Jomfruer fra rummet

Omgivet af stjerner ser vi Jorden ude fra rummet. Et fartøj fylder lærredet på præcis samme måde, som vi har set i Star Wars-filmene.

Peter Molde-Amelungs ungdomsfilm er dog ikke et svulstigt rumopera-epos, men et af de sjoveste danske indslag i biografen længe.

Det handler om sex.

Rumvæsner fra den fjerne exo-planet Pilotrium har rejst galaksen tynd for at komme til vores solsystem.

De vil overtage vores planet, og den nemmeste måde at gøre det på er åbenbart gennem forplantning. Eller som et af væsnerne formulerer det: ”Mener du seriøst, at vi skal bolle os til magten?”

Da de af natur ligner en blobfisk – kåret som det grimmeste dyr i 2013 – skulle man ikke umiddelbart tro, at mulighederne for at overtage verdensherredømmet gennem lagengymnastik var særligt store. Men når man kan skifte form, er det intet problem.

På Jorden er alt ikke ligetil for Gustav, som sammen med vennen Buller regnes for at være gymnasiets udstødte.

Gustav er astronomi-nørd, der er forelsket i skolens populære pige Barbara. Buller er et hackergeni, som drømmer om at blive dj – hvis han altså formår at overkomme sin enorme sceneskræk.

Men med ankomsten af rumvæsnet, som bliver kaldt Allan, får Gustavs sociale status et boost. For Allan siger tingene ligeud, og den testosteron-fyldte adonis er kun interesseret i én ting.

Ved hjælp af et Terminator-filter ser vi gennem hans øjne, hvordan potentiale mager bliver vurderet på, hvornår de sidst har haft sex, og hvor godt et match de er seksuelt. Et kækt penisbarometer viser, hvor mange procent de forskellige kandidater rammer.

Jomfruer fra rummet oser af overskud som en vidunderlig kombination af en Edgar Wright-film og den britiske serie Sex Education.

Thomas Gluds manuskript er fyldt med mindeværdige replikker og vanvittigt morsomme situationer tilsat en god og sober diskussion om, hvad der er god stil i forhold til sex.

Når Allan tilsidesætter god stil og ikke ifører sig et kondom, er det et enormt tillidsbrud. Han er legemliggørelsen af en klam fyr, der kun er ude på at knalde. Men i takt med at han er længere tid på Jorden, lærer han også, at følelser er forbundet med sex.

Allan er dog ikke den skarpeste til at navigere i det farvand – specielt ikke, når der bliver målt et 100 procent godt match med fuck boy’en over dem alle: Simon.

Det er imponerende, hvor elegant spillefilmdebutant Peter Molde-Amelung (Sjit Happens, Krysters kartel) fører filmen igennem forskellige emner. Ofte har danske film det med at famle sig frem med en kluntethed, hvor alt skal skæres ud i pap. Men her er der ikke noget, som føles påduttet.

Det skyldes i høj grad skuespillet.

Albert Rosin Harson (Tinka-julekalenderen) har i rollen som Gustav det perfekte miks af kejtethed og sødme, så han fremstår som en dansk teenageudgave af Hugh Grant.

Samspillet med Milo Campanale som Buller har den rette troværdige pingpong, så man tror på deres bromance. Det er den slags venskab, hvor tingene bliver kompliceret, når den ene får kæreste på.

Zelma Lewerissa er også en åbenbaring som Barbara. Den uopnåelige drømmepige, hvis indre vi aldrig får noget at vide om, er for en gangs skyld et rigtigt menneske med plads til både glæde, vrede og tvivl.

Sidst, men ikke mindst er Tobias Maj Stelzner pragtfuld som den karikerede, sexlystne rummand. Hans evne til at levere deadpan såvel som fysisk komik lover godt for karrieren.

Tiden flyver af sted, også selv om ikke alle scener sidder lige i skabet. Man kan godt se, at filmholdet har arbejdet med et begrænset budget, men det tilgiver man gerne.

Det er som bumser i et teenageansigt: Man kan se dem, men de ødelægger ikke det underholdende helhedsindtryk.