Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

White trash-plathederne står i kø i Alle for to, der er direkte målrettet de små boller på teenagedrenge.

Fuglene mod leguanerne har politiske undertoner i en animationsfilm, der har mere pip end bid.

Amerikansk kønskomedie lander et ubehageligt sted mellem spydig satire og flirtende fjolleri.

Med sit enfoldige udsagn om, at kolde scener ud af ægteskabet bare skal tøs op med lidt nostalgisk eftertanke, er Hope Springs ikke for sukkersyge sjæle.

Keep The Lights On taber hurtigt flyvehøjde, og snart går det op tilskueren, at den farve- og tonemæssigt ikke har stor bredde at byde på. Thure Lindhardt er god, men man kunne ønske, at rollen var lidt mere fordrende for hans talent.

Instruktør Katrine Wiedemann og manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson tager modigt fat på maskulin seksualitet, men Viceværten er en mærkeligt konstrueret, hul historie om en dansk tabermand og hans Lolita-frelser.

Jonatan Spangs debutfilm har en vildt hysterisk historie, som desværre er drønkedeligt realiseret. Frank Hvam lyser op som jysk direktørtype.

Kopernikus, Berthelsen og Lyby har hver deres pose klichéer at sprede med, men det vil være en hån mod ærlig afføring at kalde fjerde ombæring af Klassefesten for noget lort.

Rom-com-historiens sløveste stridsøkse er bare en undskyldning for at vise to smukke og ofte letpåklædte skuespillere på lærredet.

Hverken uhyggelig eller underholdende gyserfilm fremstår som en dårlig Stephen King-pastiche.

Uhyggen udebliver, og de mest elementære filmiske færdigheder svigter i et af årets gyselige lavpunkter i biografen.

Det virker, som om Nikolaj Coster-Waldau og Jamie Foxx er blevet kidnappet og tvangstatoveret til at være med i denne film.

De animerede figurer er tilbage i en løs samling af dårlige sketches, der efterhånden bare er enormt irriterende.

Agatha Christie skal være woke for et ungt publikum i Kenneth Branaghs sentimentale og kedelige udgave af den belgiske mesterdetektiv Hercule Poirot.

Tredje film i After-serien er et makværk om to hæmningsløst egoistiske mennesker. Det er lige så ophidsende som at få kaffe og kage hos farmor.

Den nye Far til fire-film er børnefilmens svar på et Happy Meal, men i disse identitetspolitiske tider vil selv børnehaveklassebørn undre sig over hvidheden.