Kærlighed kender ingen grænser

Et kærlighedsdrama om raceforskelle er hot på film. Især hvis man skruer tiden tilbage til dengang, det virkelig var upassende, at sorte og hvide giftede sig med hinanden.

For nylig har vi set temaet i den skuffende Born to Be Blue, hvor den hvide jazzmusiker Chet Baker har en sort kone i 1960’erne. Og herhjemme har vi stadig til gode at se Loving, hvor Ruth Negga blev nomineret til en Oscar for at spille en sort kvinde, der gifter sig med en hvid mand i 1950’erne.

Kærlighed kender ingen grænser hedder oprindeligt A United Kingdom, men det danske distributionsselskab har åbenbart ikke ment, at det ville sælge godt nok. Så de har valgt en titel, der lægger mere vægt på kærlighedsdelen.

Ærgerligt nok, for det er den mest sukkersøde og mindst interessante del af filmen, der faktisk har en vigtig politisk historie på hjerte.

To mennesker forelsker sig i hinanden i London i 1948. Den ene er en engelsk arbejderpige, Ruth Williams, mens den anden er en sort jurastuderende ved navn Seretse Khama.

Men Seretse er også tronarving i det britiske protektorat Bechuanaland, som senere bliver til Botswana. Og da parret i deres kærlighedsrus flytter til Seretses hjemstavn, nægter hans familie at acceptere hvide Ruth som deres dronning.

Bechuanaland grænser op til Sydafrika, hvor der dengang var apartheid. Det betyder, at en sorts ægteskab med en hvid er en direkte forbrydelse.

I Storbritannien er man heller ikke begejstret for kærlighedspagten, fordi man frygter, at Sydafrika vil lukke for forsyningerne af uran og guld.

Så parret trodser både hans familie, det afrikanske folk og hendes lands parlament, da de gifter sig.

David Oyelowo fremstiller den afrikanske høvding som et sensitivt og intelligent menneske, mens Rosamund Pikes Ruth er sød og charmerende. 

Kemien mellem skuespillerne er bestemt til stede, men deres meget hurtige og umiddelbare forelskelse forholder sig så gnidningsfrit mellem de to personer, at den aldrig helt bider sig fast i os tilskuere.

I den drønromantiske musical La La Land er der masser af scener, hvor det ellers smaskforelskede par er irriteret på hinanden, og det er sammenfletningen af de hede kys og skænderierne, som får kærligheden til at fremstå som vild og ægte.

I Kærlighed kender ingen grænser bliver kærligheden lidt for selvfølgelig og sjældent udfordret indefra. Til gengæld bliver den i høj grad udfordret udefra.

Og det er historien om, hvordan de britiske politikere gør alt, hvad der står i deres magt for at holde Seretse og Ruth adskilt, som er mest spændende.

Filmen viser dramatisk styrke hen over midten, men desværre ligger der både et svagt led inden og efter den politiske kamp, som får filmen til at ligne en af den slags selvfølgelige kærlighedsfortællinger, man har set mange gange før.

Ud over den hormonelle kærlighed ville det være interessant at få mere indsigt i, hvorfor de to personer er så vilde med hinanden. Hvilke af hans karaktertræk tiltrækker hende, og hvorfor vil han trodse alt i verden for netop denne kvinde?

De britiske onde mænd bliver spillet af Jack Davenport og næsten lidt for oplagt Tom Felton, der er kendt for sin skurkerolle som Draco Malfoy i Harry Potter-filmene. Vi får aldrig motivet bag deres lede opførsel, og man kunne godt have undt den arrogante hvide elite bare et enkelt sympatisk karaktertræk.

En sand og vigtig fortælling ender således i en uoriginal kærlighedsskabelon. Selv om kærligheden ingen grænser kender, burde instruktør Amma Asante nok have trukket en grænse i forhold til det sukkersøde og i stedet skudt lidt gnister i forholdet, så kærligheden kan brænde igennem.