Klovn – sæson 9

Lige fra serien Klovn i 2005 havde premiere – og hvor den blev beskyldt for at være en efterligning af serien Curb Your Enthusiasm, som den også helt i begyndelsen ganske rigtigt var inspireret af – har den lagt sig i et helt særligt spor af dilettanteri og knasende teknik. 

Et eksempel er skuespillet, som mildt sagt lader meget tilbage at ønske. Et andet er kameraføringer og indstillinger, som sine steder ligner noget, der er lavet med en iPhone 5. 

Men det er egentlig alt sammen lige meget, for Klovn lever af noget helt andet og nærmest på trods af sin skramlede æstetik: manuskriptet! 

Det med skuespillet skal måske også lige undskyldes. Listen over det miks af lallende amatører og professionelle skuespillere, der gladelig giver den som karikerede udgaver af sig selv, tæller langt over hundrede personer igennem de hidtidige nærmest talløse sæsoner. 

Og optagelsernes kvalitet er åbenlyst villet dårlig, vinklerne med vilje skæve og ret sjove, og derfor gennemskuer man hurtigt, at det her er en æstetik. Faktisk gennemskuede man det allerede i 2005. 

Tilbage er teksterne, karaktererne, plottet. Her i årets nye årgang er afsnittene som altid små, enkeltstående og afrundede historier. 

Frank Hvam spiller ”Frank” og Casper Christensen spiller ”Casper”. Sammen med deres fiktive ”koner” og kærester Mia (Mia Lyhne) og Fnug (Camilla Lehman) gennemgår de igen-igen situationer af selvudskamning og kiksede selvudleveringer. 

Det er til tider vanvittig morsomt – især når de to kendte komikere og skuespillere hudfletter kendte komikere og skuespilleres nøkker, flotte vaner, rigdom, kendthed og selvovervurdering ad libitum. 

Vi har set de første fire afsnit af den nye sæson, og her er både Mads Brügger og Mikael Berthelsen med som sig selv. 

Fiktionen er åbenlys, da Berthelsen skærer sin ene tommelfinger helt af, og den – efter sigende – kun reddes ved, at Brügger tager den i munden på vej til hospitalet. 

Som altid er der åndssvage og lumre undertoner. Og det er virkelig sjovt. 

I samme ret fantastiske afsnit spiller Magnus Millang en voksen mand, der er blevet ammet alt for længe som barn. Karakterens manglende selvkontrol er ret gennemført, inklusive smadrede stole og psykisk nedsmeltning. 

Indimellem castes der virkelig sjovt. Som når tidens store stjerner mases ned i latterlige biroller. Frederik Cilius er iskold sælger – han forhandler vildmarksbade – og ligner vitterlig pludselig en helt almindelig mand med et godt knaldtilbud på det, som i serien selvfølgelig bare er et sexbadekar. 

Allersjovest er dog stadig de oneliners, som er løftet over fra comedy-universet, men som her også er skrevet ret flot ind i scener, der så er spillet gudsjammerligt. 

Man er flad af grin, da tidens mest hotte feminist Sofie Linde bliver rasende over, at en iransk kaviarsælger ikke vil give hånd, hvorefter Casper Christensen prøver at sige noget med, at det da er lidt mærkeligt, at man først skal røre ved kvinder, men så er det åbenbart også – sommetider – forkert, når man faktisk gør det. 

Sofie Linde går amok og siger, at de to gamle mænd ikke fatter en skid. Og Casper og Frank konstaterer, at det er et lorteliv, når man er en hvid, heteroseksuel mand over 50. 

Se, det er i sig selv sjovt. Men da de i samme scene graver med ske i en stor dåse kaviar, sker der virkelig en komisk fuldendelse. 

Det er lidt det samme, da Casper crasher Franks gymnasie-reunion, nedlægger Franks ungdomsflamme og inviterer dem alle sammen med på festtur til Prag. Bagefter siger han så, at det egentlig var meget rart at se dem alle sammen igen. ”Eller ikke igen jo.” 

Klovn har sin egen menighed. Og man er efterhånden lidt til grin, hvis man ikke er med i den.