Kidnapped

I FN’s Børnekonvention tiltræder og anerkender lande, at de ”skal respektere barnets ret til tankefrihed, samvittigheds- og religionsfrihed”. 

Sådan er det i dag, i hvert fald i alle demokratiske lande, men det har ikke altid være tilfældet i Europa. Og i Marco Bellocchios film om drengen Edgardo Mortara og hans kranke skæbne kan man se, hvorfor den form for regler er så vigtige. 

Historien – som er baseret på virkelige begivenheder – handler om den jødiske dreng Edgardo Mortara, som af familiens stuepige i 1858 bliver nøddøbt, i øvrigt stik imod både teologien og reglerne i kirken.

Pigen er uuddannet og vist heller ikke den stiveste kost i skabet, så hun bliver meget skræmt, da en tilfældig mand fortæller hende, at Edgardo bliver brændt i Skærsilden, hvis han dør uden at være døbt.

Den lille dreng er nu bare lidt forkølet, men stuepigen panikker og døber drengen. Da paven, som dengang også boede i Bologna, hvor filmen hovedsagelig udspiller sig, hører om det døbte barn, får han arrangeret, at Edgardo skal tvangsfjernes. 

Edgardo sættes på børnehjem, hvor han opdrages strengt katolsk. Derefter kommer han på katolsk kostskole, og til sidst uddannes han til præst. Først sidst i filmen får vi at vide, hvordan det hele ender. For kommer han hjem til sin mor eller til Gud?

Marco Bellocchio er mildt sagt en garvet instruktør. Han debuterede for over 50 år siden. Og siden har han lavet et væld af film i mangfoldige, ofte lidt eksperimenterende former, som altid har et eksistentielt tema og tit undersøger kirke og religion.

Men i Kidnapped er instruktøren, som han har været i de senere år, mere lige ud ad autostradaen. Filmen er en enkel, klar og fortløbende fortælling, der er sammensat af scener fra et splittet Italien i 1800-tallet.

Æstetikken er svulstig og pompøs, og fortællingen tangerer det melodramatiske. Det er tæt på at minde om kitschmaleriet Grædende dreng, men det kan godt forsvares, fordi religion – både jødedommen, kristendommen og især de praktiserendes forhold til deres religion – netop kan være meget følelsesbetonet. Og det virker efter hensigten. Man rystes rundt i følelserne!

Samtidig kan billederne ses som en hyldest til de mange malerier, der optræder i filmen. Og der er næsten noget Rembrandt’sk over de mange halvmørke aftenscener.

Fausto Russo Alesi spiller en jødisk far, varm og stolt. Barbara Ronchi er hans urokkelige, jødiske mor. Paolo Pierobon er god som en pibet, vaklende pave, der både er politisk og helbredsmæssigt svækket. 

Det sidste er på en gang filmens styrke og svaghed. Bellocchio vil vise staten over for kirken og de dynamikker, som spænder imellem de to. Så mens drengen flås imellem sin borgerlige, nationale familie og den globale, katolske kirke, sidder vi som på nåle for at se, om civilsamfundet eller religionen vinder.

Det kunne være brugt meget plat som en gemen kritik af kirken, men Bellocchio formår at balancere det, så både den kristne, den jødiske, den republikanske og eventuelt den muslimske tilskuer føler sig set og hørt. 

Filmen kan sagtens ses som en parabel over mange af tidens store temaer. Kidnapped handler også om en indvandrerfamilie, der terroriseres af myndighederne og forsøges tvangsassimileret. Et af medlemmerne bliver det jo helt konkret.

Hvis man er skeptisk over for religion, kan man se filmen som en fortælling om, at al religion er hjernevask. Hvis man tilhører det ene eller det andet trossamfund, kan man se det som en hyldest til den religiøse dannelse – altså den ret til at få et sprog og en form på sine religiøse følelser, som FN også forsøger at sikre alle verdens børn i det førnævnte charter.

Endelig kan filmen også ses som en lignelse over Den Fortabte Søn i Bibelen, de mange fortabte børn i moderne skilsmissefamilier og deres forældres sorg.

Hvis man synes, at pavens og den katolske kirkes pyntesyge er kvalm, er det klogt at holde sig væk. Men hvis man elsker bling og livets store spørgsmål, skal man falde på knæ.