Serieanmeldelse
17. maj 2017
The Keepers
I 1969 forsvinder nonnen Cathy Cesnik og findes siden myrdet. Netflix-serien The Keepers belyser sagen, men kommer hurtigt til at handle om seksuelle overgreb i den katolske kirke i Baltimore. Foto | Netflix

The Keepers

Netflix’ nye true crime-serie går forbilledligt grundigt til værks i sagen om et uopklaret nonnemord og seksuelle overgreb i den katolske kirke.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Umiddelbart har Netflix’ nye dokumentarserie The Keepers alt, hvad der skal til at lave en god true crime-fortælling:

Et mystisk, uopklaret mord på en godhjertet nonne, en tilsyneladende omfattende konspirationsteori om fordækt seksuelt misbrug i den katolske kirke og masser af følelsesladede vidneforklaringer.

Læg dertil den stadige popularitet og interesse, som true crime-genren nyder i disse år efter succeser som The Jinx, O.J.: Made in America og Netflix’ egen Making a Murderer.

Man forstår med andre ord godt, hvorfor streaminggiganten har været på udkig efter nye, uopklarede forbrydelser og kriminalsager, som de kan spinde serier over.

Det uopklarede mord på nonnen Cathy Cesnik i Baltimore er lige nøjagtigt sådan en sag og omdrejningspunktet for The Keepers, der fortæller sin historie over syv afsnit.

I 1969 findes den unge og vellidte Cesnik død efter at have været forsvundet igennem længere tid. Hun er nonne og underviser på den lokale Archbishop Keough High School, der drives af den katolske kirke i Baltimore.

I starten tiltrækker mordet sig ikke yderligere opmærksomhed og forbliver uopklaret i mange år. Først i 1994 sker der noget nyt i sagen.

En af Cesniks tidligere elever går anonymt til medierne under navnet Jane Doe og beskylder ledelsen på Archbishop Keough High School for at stå bag mordet på den unge nonne samt at dække over et omfattende seksuelt misbrug af eleverne.

I The Keepers står Jane Doe frem med sit rigtige navn, Joan Hargadon Wehner, og optræder som en af seriens hovedkilder.

Hun fortæller, at præsterne fra skolen viste hende Cesniks lig med ordene: ”Det er, hvad der sker, når man siger dårlige ting om folk.”

Efter sigende vidste Cesniks nemlig besked om præsternes ulovlige overgreb og ville stoppe dem.

Hurtigt kommer sagen derfor til at handle om meget mere end bare det uopklarede mord på Cathy Cesnik. Tidligere elever står frem og fortæller enslydende historier om højstående medlemmer af den katolske kirke i Baltimore, der systematisk har forgrebet sig på unge piger.

The Keepers følger et stort og broget persongalleri, der alle har relation til miljøet omkring Archbishop Keough High School. Lokale journalister og tidligere politifolk fortæller om sagen, men det er klart mest spændende at følge et par lokale damer og tidligere elever, der har dedikeret sig til opklaringsarbejdet.

Som et par amatørdetektiver gennemgår de gamle avisartikler, opsøger tidligere elever og danner Facebook-grupper for at finde nye spor. Deres engagement er ret smittende og mest interessant at følge.

På mange måder følger The Keepers en klassisk dokumentarform.

Interviews med de implicerede er hovedingrediensen garneret med rekonstruktioner hist og her, men der er desværre ikke kælet særligt meget for dem. Faktisk er The Keepers underligt visuelt uoplagt og kedelig at se på.

Ofte sidder kilderne i deres stue eller køkken, eller vi ser dem lave hverdagsting. Koge vand til teen, rode arkivkasser igennem for gamle dokumenter eller kigge på fotografier fra deres skoletid.

Til gengæld går serien forbilledligt grundigt og tålmodigt til værks, hvad historien angår, og hvert afsnit har et bestemt hovedfokus. Det første handler især om mordet på Cesnik, det andet om Joan Hargadon Wehner og så videre.

Det betyder, at fortællingen hurtigt vokser sig stor og stikker af i forskellige retninger, der ikke altid synes lige relevante eller interessante for helheden.

Kontant redigering ville have hjulpet på det samlede resultat.

Efter tre afsnit lægger The Keepers dog bestemt et solidt grundlag, der meget vel kan gå hen og blive lige så opslugende og spændende at følge, som Making a Murderer var.

Mod slutningen af tredje afsnit introduceres eksistensen af en afgørende, hemmelig kilde, der meget vel kan skyde ny energi ind i serien og servere et par gedigne overraskelser i den opsigtsvækkende sag.

Titel:
The Keepers

Land:
USA

År:
2017

Instruktør:
Ryan White

Medvirkende:
Joan Hargadon Wehner, Tom Nugent, Gemma Hoskins, Bob Erlandson

Spilletid:
Syv afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
Tre afsnit

Premiere:
19. maj

Relevante artikler

Nyhed
19. apr. 2017
Netflix er klar med ny true crime-serie

Netflix er klar med ny true crime-serie

Tv-anmeldelse
11. jan. 2016
Making a Murderer

Making a Murderer

Fra samme skribent

Boganmeldelse
07. aug. 2025
At åbne rum

At åbne rum

Serieanmeldelse
29. okt. 2021
Overleverne

Overleverne

Biografanmeldelse
28. juli 2021
The Ice Road

The Ice Road

Serieanmeldelse
30. juni 2021
Efterskolen

Efterskolen

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten