Kaptajnen

Skæve og sløsede toner fra en trompet. Den stolte og harmoniske trompetfanfare er forvandlet til en usammenhængende og forvrænget skurren i ørene. 

Året er 1945, og Anden Verdenskrig er i sine allersidste uger. Derfor er trompetens toner også et rammende lydtapet for det moralske og anarkistiske fallitbo, som nazisternes Tyskland havde forvandlet sig til på tærsklen til det uundgåelige nederlag. 

Tyske Robert Schwentke har med Kaptajnen virkelig skabt en film, der emmer af forfald, desillusion og absurd kaos, som krigens sidste tid var præget af. 

Med den stemningsmæssige rygrad udforsker filmen menneskets forhold til autoriteter og ondskab og dets higen efter mening. 

Kaptajnen er baseret på den virkelige historie om den unge tyske soldat Willi Herold, der i krigens sidste måneder udgav sig for at være en højtrangeret kaptajn og spillede rollen med så stor troværdighed, at han fik magten over en fangelejr. 

I filmens indledning finder Herold (Max Hubacher) en forulykket bil med et sæt tøj tilhørende en højtstående kaptajn. 

Herold ifører sig uniformen, og pludselig er han Hauptman Herold. Sin nyfundne autoritet og magt som kaptajn udnytter han hurtigt og effektivt til at samle et lille følge af soldater, der mangler en lederskikkelse. 

Efter filmen husker man især den scene, hvor soldaterne trækker en defekt jeep efter sig, mens Herold står i den og troner som en enevældig romersk kejser i sin stridsvogn. 

Da hans entourage får kontrol over en lokal fangelejr, tager grusomhederne for alvor fat. 

Magtsyg og megalomanisk henretter han kynisk desertører og landsforrædere med hjælp fra sin højre hånd Freytag (Milan Peschel) og lejrens leder Schütter (Bernd Hölscher). 

Hurtigt udvikler Kaptajnen sig til et studie i ondskabens banalitet og totalitarisme. Robert Schwentke lykkes især med at vise krigens meningsløshed og grusomhedernes absurditeter på original vis. 

Langt de fleste scener er strikket sammen med en god portion intensitet og velkontrolleret energi. Tålmodigt skræller filmen civilisationen og humanismen af Herold. I filmens første del er den falske kaptajn afventende og tvivlende. Mod slutningen har magten korrumperet ham. 

Filmens visuelle udtryk giver det groteske et ekstra nøk. 

De sort-hvide billeder er skarpskårne, så den betagende skønhed står i diametral modsætning til handlingens rædsler og degenerede vold. 

Til gengæld mister filmen sin intensitet i den sidste tredjedel, hvor Herold og co. forlader fangelejren. Et kort, men markant brud med det sort-hvide udtryk forvirrer mere, end det gavner. 

Der er et umiskendeligt allegorisk strejf over Kaptajnen. Derfor er det oplagt at se den som et mikrokosmos, der symboliserer nazisternes uhyrligheder. Kogt ind til kernen fortæller Robert Schwentke, at for meget magt korrumperer. Det bliver slået lige lovlig eftertrykkeligt fast, men historien bliver dog aldrig ensidig, fordi den samtidig åbner for, at mennesket måske også har behov for autoriteter, der giver tilværelsen en retning. 

Det er svært at se, at Robert Schwentke de sidste femten år har slået sine folder i Hollywood og mest lavet mainstreamfilm som Insurgent og RED. Med Kaptajnen viser han sig som en knalddygtig instruktør, der sammen med fotograf Florian Ballhaus skaber billedskønne scener. 

Man forlader ikke Kaptajnen og historien om Hauptman Herold med en optimisme på menneskehedens vegne. Til gengæld er værket en filmisk opløftende oplevelse, der både taler til sanserne og hovedet.