Julemand & Co.

I en scene i Julemand & Co. skal et forældrepar vælge, hvilken film de vil se i biffen. Manden foreslår en Cannes-film, hvortil konen svarer, at Cannes-film er kedelige. Hun vil hellere se den sjette film i en superhelte-franchise. 

Julemand & Co. er hverken en kunstfilm eller et superheltebrag, selv om den først og fremmest vil underholde. Og det lykkes den med et godt stykke af vejen takket være vittig dialog, overlegen animation og fortryllende musik. 

Historien handler om den tykke mand med det store skæg. Han bor i Grønland med sin hidsige kone Wanda, der beklager sig over, at han aldrig har tid til hende. 

Da julemanden besøger sit værksted, dejser alle hans nisser pludselig om. De lider af akut mangel på C-vitamin, så julemanden må drage til Paris for at skaffe piller og redde julen. 

Alain Chabat har tydeligvis haft det skægt med at lave familiefilmen, som han har skrevet manuskriptet til og instrueret. Også hovedrollen som selveste julemanden indtager han selv. I den danske versionering, som vises herhjemme, lægger Kasper Leisner og Stine Stengade stemme til julemanden og hans kone. 

Julemanden, som man kender ham, har fået lidt af en overhaling. Han står på snowboard, facetimer med sine rensdyr og er laktoseintolerant. 

Og så er han vidunderligt uperfekt. I mødet med familien, der beslutter sig for at hjælpe ham med at skaffe C-vitamin, er han både egoistisk og utålmodig. Han forstår simpelthen ikke, hvorfor det tager dem så lang tid at få fat i pillerne. 

Da julemanden lander i Paris, modtages han ikke ligefrem med åbne arme. I den virkelige verden er han bare endnu en tosse. Han bliver lagt i håndjern, da han forsøger at hugge piller på apoteket. Heldigvis preller det af på manden, som ikke helt forstår konceptet ”at købe”. 

Familien bugner af skæve påfund og løjer og vidner om en instruktør med mange idéer. Eksempelvis cirkler tegnefilmsrensdyr om hovedet på julemanden, da han snubler ud af kanen. En charmerende effekt i stil med dem, som Chabat benyttede sig af i Asterix og Obelix: Mission Kleopatra fra 2002. 

Og så er filmens dialog spækket med sjove bemærkninger, der løfter stemningen og giver fortællingen en munter tone. 

I en scene fungerer dialogen særligt godt. 

Julemanden møder familiefaren Thomas første gang, da han er blevet smidt ind i en fængselscelle. Faren er advokat og prøver at få julemanden til at sige til betjentene, at han bare er skør, så han kan gå fri. 

Replikkerne flyver frem og tilbage mellem de to, som lige så godt kunne være fra forskellige planeter. Dynamikken mellem skuespillerne og skarp klipning gør scenen til et komisk øjeblik. 

Tempoet i de enkelte scener er ofte højt, men jagten på at finde C-vitamin går underligt trægt. Her kan man tydeligt mærke, at Chabat ikke har den store interesse i plottet. Det er mere en ramme for at vise det absurde i mødet mellem julemanden og den virkelige verden. 

Frem for alt er det en virkelig sanselig live-action-film, der er understøttet af imponerende animationer. 

I scenerne på Grønland hvirvler store, tunge snefnug ned over et snelandskab i blålige toner til fortryllende musik af Matthieu Gonet. Og det kilder næsten i maven, når julemandens kane suser igennem triumfbuen. 

Man får samme fornemmelse, som når man ser en biljagt, selv om julemanden mest af alt er i et kapløb med tiden. 

Der er på kløgtig vis skruet op for lyden af forældrenes vibrerende mobiler, så man næsten griber ud efter sin egen i biografmørket. En elegant måde at understrege det hektiske familieliv, som julemanden kun laver mere rav i.