Klasselæreren

”Ved du egentlig, hvad kultur er?” spørger en dreng sin klassekammerat, da de bliver sat til at lave en skoleopgave om emnet.

Én svarer, at det er noget, man gør sammen, når man er i familie, kommer fra samme land eller har samme religion. For eksempel en særlig dans. En anden når frem til, at kultur helt enkelt betyder noget, man gør nogle gange, men ikke så tit.

Dokumentaren Klasselæreren er i sig selv en fængslende udforskning af kultur som begreb.

Østrigske Ruth Beckermann har i tre år fulgt en klasse på Wiens største folkeskole. Den ligger i det meget mangfoldige distrikt Favoriten, hvor hun er kommet helt tæt på børnene, fra de er syv til ti år.

Der er rigeligt med udfordringer.

Derfor er det opløftende at møde den ukuelige, unge klasselærer Ilkay Idiskut.

Det er svært ikke at føle taknemmelighed for folk som hende. Folkeskolelærere har et ofte hårdt og utaknemmeligt job, og Ilkay er en hamrende dygtig lærer.

Hun er varm, men fast. Forstående, men med en klar grænse for tålmodigheden. Og hun forstår at udfordre børnenes verdensbillede uden at gøre vold på det.

”Hvorfor mener du, at mænd skal bestemme, hvad kvinder må have på?” spørger hun venligt en dreng, der tydeligvis får noget at tænke over.

En makedonsk dreng forstår ikke, hvorfor vold er dårligt og bliver opfordret til at tale med de skolekammerater, som er flygtet hertil fra krig.

En af dem er syriske Majeda, som bliver kameraets favorit. Den ekspressive pige er et uhyre charmerende bekendtskab – også selv om hun er lidt af en sladrehank. Hun kommer med en naivistisk, men ganske præcis beskrivelse af Assad-regimet.

Man fornemmer, at instruktøren og fotografen Johannes Hammel har tilbragt massevis af timer i klasseværelset. Børnene lader ikke til at ænse linsen, der ofte stikkes helt op i ansigtet på dem. Nogle gange, imens de bliver hørt i hovedregning.

Efter en time føles det allerede, som om man selv har kendt børnene i årevis.

Perspektivet er børnenes. Man mærker deres glæde over Ilkays danseøvelser og frikvartererne, men også angsten for forældrenes skuffelse, når karaktererne er i bund. Samt den ondsindede mobning, som er hverdagskost for børn, men ville få voksne til at kollapse.

Beckmann indfanger dygtigt de universelle aspekter af børneliv, men også de unikke træk ved netop denne skoleklasse, som giver et helt særligt indblik i indvandrerbørns oplevelse af Europa.

På udflugt til moskeen ser vi en tydeligt glad og hjemmevant flok unger, hvor flere af de svagere elever pludselig har hånden i vejret. Det er bedårende, da Mohammed taber kæben over at få lov at lege imam – ligesom sin far.

Moskeen virker jordbunden og fællesskabsopbyggende, mens turen i den kolossale kirke Stephansdom er voldsom, fremmedgørende og abstrakt.

”Hvor er Jesus?” spørger et barn og får det forrykte svar, at han er her i form af brød. Og da den katolske præst igen og igen forklarer, at kirken tilhører alle i Wien, lader børnene ikke til at tro på ham.

Alligevel er dokumentaren først og fremmest et overbevisende løfte om, at integration er muligt. At islam og europæisk identitet ikke er modsætninger.

Det skyldes især Ilkay, der selv har tyrkisk baggrund og formår med helt simple greb at sætte gang i tankerne hos børnene og invitere dem ind i det samfund, som flere af deres forældre stadig kæmper med at få lov til at indgå i.

Derfor er det også dybt rørende, da klasselæreren tager på barsel. Hun går dermed glip af klassens afslutning på den første del af folkeskolen, inden de skal videre i Østrigs komplicerede og ikke specielt barmhjertige uddannelsessystem.

Ilkay græder som pisket, og det samme gør store dele af klassen, der i anledning af semesterafslutningen er klædt ud som sørøvere, mariehøns og Spider-Man.

”Lad det være glædestårer over, at vi skal ses igen,” siger hun i et smukt øjeblik af fortjent sentimentalitet.

Ruth Beckermann har bedrevet et nærgående, tankevækkende og frem for alt håbefuldt portræt af en ny generation af europæere helt uden at prædike.