Jungle Cruise

Af den håndfuld film, som Disney har lavet baseret på attraktioner i deres forlystelsesparker, er Pirates of the Caribbean: Den sorte forbandelse den mest vellykkede.

Ikke alene var den en succes hos kritikere og publikum, men Johnny Depp fik overraskende en Oscar-nominering for sin rolle som den excentriske pirat, kaptajn Jack Sparrow.

I den franchise refereres der ofte til de spanske conquistadors, erobrere og bødler, som udplyndrede og udøvede folkemord på den indfødte befolkning på det nord- og sydamerikanske kontinent omkring år 1500.

Og det er med udspring i et sagn omhandlende dem, at Disneys nyeste opus Jungle Cruise begynder.

Til tonerne af en revideret udgave af Metallicas Nothing Else Matters forklarer en fortællerstemme, hvordan en gruppe conquistadors ledte efter et magisk træ.

Træets blade kaldet Månens Tårer har nemlig helbredende kræfter, og da lederen Aguirre (Édgar Ramírez) med vold og magt forsøgte at få kendskab til træets placering, blev han og hans mænd ramt af en forbandelse.

Sådan lyder legenden om Aguirre, og det er det træ, som forskeren dr. Lily Houghton (Emily Blunt) små 400 år efter, i starten af det 20. århundrede, forsøger at finde.

Til at hjælpe sig vej op ad Amazon-floden har hun broren McGregor (Jack Whitehall) og den lokale flodbådskaptajn Frank Wolff (Dwayne Johnson).

Sidstnævnte er en gavtyv, der ernærer sig ved at arrangere flodbådstogter for turister – en ikke særligt lukrativ forretning for den karismatiske muskelbøf.

Lige i hælene på dem er den onde tyske prins Joachim (Jesse Plemons). Han vil bringe Månens Tårer tilbage og bruge dem til at fremme kejserrigets magt.

Jungle Cruise er en af den slags eventyrfilm, hvor der er knald på actionen hele tiden. Foruden lighedspunkterne med Pirates-film er der også trukket inspiration fra Stephen Sommers Mumien.

Her optræder ligeledes en kvindelig forsker og hendes bror, der med assistance fra en vild eventyrer skal finde frem til en skat, før den falder i hænderne på skruppelløse mænd og en forbandet person.

Men selv om man har set historien før, er Jungle Cruise uden tvivl er sommerens adrenalinsus. Slåskampe og sejlads op og ned ad den lumske Amazon-flod med utallige fare leverer i den grad varen.

”Alt i junglen har lyst til at dræbe jer. Og kan gøre det,” som Frank forklarer nogle turister.

Instruktøren Jaume Collet-Serra har i over femten år arbejdet i Hollywood med gyser- og actionfilm, og det er tydeligt, at den dygtige håndværker har styr på tingene.

Timingen og tempoet for, hvordan scenerne skal opbygges, er veludførte, mens det er forfriskende, at skurkene rent faktisk føles farlige i en Disney-film.

Selv om Jesse Plemons’ Joachim er en pompøs nar, får vi hurtigt slået fast, at han ikke selv er bange for at få blod på hænderne. Skuespilleren minder mere og mere om afdøde Phillip Seymour Hoffman – af udseende, men også i evnen til at få de mest outrerede personager til at virke troværdige.

Trioen i front – Emily Blunt, Dwayne Johnson og Jack Whitehall – har fortræffelig kemi, uanset hvilken konstellation der bliver gjort brug af.

Lily og Franks ”jeg-er-sejere-end-dig”-pingpong glider organisk over i subtilt flirteri, i takt med at de lærer hinanden at kende, og den gensidige respekt vokser.

Dwayne Johnson sælger Franks forkærlighed for platte vittigheder med stor entusiasme, og Lilys fandenivoldskhed er som skræddersyet til Emily Blunt, der senest har slået fra sig i gyseren A Quiet Place 2.

Scenestjæleren Jack Whitehall serverer verbale lussinger og følsomme øjeblikke som overklasseløget McGregor. Han vil gøre alt for sin søster, da hun som den eneste i familien støttede ham, da han erklærede sig homoseksuel.

Alle personerne higer efter en bestemt ting i livet, der skubber alle andre behov i baggrunden. Kender man bare en smule til genren, ved man, at jo tættere personerne kommer på målet, jo mere går det op for dem, hvad der virkelig betyder noget.

Dét formidler Jungle Cruise overbevisende.