Karate Kid: Legends

En kinesisk teenagedreng rejser med sin mor fra Beijing til New York. Han hedder Li Fong, spilles af Ben Wang, og har lært kung-fu af selveste Jackie Chan.

Som resultat er han så dygtig, at han i en gyde besejrer tre bøller med vilde kampsportsmanøvrer, inklusive en Matrix-agtig spurt hen over en lodret mur.

Her begår filmen samme brøler som Disneys Mulan-remake, hvor heltinden ligeledes fra starten er kampsportsekspert og ikke behøver vokse med opgaven. Som resultat er vi ikke en del af heltens rejse, for der er ingen.

Seriens oprindelige film, John G. Avildsens The Karate Kid fra 1984, handler til kontrast om en helt almindelig skoledreng (Ralph Macchio), der som modtræk til mobning optrænes i karate af den lunefulde Mr. Miyagi (Oscar-nominerede Pat Morita) via tilsyneladende gement slavearbejde.

”Wax on, wax off” blev et af 1980’ernes ikoniske filmcitater. Ligesom i Rocky (1976) udvikler knægten sig ”from zero to hero”, og filmen funkler i erindringen som et gribende drama endnu mere end som chopsockey-action.

Netop via sin varme fik filmen stor kulturel indflydelse.

Da amerikanske soldater, der havde været udstationeret i Japan efter Anden Verdenskrig, vendte hjem, havde de ikke blot kimonoer, nudler og zenbuddhisme i bagagen. De havde også fået et kendskab til karate. Der blev åbnet martial arts-skoler, med Korea-krigen blev taekwondo føjet til repertoiret, og i 70’erne fulgte bølgen af kinesiske kung-fu-film.

Så kampsport var et fænomen før 1984. Men The Karate Kid gav cirkelspark og håndkantsslag en menneskelig charme som andet og mere end brutale evner udi at flække træblokke og knuse knogler. Sportsgrenen blomstrede herefter som aldrig før.

Helt velfortjent har filmen affødt en franchise, der i dag tæller seks biograffilm og to tv-serier. De fire første film fortæller en sammenhængende historie med Mr. Miyagi i centrum, og fortsættes i tv-serien Cobra Kai (2018-2025), hvor en nu voksen Ralph Macchio har en af hovedrollerne.

Den femte film fra 2010 er i grove træk et remake af den oprindelige film. Den flytter handlingen til Kina med Mr. Han (Jackie Chan) som en ny elevs læremester, ikke i karate, men i kung-fu. Dermed er vi klar til at forstå, hvad den sjette film går ud på.

Sine formidable kung-fu-evner til trods har også Li Fong brug for at blive undervist. Ellers ville det jo ikke være en Karate Kid-film. Her gør Karate Kid: Legends det kunstgreb at kombinere eleven fra den første film med læremesteren fra remaket. Spillet på ny af henholdsvis Ralph Macchio og Jackie Chan, hvorved filmen lever op til sin titel.

En delvist animeret prolog afslører, at Mr. Miyagi og Mr. Hans familier har kendt hinanden i generationer. Ved at kombinere to sæt nedarvet kyndighed skal Li Fong nu undervises i en kombination af karate og kung-fu, så han på taget af en skyskraber med udsigt over New York kan vinde filmens afsluttende tvekamp.

Karate Kid: Legends må på papiret have lignet et mesterværk. Idéerne er gode og karaktererne velmotiverede. I biroller ses Ming-Na Wen (Mulans tegnefilmsstemme), Sadie Stanley (Kim Possible) og Joshua Jackson (Dr. Death).

Jackie Chan er altid festlig, og at se ham sparre med Ralph Macchio – Mr. Han versus Daniel LaRusso – er et knæfald værd. Mr. Miyagi optræder i flashbacks, stadig spillet af Pat Morita, der døde i 2005.

Hele filmen emmer af respekt med Bruce Lee-referencer og andre fan favours. Desværre er den også forudsigelig og forjaget, og filmen opnår i ringe grad den tiltænkte emotionelle knockout. Selv kampscenerne er for korte.

Det roterende cirkelspark, som helten lærer, er flot udført og filmet, men det er opvisning uden engagement.

Karate Kid: Legends er en popcornfilm, som man vil kunne gense uden at kede sig. Efter fyrre år sidder jeg ligesom Mr. Miyagi stadigvæk og forsøger ved hjælp af spisepinde at fange en flue i luften. Det er ikke lykkedes endnu, og chancen er trods alt nok større for, at jeg med årene vil begynde at holde af Karate Kid: Legends.