Kæmpen

Det er en fantastisk film, svenske Johannes Nyholm debuterer med.

Kæmpen er helt umulig at forestille sig skabt i Danmark. Ikke fordi, der ikke kunne findes parallelle talenter her til lands, men fordi sådan et talent sgu da ikke ville få lov til at lave sådan en film eller bare en spillefilm overhovedet (tag bare Peter Schønau Fog, der filmatiserer en bestseller-roman hvert tiende år).

For at føje drilleri til spot er de centrale skurke i den sidste, åndeløst spændende fjerdedel af filmen dumme danskere.

Nærmere bestemt to egomaniske boulespillere, som filmens helt, Rikard, og hans boule-partner og trofaste ven, Roland, er oppe imod i finalen i de nordiske mesterskaber (der foregår side om side med de nordiske beachvolley-mesterskaber, hvilket bestemt ikke gør dramatikken – eller komikken – mindre).

Rikard er en ung, autistisk mand med talebesvær og en lille, sammenbøjet krop samt et groft misdannet, nærmest klumpet hoved med kun ét øje.

En af de danske dummernikker kalder ham snerrende for en ”lille elefantmand”, og det kunne akkurat, med en hilsen bagud til David Lynch, være betegnende for en stor del af det umulige, mirakuløse skrummel, som Kæmpen er: Elefantmanden i velfærdssamfundet.

Rikard bor ikke i en stald, hvor han bliver fremvist for penge, men har sit eget værelse på en genuint omsorgsfuld institution for udviklingshæmmede. Alligevel undgår han ikke, når han bevæger sig ud i verden, at blive udsat for hån, chikane og diskrimination, og han bliver på den led en levende humanitets-test.

Ganske som John Merrick i Elefantmanden er Rikards kæreste eje et lille billede af hans smukke mor. Hun døde ikke i barselssengen, men var psykisk skrøbelig, blev efter fødslen ramt af en svær psykose og har siden nægtet at se sin søn.

Filmen følger i et selvstændigt spor moren, der lever isoleret i et værre rod og synger og spiller harmonika for sin papegøje.

Ja, som socialrealisme og visionær fabel er det bevidst totalt patetisk. Ligesom Elefantmanden. Men det er også, modsat Elefantmanden, virkelig morsomt. Særligt i boule-delen, der er befolket med autentiske, inderligt svensk-kiksede boulespillere og gennemsyret af en ægte kærlighed til spillet og spillerne.

Stilen er kornet og pseudo-dokumentarisk. Undtagen i glimtene fra Rikards indre verden, hvor han i kæmpeform tramper rundt i en farvemættet, mytisk verden på jagt efter moren, som flere gange mærker den voldsomme rungen fra kæmpen.

Det er faktisk meget som kæmpernes verden i Spielbergs aldeles umagiske Den store venlige kæmpe, som Kæmpen ellers i enhver henseende er væsensforskellig fra.

Til allersidst fletter alle niveauer og spor sig sammen midt i København, og det er akkurat så monstrøst rørende, som det skal forestille at være.

Selvfølgelig skal vi heller ikke undvære de symbolske fugle, der gennemflakser samtlige Nyholms film – der hidtil har været helt og halvt animerede kortfilm, som det er livsnødvendigt at se enten på YouTube eller Ekkos dvd #18.

Fremfor alt filmene om den lille, nervøse dukkedreng, mockumentaryen om Johannes fanget i dukkedreng-udklædning, silhuet-fablen Drømme fra skoven og det store hit Las Palmas, hvor Nyholms lille datter spiller en fuld og hærgende turist i Spanien.

Så knirkende ømt og mærkeligt det hele.

Kæmpen blev kåret til årets bedste svenske film, men skal vi ikke kalde den for årets bedste skandinaviske film og helt uretmæssigt tage en del af æren for den gigantiske originalitet!