner han – på godtog ondt – billedet af en nordjysk knudemand, der bare siger ”jo, jo”, når samtalen går lidt for tæt på.Han er ikke charmerende, men et ærligt og godt menneske, der bare gerne vil leve og overleve.

Susanne Storm som Gerd er åben og mild. Særligt de lange, akavede pauser i deres snakke er ladet med usagte kærlighedserklæringer. Og man forstår deres tiltrækning, da de mødes foran klumpfisken på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals – som to silhuetter på et levende, azurblåt kæmpelærred, filmens poetiske helle.

Her lægger man mærke til filmens stil, men derudover er Søren Balle mest socialrealistisk Loach, og de, der efterlyser æstetiske ambitioner i dansk film, vil forlade biografen med uforrettet sag. Men Martin Munchs kameraarbejde er fuldstændig i overensstemmelse med historien om den nordjyske fisker. Den kræver ikke mere.

Søren Balle revolutionerer ikke filmsproget, men han har noget på hjerte. Det kunne også mærkes i hans afgangsfilm fra filmskolen fra 2009, Tomatprincippet, hvor han tragi-satirisk hudfletter a-kasse-industrien. Han debuterer med en stor film fra et lille, hårdt trængt Danmark, og han gør Michael Noer og Tobias Lindholm rangen stridig som det mest lovende danske instruktørnavn.

Land:
Danmark

År:
2014

Instruktør:
Søren Balle

Manuskript:
Søren Balle, Lærke Sanderhoff

Medvirkende:
Henrik Birch, Susanne Storm, Lars Topp Thomsen

Spilletid:
100 min.

Aldersgrænse:
Tilladt over 7 år

Premiere:
6. marts 2014

Relevante artikler

Interview
05. mar. 2014
Jyder er ikke kun til grin

Jyder er ikke kun til grin

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
19. sep. 2016
Suburra

Suburra

Biografanmeldelse
13. sep. 2016
Chronic

Chronic

Biografanmeldelse
13. sep. 2016
I blodet

I blodet

Biografanmeldelse
24. aug. 2016
Sparrows

Sparrows

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten