Journey’s End

I nattens mørke går den barnenumsede soldat Raleigh ned ad skyttegraven forbi sine ældre soldaterkammerater. På den ene side er der hegn og på den anden stablede sække. Et glimt fra et skud lyser himlen op. Soldaten gisper, dukker sig og ser lysende skud i horisonten. 

Nede i bunkeren sidder Kaptajn Stanhope og Løjtnant Osborne, spiser kød og kartofler med kniv og gaffel og konverserer om alt fra mad til krigens gang. Tonen er bemærkelsesværdigt høflig. De venter et angreb fra tyskerne, men hvor og hvornår, det kommer, er der ingen, som ved. 

At se britiske Journey’s End er som at være fluen på skyttegraven. Over seks dage følger vi i langsomt tempo en række personer og deres indbyrdes forhold. Blandt andre den whiskydrikkende, hidsige kaptajn, den humoristiske, afvæbnende løjtnant og den grønne, regelrette Raleigh, der i løbet af fortællingen bliver trodsig og sætter sig imod kaptajnen. 

Frustrationerne skyldes tomgang og det faktum, at de venter på døden. Filmen er baseret på et klassisk teaterstykke skrevet af den berømte R. C. Sherriff, der selv blev stærkt skadet under Første Verdenskrig. Stykket, også kaldet Journey’s End, har op til 2010’erne været vist på store teaterscener i England og USA, og det er blevet filmatiseret blandt andet i 1930 under samme navn og i 1976 med titlen Aces High. 

Nu forsøger Saul Dibb at gøre R. C. Sherriff kunsten efter. Dibb er nok bedst kendt for det kulisseprægtige 1800-talsdrama The Duchess med Keira Knightley og Ralph Fiennes. 

Netop det visuelle er den største styrke i Journey’s End. Vi er helt closeup på overskæggene som i en af Sergio Leones westernfilm. De rå omgivelser med trævægge, stearinlys og whiskyflasker er klaustrofobiske, og fortællingen er så stationært et kammerspil, som noget kan blive. 

Kaptajnens druk og depression forværres. Han hidser sig op over for den unge Raleigh (Asa Butterfield) og vil se det brev, han har skrevet hjem. Det skal igennem censuren. Står der noget om kaptajnen? 

”Kaptajnen er den fineste, jeg har haft,” læser løjtnanten opdigtet op med et flabet smil for at indikere, at kaptajnen er gal på den. Humoren giver den ellers alvorlige film kant. 

Senere i en dramatisk scene truer kaptajnen med at skyde en underordnet, fordi soldaten vil indlægges på et mentalhospital. 

Whiskyen og omgivelserne gør også kaptajnen sindssyg, men som dagene går, bløder han op. Da tyskerne endelig angriber, efter langt over en time, har det fatale følger. Det giver nye problemer blandt soldaterne, som ikke engang kan få peber på kødet. 

Journey’s End viser ligesom Dommedag nu og Full Metal Jacket, hvad krig gør ved folk. 

Vi lærer personerne langsomt at kende, men måske en kende for langsomt til virkelig at komme tæt på. Og selv om skuespillerne og i særdeleshed talentet Sam Claflin som kaptajnen spiller til fulde, er filmen båret af den nøgtern-realistiske stil. 

Mere galgenhumor, ekspressiv sindssyge og trekantsdrama havde givet personerne fylde og fortællingen mere temperament. Men her er skæbnerne snarere forudbestemt. Til gengæld får vi en troværdig følelse og indsigt i at leve i en skyttegrav og vente på den uundgåelige bombe. Uden at det bliver et heltekvad. Og det i sig selv er stærk kost.