Kaptajn Sabeltand og grevinden af Gral

Piraten Kaptajn Sabeltand har allerede været hovedperson i animationsfilmen Kaptajn Sabeltand og den magiske diamant fra 2019 og Kaptajn Sabeltand og skatten i Lama Rama fra 2013 foruden et uroligt hav af andre film og af forskellige tv-serie-formater.

Kaptajnen er med andre ord en meget levedygtig figur – og faktisk også i fiktionernes verden lidt af en overlever. Han er oprindeligt skabt som hovedperson i norske Terje Formoes skuespil, som mange af landets børn er fortrolige med. 

I det originale forlæg på scenen følger man Kaptajn Sabeltand og hans gæve sørøvere på det gode skib Den Sorte Dame. Der er skarpe karakterer som Pelle Pirat, som er tyk og kejtet, og der er Pinky, som beskrives som en ung pirat, i sagens natur en slags skibsdreng blandt kriminelle, som søger efter anerkendelse fra de garvede søulke.

Vi møder i stykkerne også Røde Ruben, som er pensioneret pirat og bor med Tante Bassa i havnebyen Kjuttaviga. Han er besat af guld og ædelstene, hvilket gør tilbagetrækningen noget kompliceret.

I den nye animationsfilm Kaptajn Sabeltand og grevinden af Gral, som det norske animationsstudie Qvisten Animation – skaberne af Dyrene i Hakkebakkeskoven og Folk og røvere i Kardemomme by – står bag, er figurerne de samme.

Umiddelbart bliver hverken store eller små i denne omgang voldsomt indfanget af universet eller af historien om pigen Ravn og sørøverskibsdrengen Pinky, som sammen med kaptajnen skal kæmpe imod grevinden af Gral, der egentlig hedder Sibylle.

Heller ikke da hun tager Pinky til fange og stjæler Sabeltands specielle figur, der forestiller en sabeltiger.

Animationen minder skuffende mest om et computerspil og ikke de allerbedste af slagsen.

Men filmen er ikke helt ueffen. Der er gode elementer i det ellers meget forudsigelige plot, og der er også gode scener her og der.

Mest overraskende er de små sekvenser, hvor folk bryder ud i musicalsang, som foreskrevet af den amerikanske skabelon for genren. De scener fungerer forbavsende godt og virker mere gennemarbejdede end filmen i øvrigt.

Derudover skal skibskokken Langemand fremhæves. Han går rent ind hos store og små, både visuelt, som karakter og ikke mindst med Carsten Bjørnlunds danske stemme. Det forrygende overbid er i nyere tid ikke set mere gabende på film, og den medfølgende læspen gør ham uforglemmelig.

Det samme er hans mad desværre også, og hvis man har børn, der sidder fast i en latrinær fase, hvor alt klamt skamdyrkes, vil glæden over hans suppe på rottekød og dragesnot ingen ende tage.

Han er virkelig en morsom karakter, og de to unge hovedpersoner og deres indbyrdes venskab og loyalitet, er skildret sødt.

Flere af de danske stemmeskuespillere skal roses. Jens Jørn Spottag som tyksakken Pelle, Kasper Leisner som drabelige Kaptajn Sabeltand, Fiona Blond som den kække Ravn, Isak Celinder Faurholm som den friske Pinky og Julie Steincke som onde Sibylle er rigtig gode. De er indlevede, præcise og tilføjer karaktererne en genkendelighed og en hjemlighed, som er dejlig, ikke mindst for børn.

Der er guldglimt hist og en lille juvel pist i Kaptajn Sabeltand og grevinden af Gral, selv om det aldrig bliver nogen kæmpestor børnefilmskat.