Joyland

Joyland giver os noget så sjældent som et sydasiatisk perspektiv på at være queer-person. Filmen blev kortvarigt bandlyst af den pakistanske regering, men nu er den nationens bud på en Oscar-nominering.

Det viser, at der er tale om en vigtig film, der rammer ned i en betændt problematik. For mens vestlige lande kæmper en lang og sej kamp for lige rettigheder til alle mennesker, er kampen først ved at begynde i Pakistan.

Haider er hjemmegående husfar, hvilket han egen far skammer sig over. Haiders kone tjener pengene, mens han vasker op og leger med børnene i hjemmet, der rummer tre generationer af den store familie.

Faren er familiens overhovedet og et levende eksempel på kulturens fastgroede familiestrukturer. Han har et stort gråt overskæg og sidder hele dagen i sin kørestol, hvor han læser avis og kommanderer rundt med familien.

Alt, hvad han håber på, er, at Haider får et job og et barn. For ham handler det om familiens ære.

Haider står i stor kontrast til sin macho storebror Saleem, der venter sit fjerde barn og med stolthed opfylder farens forventninger.

Det lykkes endelig Haider at få et job, men det er som baggrundsdanser på byens erotiske danseteater. Ikke lige hvad faren håbede.

For at undgå familiens foragt lyver han og fortæller, at jobbet er som teatrets manager. Faren giver sin stiltiende accept, men siger til sønnen, at han ikke må fortælle folk i nabolaget, hvor han arbejder.

Et af byens flade tage bliver de seks nye danseres øvelokale. Ikke alle er lige gode til at danse, og især Haider bliver gruppens mobbeoffer. Endnu engang er han udenfor.

Dansetrinene er ikke elegante, men den nærværende fotografering af smukke Haider fanger hans drømme om at leve et andet liv.

Han får sig en plads som danser for den dominerende transkvinde Biba. Massevis af byens mænd dukker op for at se de erotiske danseshows, der er proppet med glimmer og farverige pailletter. Et scenarie, der står i absurd kontrast til kulturens strenge syn på kvinders seksualitet.

Det nye job som danser sætter gang i filmens fortælling om Haiders umulige forelskelse i den excentriske Biba. 

Bibas danseshow står i skyggen af teatrets store stjerne, som er en mere frembrusende seksuel danserinde. I kampen for at få Biba længere frem i rampelyset producerer Haider en gigantisk papfigur, som han i en drømmeagtig scene fragter gennem byen på sin lille motorcykel.

Det er ikke helt nemt at gemme den monstrøse figur væk i det tætpakkede hjem, da den for alt i verden skal undgå farens dømmende blik.

Filmen er en skarp og realistisk skildring af forholdene for queer-personer i Pakistan. Her kommer diskriminationen ikke fra et hadefuldt mindretal, men den nærmeste familie.

Haider er aldrig sig selv og må konstant lægge låg på sit livs længsler. Det forstærkes af filmens nærgående lydside, der præcist indkapsler hans klaustrofobiske følelser.

Ali Junero leverer en fantastisk præstation som Haider. Skuespillerens tomme blik viser, at Haider næsten ikke selv tør tro på sine drømme, men samtidig formår han at omgås med mennesker på en øm måde.

Alina Khan er også fremragende i rollen som Biba. Hun kæmper ligesom Haider for sin egen identitet, men er mere direkte og fandenivoldsk. Med stålsat blik sætter hun de andre dansere på plads, da de mobber Haider på grund af hans forhold til Biba. Dernæst foreslår hun, at de måler pik!

Joyland er enkelt og smukt fotograferet. Skønne billeder indfanger gadens uro med lavthængende elledninger og massevis af små motorcykler, der suser forbi alverdens gadesælgere. Intime billeder fanger Haiders usikkerhed og lidelse, men giver også små glimt af dansende eufori.

De bumlende toges vinduer indrammer det livlige pakistanske landskab, hvor frodige træer og moskéernes tårne skyder op.

Den simple fortælling handler om noget så stort som retten til at være sig selv. Og filmen bliver et forrygende billede på mange menneskers kamp for noget, som burde være indlysende.