Killing Them Softly

Dette er en af den slags film, hvor Brad Pitt med grånende streetskæg kan gøre sin entre i apokalyptisk styrtregn til tonerne af Johnny Cashs The Man Comes Around, i en sump af et ingenmandsland, blottet for menneskelig anstændighed, New Orleans, forblæst, forfrossent og forladt af Gud.

En film, hvor alt håb er ladt ude, og hvor de eneste, vi stakkels vindbøjtler nede i salen har at vælge imellem af identifikationspunkter oppe på lærredet, er smågangstere, lejemordere og narkomisbrugere.

Den blodige ironi i Killing Them Softly – nej, ironi er for mildt: bidende sarkasme er et bedre udtryk for filmens kontekst – udspringer af valgkampen i 2008 mellem præsident Bush og senator Obama. Vi hører enkelte, afsnuppede slogans fra Obama-kampagnen om idealernes kraft. Yes, we can. Men her i New Orleans, to år efter Hurricane Katrina, kan ingen noget som helst.

Et væbnet røveri hos en snes gangstere over et pokerspil sætter filmen i gang. Røverne skal findes, en lejemorder, Jackie (Pitt), kommer til byen for at forhøre sig og finder hurtigt ud af, at det er de to udsyrede småtyve Frankie (Scoot McNairy) og Russell (Ben Mendelsohn), der var røverne.

Det er ikke meget af et plot, og Killing Them Softly er da også sidst af alt en plotdrevet film. Den lever i sine stemninger og sine krydsfelter. James Gandolfini spiller en kødfuld birolle som en berømt lejemorder med eksklusivaftale for New York og Maryland. Han hyres til at dræbe de to røvere, fordi Pitts karakter er kommet for tæt på og helst slår ihjel på afstand, indlogeres på et hotel med en luder, men desintegrerer for vore øjne i sprut, hor og selvmedlidenhed.

Gandolfini gnistrer i tre monologer af Shakespeare’sk storhed og tager hjem igen med uforrettet sag uden at komme uden for sit hotelværelse. Det er den slags kunstneriske valg, der er sat i verden for at irritere dem, der sidder med deres staveplader og går op i plot og snusfornuftig dramaturgisk stringens, men er til uendelig glæde for os andre som udtryk for fortællemæssigt overskud.

”Der er en storm på vej” er den mest misbrugte replik i amerikansk film i dag (på dansk er den mest slidte bemærkning ”Er du okay?”), og i Killing Them Softly er vi lige midt i stormen. Andrew Dominiks film er ikke sat i verden for at være subtil eller overkompleks. Dens slutreplik, ”Amerika er ikke et land, det er en skide forretning!”, er kontroversiel, fordi den forekommer så usofistikeret, men dette er en film, der sparker tænder ud, og som man skærer sig på.

Den minder mig kun om én anden filmskaber, nemlig maverick-instruktøren Samuel Fuller, der rasede, bjæffede og snerrede helt derude på overdrevet og skabte sin helt egen tabloide filmskole, hvor der blev talt med store bogstaver. Smik, smak, exit, her tager vi ingen gidsler!

Dominik bygger sit mesterværk på en 70’er-krimiroman af George V. Higgins, men har flyttet historien fra Boston til New Orleans, ligesom den er flyttet 25 år op i tid. Overalt i filmens offentlige rum hører vi valgkampens platituder som et spejl på en virkelighed, hvor gangstervæsenets glamour er væk. Alt er forhandlinger i nålestribede jakkesæt, indtil volden er det eneste sprog, der gælder, og privat initiativ og røverøkonomi får nye, bogstavelige betydninger.

Er referencerne vulgære, overtydelige? Ja, de er, men i filmens selvvalgte, opkørte toneleje. Det her er ikke nogen dameblads- eller for den sags skyld Politiken-version af verdens tilstand anno 2012.

Killing Them Softly er et lige så overbevisende, endog forførende kunstnerisk statement som Dominiks seneste, den elegiske The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford, og den blændende australske debut Chopper fra 2000. Jeg frygter, at den får flere fjender end venner, men den udsætter finans- og etik-krisen for den helt store svimle, eksistentielle orkestrering og er slet og ret uforglemmelig.