Judas and the Black Messiah

Som en blanding af en rockstjerne og tele-evangelist på Red Bull står Fred Hampton (Daniel Kaluuya) og taler passioneret til forsamlingen af mennesker.

”Jeg tror ikke, jeg kommer til at dø, fordi jeg har et dårligt hjerte,” nærmest synger han ud til menneskerne, som smager på hver eneste stavelse, han ytrer.

”Jeg kommer til at dø for folket, fordi jeg lever for folket,” lyder det profetisk fra den kun 21-årige mand.

Lynet i øjnene på den karismatiske taler fortæller, at han mener det.

Judas and the Black Messiah handler om den karismatiske leder af Illinois-afdelingen af den militante organisation De Sorte Pantere og omstændighederne, der i sidste ende førte til, at han blev dræbt af politiets kugler i 1969.

Fred Hampton var en populær skikkelse blandt borgerrettighedsforkæmpere og revolutionære – og en kæmpe torn i øjet på de hvide magthavere i USA. Især lederen af forbundspolitiet FBI, J. Edgar Hoover (Martin Sheen under et solidt lag makeup og proteser), hader den unge mand, den sorte messias.

Småkriminelle William ”Wild Bill” O’Neal (LaKeith Stanfield) bliver i 1968 hvervet af FBI-agenten Roy Mitchell (Jesse Plemons), der giver ham et tilbud, han ikke kan afslå: Udspioner De Sorte Pantere eller ryg i fængsel i flere år!

Instruktør Shaka King og medmanuskriptforfatter Will Berson holder et skarpt fokus på Fred og William, så en af dem nærmest altid er til stede i filmen.

Undtagelsesvis får vi indblik i, hvor foruroligende nidkær FBI-agenten og resten af statsapparatet var for at overvåge og sabotere borgerrettighedsforkæmpere. Panternes hovedkvarter i Chicago bliver således brændt ned af uniformerede betjente efter en skududveksling med to medlemmer.

Kaluuya og Stanfield magter heldigvis i den grad at løfte den store og vigtige opgave. De bærer Judas and the Black Messiah og hæver den fra sumpen af biopic-film, vi som publikum får serveret hvert år.

Begge er kommet langt, siden de spillede over for hinanden i Jordan Peeles Oscar-vinder Get Out, hvor Kaluuya blev nomineret for bedste mandlige hovedrolle.

Britens evne til at skifte mellem sydende intensitet og entusiastisk glæde har han givet smagsprøver på i forskellige roller. Men i Judas and the Black Messiah går det op i en højere enhed.

Blandt tilhørerne i forsamlingen er Hamptons gravide kæreste Deborah Johnson (Dominique Fishback). Hendes kropssprog afslører den bølge af bekymring, der skyller ind over hende i det øjeblik, hun hører sin elskede tale om fremtidig død.

Deres samspil er vidunderligt.

Når Kaluuya med sit kække smil ligger i sengen med Fishback og gestalter en nyforelsket Hampton, eller når han leverer en af de passionerede taler, virker det ikke, som om han spiller skuespil.

Han og Fishback bringer filmen en tiltrængt varme i det hårde univers, hvor død og undertrykkelse er hverdagen.

Måske lider ingen mere end Wild Bill.

Hans situation som meddeler for FBI minder i en vis grad om moderne slaveri. Hvis ikke han makker ret, ryger han ikke bare i spjældet, men Hampton og resten af Panter-bevægelsen får også at vide, at han er en gemen stikker.

LaKeith Stanfield spiller således to roller: biltyven O’Neal og den unge gut, der kæmper for sit liv ved at svigte dem, der stoler på ham.

Med små nuancer bliver det muligt at skelne mellem de to identiteter. Det ene øjeblik er han smilende og fuld af liv. Det næste øjeblik er skuldrene tunge, mundvigene hængende og øjnene bedrøvede.

Det er i høj grad skuespillernes film.

Visse steder lægger bestræbelserne på at skildre hovedpersonerne så autentisk som muligt en dæmper på fremdriften. Stanfields formidling af O’Neals indre kamp er fascinerende, men ender med at føles som en gentagelse.

Til gengæld leverer Daniel Kaluuya karrierens bedste præstation, og filmens fremstilling af institutionel racisme i USA – politiet dræber sorte mennesker som straf – er skræmmende aktuel.

Retorikken, nogle mennesker i dag bruger til at beskrive Black Lives Matter-bevægelsen, lyder som en kopi af den, J. Edgar Hoover brugte om datidens ligestillingsforkæmpere.

”De Sorte Pantere er den største trussel mod vores nations sikkerhed. Mere end kineserne. Endda mere end russerne,” lyder vendingerne fra den gamle hvide mand med vigende hårgrænse.

Kalenderen viser en anden dato, men det er forbløffende, hvor lidt der har ændret sig i USA.