Biografanmeldelse
09. aug. 2024
Kidnapped

Den jødiske dreng Edgardo Mortara (Enea Sala) bliver nøddøbt af sin stuepige, der vil skåne han fra skærdsilden. Men da paven hører om det, bliver Edgardo øjeblikkeligt sendt på et strengt, katolsk børnehjem. 

Foto | Kavac Film

Kidnapped

Marco Bellocchios pompøse film om en jødisk drengs skæbne i den katolske kirke er et must, hvis man elsker bling og livets store spørgsmål.

Af Kristian Ditlev Jensen

I FN’s Børnekonvention tiltræder og anerkender lande, at de ”skal respektere barnets ret til tankefrihed, samvittigheds- og religionsfrihed”. 

Sådan er det i dag, i hvert fald i alle demokratiske lande, men det har ikke altid være tilfældet i Europa. Og i Marco Bellocchios film om drengen Edgardo Mortara og hans kranke skæbne kan man se, hvorfor den form for regler er så vigtige. 

Historien – som er baseret på virkelige begivenheder – handler om den jødiske dreng Edgardo Mortara, som af familiens stuepige i 1858 bliver nøddøbt, i øvrigt stik imod både teologien og reglerne i kirken.

Pigen er uuddannet og vist heller ikke den stiveste kost i skabet, så hun bliver meget skræmt, da en tilfældig mand fortæller hende, at Edgardo bliver brændt i Skærsilden, hvis han dør uden at være døbt.

Den lille dreng er nu bare lidt forkølet, men stuepigen panikker og døber drengen. Da paven, som dengang også boede i Bologna, hvor filmen hovedsagelig udspiller sig, hører om det døbte barn, får han arrangeret, at Edgardo skal tvangsfjernes. 

Edgardo sættes på børnehjem, hvor han opdrages strengt katolsk. Derefter kommer han på katolsk kostskole, og til sidst uddannes han til præst. Først sidst i filmen får vi at vide, hvordan det hele ender. For kommer han hjem til sin mor eller til Gud?

Marco Bellocchio er mildt sagt en garvet instruktør. Han debuterede for over 50 år siden. Og siden har han lavet et væld af film i mangfoldige, ofte lidt eksperimenterende former, som altid har et eksistentielt tema og tit undersøger kirke og religion.

Men i Kidnapped er instruktøren, som han har været i de senere år, mere lige ud ad autostradaen. Filmen er en enkel, klar og fortløbende fortælling, der er sammensat af scener fra et splittet Italien i 1800-tallet.

Æstetikken er svulstig og pompøs, og fortællingen tangerer det melodramatiske. Det er tæt på at minde om kitschmaleriet Grædende dreng, men det kan godt forsvares, fordi religion – både jødedommen, kristendommen og især de praktiserendes forhold til deres religion – netop kan være meget følelsesbetonet. Og det virker efter hensigten. Man rystes rundt i følelserne!

Samtidig kan billederne ses som en hyldest til de mange malerier, der optræder i filmen. Og der er næsten noget Rembrandt’sk over de mange halvmørke aftenscener.

Fausto Russo Alesi spiller en jødisk far, varm og stolt. Barbara Ronchi er hans urokkelige, jødiske mor. Paolo Pierobon er god som en pibet, vaklende pave, der både er politisk og helbredsmæssigt svækket. 

Det sidste er på en gang filmens styrke og svaghed. Bellocchio vil vise staten over for kirken og de dynamikker, som spænder imellem de to. Så mens drengen flås imellem sin borgerlige, nationale familie og den globale, katolske kirke, sidder vi som på nåle for at se, om civilsamfundet eller religionen vinder.

Det kunne være brugt meget plat som en gemen kritik af kirken, men Bellocchio formår at balancere det, så både den kristne, den jødiske, den republikanske og eventuelt den muslimske tilskuer føler sig set og hørt. 

Filmen kan sagtens ses som en parabel over mange af tidens store temaer. Kidnapped handler også om en indvandrerfamilie, der terroriseres af myndighederne og forsøges tvangsassimileret. Et af medlemmerne bliver det jo helt konkret.

Hvis man er skeptisk over for religion, kan man se filmen som en fortælling om, at al religion er hjernevask. Hvis man tilhører det ene eller det andet trossamfund, kan man se det som en hyldest til den religiøse dannelse – altså den ret til at få et sprog og en form på sine religiøse følelser, som FN også forsøger at sikre alle verdens børn i det førnævnte charter.

Endelig kan filmen også ses som en lignelse over Den Fortabte Søn i Bibelen, de mange fortabte børn i moderne skilsmissefamilier og deres forældres sorg.

Hvis man synes, at pavens og den katolske kirkes pyntesyge er kvalm, er det klogt at holde sig væk. Men hvis man elsker bling og livets store spørgsmål, skal man falde på knæ.

Titel:
Kidnapped

Originaltitel:
Rapito

Land:
Italien, Frankrig, Tyskland

År:
2023

Instruktør:
Marco Bellocchio

Manuskript:
Marco Bellocchio, Susanna Nicchiarelli

Medvirkende:
Paolo Pierobon, Fausto Russo Alesi, Barbara Ronchi, Enea Sala

Spilletid:
134 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn fra femten år

Premiere:
8. til 31. august i Cinemateket

Relevante artikler

cannes 2023
16. maj 2023
På jagt efter mesterværket

På jagt efter mesterværket

Biografanmeldelse
23. maj 2017
Sweet Dreams

Sweet Dreams

Fra samme skribent

Tv-anmeldelse
04. dec. 2025
Hvem passer på grisene?

Hvem passer på grisene?

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Valdes jul – Vintermiraklet

Valdes jul – Vintermiraklet

Serieanmeldelse
28. nov. 2025
Blossoms Shanghai

Blossoms Shanghai

Serieanmeldelse
24. nov. 2025
The Beast in Me

The Beast in Me

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten