Kærlighedens gerninger

Når man hører, at Jeppe Røndes Kærlighedens gerninger indeholder to stive timers incest, bliver man ærlig talt lidt træt. For skal man virkelig bruge en hel aften på dét?

Men svaret er et rungende ja. For Jeppe Rønde har lavet en af årets mest provokerende, tankevækkende, rørende og voldsomme film.

Hovedpersonen Hanna, fremragende spillet af Cecilie Lassen, bor i et sektlignende, frikirkeligt kollektiv et sted ”ude på heden” i Jylland. Her prøver hun at få et barn – blandt andet ved at lade sig bedække af fællesskabets mænd, der står i en liderlig kø uden for hendes celledør.

Men freden og harmonien forstyrres højdramatisk, da Jakob, hendes mildt sagt uønskede lillebror, ankommer under dække af blot at være en søgende sjæl, der vil hjælpe lidt til med et byggeri. Sandheden er, at han, som han siger, vil have svar.

Filmtitlen er lånt fra vores store danske eksistensfilosof og teolog Søren Kierkegaard, der har skrevet et værk om kærligheden med samme titel. Og filmen er en noget nær fuld berøring med hele kærlighedens fænomen – lige fra den almenmenneskelige, humane kærlighed over næstekærligheden og løgstrupske dogmer til den familiære, romantiske og erotiske kærlighed. Rønde udforsker blodskammens kerne – nemlig, at de forskellige kategorier styrter sammen.

Det filosofiske og analytiske har Rønde tidligere boltret sig med i sit filmiske 2019-essay Almost Human, der handler om robotter og videnskab. Han har også været i kødet på sorg og smerte i Bridgend fra 2015, der handler om unge i en selvmordsmartret by, og i debutværket Jerusalem, min elskede fra 2004.

Men det er, som om det hele samles her.

Formmæssigt er billederne ofte slagkraftigt episke og æstetiske, interiørerne er en slags næsten feminin skandinavisk bric-a-brac, menneskekroppene er autentiske og sanselige, lydsiden er flot og med nærmest konstant pivende Vesterhav i baggrunden. Man tænker ofte på dogme-film, når man ser de håndholdte billeder og skuespillerne, der åbenlyst arbejder intenst med sig selv.

Som en lille genistreg har kollektivet også en muligvis narcissistisk forstyrret psykolog (spillet intenst af Ann Eleonora Jørgensen) som leder. Gennem hendes gestaltterapeutiske praksis skal Hanna og Jakob gennemspille deres egen barndom midt i kirkerummet.

Jeppe Rønde udnytter alle muligheder for at smelte virkelighed og fortolkning kaotisk sammen. Faktisk på den samme dobbelte måde, som antydes helt i begyndelsen, hvor der står et skilt med de dobbeltbundede ord: ”Baseret på virkelige minder.”

Det tvetydige er alle steder. Vi er på kanten, på kysten, i kloster, i en art ny begyndelse, i et Paradis, i en pastorale – komplet med brægende får, æbletræer og det hele.

Med Jonas Holst Schmidts formidabelt underfundige Jakob som motor bliver tabuet langsomt forvandlet til et veritabelt græsk drama. Henrik Birch er en blød patriark med speciale i klam, religiøs gaslighting. Og Miilu Lindberg Boassen spiller en grønlandsk dreng, der trækker et sært inuit-spor igennem filmen.

Det kunne godt være endt totalt kikset og have lignet noget, man kun havde inddraget for et tilskuds skyld. Men det hele udfoldes på manuskriptplan overraskende meningsfuldt.

Halvvejs i filmen krummer man tæer over historiens ekstreme og tabukonfronterende eksplosivitet. Og tænker, at nu kan det vel snart ikke blive meget værre. Men det kan det.

Kærlighedens gerninger er noget så paradoksalt som en smuk film om incest. Og hvor ekstremt det end lyder, er den nok nødt til at være præcis så kompromisløs for at fuldbyrde og forløse sin egen grænsesprængende, terapeutiske undersøgelse.