Jurassic World Rebirth

I år markerer 50-årsjubilæet for Steven Spielbergs Jaws – en horrorfilm om et menneskeædende havuhyre – der regnes for filmhistoriens første summer blockbuster.

To årtier senere skrev Spielberg en tilsvarende historie med Jurassic Park (1993), hvis menneskeædende kæmpeøgler for en stor del var skabt via banebrydende brug af computeranimation.

Siden fulgte The Lost World: Jurassic Park (1997), Jurassic Park III (2001), Jurassic World (2015), Jurassic World: Fallen Kingdom (2018), Jurassic World 3: Dominion (2022) og nu opus syv: Jurassic World Rebirth.

Sidstnævnte har ligesom Jaws et menneskeædende havuhyre på rollelisten. Faktisk flere, men størst og mest skræmmende er mosasaurus, som trods navnet ikke er en dinosaurus, men et hvalagtigt krybdyr med skæl.

Den færdedes i øvrigt i danske farvande for mange millioner år siden, og man kan se et fuldt skelet på Stevns Klint Experience samt en model på GeoCenter Møns Klint, hvor palæontologer har gravet mosasaurus-tænder ud af de stejle klippevægge.

I Jurassic Park-filmserien er mosasaurus ligesom de andre fortidsdyr genoplivet via CGI på lærredet og via dna-teknologi i plottet.

Vi møder mosasaurus som tivoliseret markedsgøgl i Jurassic World. Men i Rebirth er den løs i farvandet omkring den fiktive ø Ile Saint-Hubert, som vi med henvisning til menneskehedens forestillinger om at tæmme naturen kan kalde hybrisøen.

Filmens første store actionsekvens skildrer et mosasaurus-angreb på en yacht og de ombordværendes forsøg på at tage en dna-prøve via en højteknologisk kanyle-gizmo.

En lusket medicinaltopchef har regnet ud, at man via dna fra tre typer fortidskæmper med henholdsvis land, vand og luft som naturlige habitater vil kunne kurere hjertekarsygdomme og tjene en formue.

Han udruster en ekspedition til hybrisøen, hvor meget går galt allerede, inden man når land. Og endnu mere derefter.

Hele filmen er en fest af forrygende flotte billeder, neglebidende spænding, uhyggelige uhyrer og stærke følelser svingende fra dyb sorg til triumferende jubel. Det er seriens mest vellykkede film siden Spielbergs original. 

Mosasaurus-sekvensen har mange træk, der minder om Jaws, såsom da Scarlett Johansson ligesom i sin tid Robert Shaw står med løftet gevær i skibets bov. Filmen er imidlertid ikke instrueret af Spielberg, men af Gareth Edwards, der tidligere har signeret Monsters, Godzilla, Rogue One og The Creator. 

Spielberg er executive producer, mens David Koepp, der skrev originalen (baseret på Michael Crichton-roman), er tilbage som manuskriptforfatter, og Industrial Light & Magic har leveret effekterne.

Ikke mindst mærker man Gareth Edwards’ talent i håndteringen af de menneskelige karakterer, der alle er skarpt profileret og spilles forrygende. Man gribes af lejesoldatens og skipperens sorg over nylige dødsfald samt en skibsforlist enefars problemer med sin teenagedatters dovne kæreste – alt sammen dygtigt integreret i plottet.

Men vi købte selvsagt billet for at se fortidsuhyrerne blive fodret!

Højdepunktet i den første film er ankomsten til øen, hvor palæontologer for første gang ser en levende brachiosaurus, der med sin lange hals blidt nipper af en trætop.

Gareth Edwards matcher dette monumentale øjeblik med en tilsvarende storslået sekvens. Her danner en fredsommelig titanosaurus-families lange haler elegante mønstre på lærredet, mens Alexandre Desplat genopliver John Williams’ ikoniske brachiosaurus-tema. 

Måske filmårets visuelt smukkeste øjeblik, i alt fald i popcorngenren.

Jurassic World Rebirth gør også god brug af John Williams i sekvenser, hvor heltene forsøger at score en af de ønskede dna-koder. Det er ikke nemt. Overalt på hybrisøen venter der nemlig overraskelser: en nuttet kæledyrsøgle, en glemt tempelruin og aldrig før sete monstre fremavlet i et nu øde gensplejsningslaboratorium.

I lange passager minder filmen med sin kombination af adventurestemning og monstergys om 1933-klassikeren King Kong, hvilket fra overtegnede er omtrent den største ros, der kan uddeles.