Kampen om det tunge vand

En sværm af skiløbere spreder sig ud over nyfalden sne som vildfarne atomer, tunge dryp af vand og en alt-udslettende paddehatte-eksplosion. Et iskoldt atomkapløb tager sin begyndelse.

Kampen om tungtvannet, som serien hedder på norsk, gik i luften med et dobbeltafsnit søndag 4. januar, og over en million nordmænd så med. Det er mange seere efter norsk målestok, og man forstår interessen.

Serien om telemarkens helte har alt, hvad et historisk drama behøver.

Kapløbet om udviklingen af atombomben er omdrejningspunktet for Kampen om det tunge vand. Inden Norge invaderes af Tyskland i 1940, opdager nazisterne, at det tunge vand, som man producerer i Rjukan i Norge, er uvurderligt. Nobelprisvinderen Werner Heisenberg (Christoph Bach) trodser sin mentor Niels Bohr (Søren Pilmark) i videnskabens navn og begynder at udvikle en atombombe til tyskerne.

I Norge opdager den idealistiske videnskabsmand Leif Tronstad (Espen Klouman-Høiner fra Reprise), hvorfor tyskerne køber tungt vand af Norsk Hydros skrupelløse quislinger – altså kollaboratører. Tronstad tager til London, hvor han bliver en nøglefigur i planlægningen af operation Grouse, hvor landflygtige nordmænd skal kastes ned med faldskærme over Hardangervidden og forsøge at sabotere Tysklands planer med det tunge vand.

Kampen om tungtvannet tager afsæt i samme historiske begivenhed, der affødte The Heroes of Telemark (1965) med Kirk Douglas og Richard Harris. Dengang var historien langt mindre kompleks og nazisterne über-ubehagelige.

Kampen om det tunge vand er trods sit fokus på forholdene i England og Tyskland så nordisk som en tilfrossen fjord og – med sin Anden Verdenskrigs-kulisse – så mørk som en nat på højfjeldet.

Sammenligningen med DR-fiaskoen 1864 ligger lige for. Alt, hvad 1864 gør forkert, gør Kampen om det tunge vand rigtigt. Historien er skruet sammen efter det moderne serieformat, karaktererne er fornemt afstemt, og selv atombombens opfinder Heisenberg og landsforræderne fra Norsk Hydro forstår vi, fordi de er fejlbarlige som os andre.

Serien har et dansk islæt. Maibritt Saerens og Søren Pilmark spiller begge store roller, og Morten Fisker fra danske Sebasto Film & TV ApSer executive producer.

Saerens, der herhjemme huskes bedst som Søs i Krøniken, spiller sin rolle som direktørfrue med porcelænsfinesse. Søren Pilmarks præstation som Bohr er solid, og det bliver spændende at se, hvor meget serien vil koncentrere sig om Danmarks største atomfysiker.

Eneste torn i øjet er den til lejligheden opfundne engelske kaptajn, Julie Smith (Anna Friel). Problemet er ikke skuespillet, men at man presser citronen unødvendigt ved at indskrive en så åbenlys krigs-muse. Det smager lidt af forceret girlpower anno 2015.

Historien er dog så velafvejet og trimmet, at serien tåler sammenligning med Stephen Spielberg og Tom Hanks eminente HBO-serier Band of Brothers (2001) og the Pacific (2010). Budgettet har været væsentligt mindre på Kampen om det tunge vand, men styrken er det konsekvente fokus på Heisenberg og Bohr, London og forankringen i Norges isskorpe.

Faren ved historiske dramaer er navlepilleri og manglende nutidig relevans. De problemer undviger Kampen om det tunge vand elegant ved netop ikke kun at fokusere på nationalheltene fra Telemarken, men også stille skarpt på menneskers splittelse i vanskelige situationer og insistere på at lade selv nazister fremstå som rigtige mennesker.

Serien har filmisk schwung.

De engelske flyvemaskiner i nattemørket over Norge er imponerende, men endnu mere imponerende er seriens udnyttelse af Hardangarviddens issletter.

Skønt det kildrer i øjenkrogene af bare spænding under invasionen af Norge og krigsforberedelserne i London, er det de sansemættede billeder af de norske sabotører i mandshøj sne og de strabadserende skiløb, der løfter serien og gør den til iskold nordisk noir af international klasse.